Hvorfor er der ingen, der svarer?

Når Gud ikke svarer, kan det være godt at tale med et andet menneske. Præst og sjælesørger Dan K. Månsson svarer en fortvivlet kvinde i kristendom.dks brevkasse

Spørgsmål:

Jeg tvivler på, der findes en Gud. Jeg beder og beder til ham og Jesus! Men lige meget hjælper det. Jeg lider af angst og depression.

Det er så slemt, at jeg hver dag har lyst til at dø, da min mand bliver træt at se på det. Når han hører, at jeg græder, så han smider mig på gaden.

Hvor går jeg så hen? Skal jeg ende mine dage som hjemløs? Ingen deroppe hjælper, heller ikke engle eller alle de beskyttere, jeg skulle have omkring mig. Jeg kan ikke mere, kan ikke! Hjælp mig! Jeg beder jer.

Hilsen Anette

Svar:

Kære Anette

Der er livsvilje og troskamp i det at skrive til kristendom.dk. Du kæmper for livet. Det er flot!

I de linjer, du skriver, er der megen smerte og mange bristede håb. Du skriver, at du kan ikke mere. Og ingen hjælper dig. Dine ord fortæller, at du har det forfærdeligt. Og jeg tænker, at det er hårdt at have det sådan!

Når jeg læser det, du skriver, kommer jeg til at tænke på Job, en person i Bibelen, som var hårdt ramt med lidelse. Jobs Bog i Det gamle Testamente fortæller om al Jobs lidelse og vennernes forsøg på at forklare og forsvare Gud.

Job spørger bl.a. i kap. 3: Hvorfor giver Gud liv til de fortvivlede? Hvorfor lider jeg? Hvorfor svarer Gud ikke? Hvorfor? Job fik aldrig svar på et eneste af de Hvorfor? han stillede til livet og til Gud. Gud svarede ikke. Og vennernes forsvar for Gud gjorde ikke Job godt.

To ting holdt Job fast ved gennem alle sine lidelser. Han stoppede aldrig med at protestere over sine urimelige lidelser. Hans venner forsøgte ellers ihærdigt at stoppe Job, men han blev ved med at protestere til Gud. Det, tænker jeg, er vigtigt: at blive ved med at protestere til Gud! Det andet, Job holdt fast i, var håbet om, at Gud lever og til sidst ville befri ham fra lidelsen (kap.19). Det er vigtigt: at holde fast i håbet.

Håbet er for nogle en fortærende længsel fyldt med gråd og klage. For andre bobler håbet over som glædesbrus og lovsang. Håbet er lige så meget et håb under gråd som under glæde. Liv og glade dage! Sådan ville vi helst at det skulle være. Og sådan er livet ikke for alle!

At klage og protestere alene er ensomt. Derfor er det godt at gøre det sammen med en anden. En præst eller et andet menneske kunne være et sådant medmenneske i protesten. Du kan godt gå til en præst og gøre brug af præstens ører og øjne.

Når et medmenneske ser dine tårer og hører din klage, bliver det ikke træt af dig. Det er ikke trætheden, som først melder sig, det er derimod magtesløsheden. Du og dit medmenneske mødes i magtesløsheden. Og sammen kan I protestere og klage over livet.

Venlig hilsen
Dan K. Månsson
Præst og uddannet sjælesørger

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.