Hvorfor er det andet bud blevet fjernet?

Jeg synes, vi kan bruge det såkaldte billedforbud til at minde os om, at vi heller ikke i sproget må skabe et fast, afgrænset billede af Gud. Og det kommer vi nemt til, hvis vi kun taler om Gud på én bestemt måde for eksempel kun som en far. For så begrænser vi Gud, skriver professor i Det Gamle Testamente Kirsten Nielsen.

Luther mente ikke, at det gamle billedforbud gav mening, når Gud selv i Jesus fra Nazaret havde vist sig i menneskeskikkelse, svarer professor Kirsten Nielsen

Spørgsmål om De Ti Bud

Kære brevkasse

Jeg vil gerne vide, hvorfor det andet bud i Bibelen (anden Mosebog, kapitel 20) er fjernet fra den danske folkekirkes og den katolske kirkes version af De Ti Bud: "du må ikke skabe billeder og bøje dig for dem og tjene dem".

Med hvilken grund er det fjernet?

Venlig hilsen,
Pia

Svar fra professor i Det Gamle Testamente

Kære Pia

Tak for dit spørgsmål.

Grunden er, at Luther (jeg ved ikke, hvordan man har argumenteret i den katolske kirke, men mon ikke det er noget i samme retning) pegede på, at når Gud selv var blevet menneske i Jesus fra Nazaret, så havde Gud selv vist sig i menneskeskikkelse (inkarnationen), og så gav det gamle bud ikke længere mening.

Luther delte derfor de sidste bud i to, så der stadig var tale om ti bud.

Buddet gik oprindelig på gudestøtter, sådan som man kender dem fra andre religioner i Nærorienten. Heroverfor hævde israelitterne, at deres Gud dels var usynlig dels ikke kunne begrænses til noget menneskeskabt.

Selve den tanke er stadig vigtig. Jeg synes derfor godt, vi kan bruge det såkaldte billedforbud til at minde os om, at vi heller ikke i sproget må skabe et fast, afgrænset billede af Gud. Og det kommer vi nemt til, hvis vi kun taler om Gud på én bestemt måde for eksempel kun som en far. For så begrænser vi Gud.

Gud er meget mere end en far, og derfor bruger Bibelen mange forskellige billeder om Gud både billeder fra personverdenen (Gud som mor, pottemager, dommer og så videre) og fra naturverdenen (Gud som en ørn, en løve, en klippe, en kilde med vand og så videre).

Og de ikke-personlige naturbilleder er vigtige, da de minder os om, at Gud er andet og mere end et menneske.

Med venlig hilsen,
Kirsten Nielsen
Professor i Det Gamle Testamente ved Aarhus Universitet

*Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.