Hvorfor hjælper Gud os ikke?

Hvad er det for en Gud, man kun skal tro på, når livet former sig, som man gerne vil have det? spørger sognepræst Jens Kvist Foto: Arkivfoto

Livet indebærer både lys og mørke, medgang og modgang, sorg og glæde, skriver sognepræst Jens Kvist

Spørgsmål:

Hvordan kan man tro på Gud, når Han måske ikke findes? Han burde frelse os, men i stedet er der så meget lort i verden.

Venlig hilsen
Sanne Holm

Svar:

Kære Sanne Holm

Ja, vist findes der da "meget lort i verden," som du så yndefuldt udtrykker det. Men der findes jo også meget godt. Hvad er det for en Gud, man kun skal tro på, når livet former sig, som man gerne vil have det?

I hvert fald ikke den "livets Gud," Jakob Knudsen taler om i sin morgensalme "Se, nu stiger solen" (Den Danske Salmebog 754). Knudsen ved, at vi ikke, som soluret, kan nøjes med at "tælle de lyse timer." Livet indebærer både lys og mørke, medgang og modgang, sorg og glæde.

For godt tre uger siden bisatte jeg min storebror i Odense, der var død af kræft. Og det var meget hårdt, ja, umådeligt hårdt, ingen tvivl om det.

Men jeg ville da aldrig bebrejde Gud noget som helst. Så skulle jeg jo også have bebrejdet ham alt det gode, han gav os gennem min bror, og det kunne jeg da ikke drømme om, tværtimod. Det takker jeg ham for!

Venlig hilsen

Jens Kvist
Sognepræst og panelist på kristendom.dk

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.