Kan abort tilgives?

Der er mange forskellige grunde til, at forældre ikke ønsker at tage imod et barn og derfor vælger abort. Jeg skal ikke her gøre mig til dommer over de grunde og valg, forældre gør, skriver Dan Månsson

Fra gammel tid har der været en misforstået fordømmelse af dem, som tog deres eget eller de uskyldiges liv. En sådan skelnen mellem de tilgivelige og de utilgivelige, de acceptable og uacceptable synder er ikke bibelsk, svarer teolog Dan Månsson

Spørgsmål:

Kære kristendom.dk

Jeg sad lige og tænkte på, om det egentlig er en synd at få en abort som kristen? Og kan det tilgives?

Jeg kan ikke rigtigt finde noget om det nogen steder, så håber I kan hjælpe.

Med venlig hilsen
Søs

Svar:

Hej Søs!

Jeg skal forsøge at svare, så godt jeg kan. Alligevel kan det ske, at jeg rammer ved siden af det, du egentlig godt ville have svar på. Da er du meget velkommen til at henvende dig på ny.

LÆS OGSÅ: Hvad er kristendommens holdning til abort?

Som kristen tror jeg, at livet er givet af Gud. Vi er sat til at værne om den gave med de muligheder, som vi har. Også de er givet!

Et pejlemærke for mit livssyn finder jeg i Salmernes Bog, hvor kong David skriver (Salme 139, 13-18):

"Det var dig, der dannede mine nyrer,
du flettede mig sammen i min mors liv.
Jeg takker dig, fordi jeg er underfuldt skabt,
underfulde er dine gerninger,
jeg ved det fuldt ud!
Mine knogler var ikke skjult for dig,
da jeg blev formet i det skjulte,
blev vævet i jordens dyb.
Da jeg endnu var foster, havde du mig for øje;
alle dagene stod skrevet i din bog,
de var formet,
før en eneste af dem var kommet.
Hvor er dine tanker dyrebare for mig,
hvor stor er dog summen af dem, Gud!
Tæller jeg dem, er de flere end sandet,
bliver jeg færdig, er jeg stadig hos dig."

På den baggrund er det ikke underligt, at ét af budene lyder: "Du må ikke begå drab." Buddene er sat som værn om livet, vores eget og vores næstes, ja, også den næste, som endnu ikke er fuldbåren.

Som forældre til et barn må vi helt fra begyndelsen have omsorg for barnet og give det de bedste livsbetingelser. Som barn er vi helt afhængige af, at de voksne sørger for os.

LÆS OGSÅ: Abort som etisk og religiøst spørgsmål

Der er mange forskellige grunde til, at forældre ikke ønsker at tage imod et barn og derfor vælger abort. Jeg skal ikke her gøre mig til dommer over de grunde og valg, forældre gør.

Ofte er det en svær beslutning, der skal tages efter, at lægen har informeret. Og følelsesmæssigt kan en abort være belastende for specielt kvinden resten af livet.

Jeg tror, at grunden til den følelsesmæssige belastning grundlæggende hænger sammen med, at vi godt ved, det er et levende menneske, hvis liv bringes til ophør, uanset hvor tidligt og skånsomt, indgrebet foretages.

Kan det tilgives? Ja!

I et bibelord, som ofte citeres i forbindelse med skriftemål i kirken hedder det: "Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed" (1. Johs. 1,9).

LÆS OGSÅ: En families tilvalg midt i tendensen til fravalg

Fra gammel tid har der været en misforstået fordømmelse af de, som tog deres eget eller de uskyldiges liv. For eksempel begravede man dem uden for kirkegården.

En sådan skelnen mellem de tilgivelige og de utilgivelige, de acceptable og uacceptable synder er ikke bibelsk. Men den sidder dybt i folkesjælen.

Abort kan i enkelte tilfælde være nødvendig for at redde moderens liv. Og en del kvinder oplever også spontane aborter. Begge dele er ofte forbundet med følelsesmæssige belastninger af sorg, skyld og skam, som det kan være gavnligt at sætte ord på sammen med en fortrolig.

Med venlig hilsen
Dan Månsson
Teolog og landsleder i LM Kids

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.