Kan kristne vies af en buddhistisk præst?

"Folk med forskellig tro ser i forskellig retning. Og det må vi forstå og respektere, ellers ender det med en sammenblanding af æbler og bananer", siger teolog Knud Jørgensen. Foto: Johanna Ljungblom

Samfundet i dag er fyldt med forskellige trosretninger og møder herimellem, men religionerne er forskellige og helstøbte for sig. Man bliver nødt til at bekende sig til enten det ene eller andet for at vise troen respekt, forklarer teolog Knud Jørgensen

Spørgsmål:

Min kæreste og jeg vil gerne vies af en buddhistisk præst. Min kæreste er kristen, og jeg selv er ikke-troende. Vil det stride imod kristendommen for min kæreste at blive viet af en buddhistisk præst?

Michael

Svar:

Samtale (dialog) mellem mennesker med forskellig trosbaggrund bliver mere og mere vigtig i takt med, at vor hverdag bliver mangfoldig og skaber mødepladser mellem mennesker fra forskellige traditioner og kulturer. Og vi har kolossalt brug for samtaler med naboer og arbejdskammerater for at forstå og blive forstået - forstå hvem vi selv er, og hvad vi tror på og forstå, hvem andre er, og hvad de tror på.

Jeg kalder dette for et livsynsåbent samfund et samfund hvor vi har lov til at have forskellig trosbaggrund, men hvor vi samtidig kan snakke med hverandre uden at ville omvende, provokere eller angribe hverandre. Mindst hver anden dag må jeg kalde folk omkring mig til orden: Pas på generaliseringer om andre, pas på stereotyper, pas på så vi ikke laver frygtbilleder af andre.

LÆS OGSÅ: Hvem må gifte sig med hvem?

At forstå og blive forstået betyder for mig at lære at respektere mennesker med en anden tro og kultur. Men både buddhisme og kristendom handler om livssyn som hver for sig hænger sammen. Kristendom er et livssyn, og buddhisme er et livssyn i bred forstand: Liv, tro, hverdag, tradition. Buddhisme er noget helstøbt.

Og kristendom er noget helstøbt. Derfor kan en vielse af en kristen og en agnostiker (ikke-troende) blive et eksempel på et slags koldt bord eller buffet, hvor vi vælger, hvad vi nu har lyst til netop den dag. Tro er ikke et sådant koldt bord. Folk med forskellig tro ser i forskellig retning. Og det må vi forstå og respektere, ellers ender det med en sammenblanding af æbler og bananer.

LÆS OGSÅ:Kan protestanter gifte sig med katolikker?

Snak gerne tro med en buddhistisk præst eller bekendt men vis respekt for hans eller hendes tro og for din kærestes tro. Med rene ord: Din kæreste må vælge mellem kristen tro og buddhisme.

Med venlig hilsen
Knud Jørgensen
Teolog med ph.d i missionsvidenskab

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.