Konfirmation for festens skyld - er det ok?

"Det er da en stor dag, når familien kommer, og vi går i kirke sammen, og far og mor sætter ord på noget af alt det, konfirmanden har betydet for dem. Og så er det da en god fest," mener domprovst Henrik Wigh-Poulsen. Her er det konfirmation i Nørre Uttrup Kirke i maj 2012. Foto: Christian Roar Pedersen

Hvis man lægger andet og mere i 'festen' end gaverne og pengene; hvis familien og højtideligheden også er en del af tankerne , så kan jeg godt forstå, man vil konfirmeres for festens skyld, forklarer Henrik Wigh-Poulsen

Spørgsmål:

Kære Henrik

Hvad mener du om unge konfirmander, som bliver konfirmeret udelukkende for festen?

Med venlig hilsen
Katinka Lauer

Svar:

Kære Katinka

Det vil da godt nok ærgre mig, hvis der virkelig er nogle konfirmander, der kun vil konfirmeres på grund af festen.

Men jeg er nu ikke sikker på, at det er alle, der siger sådan, der også mener det.

LÆS OGSÅ: Konfirmander tager Gud alvorligt

Vi ved jo ikke, hvad folk tænker dybest i deres hjerte, men det kunne jo tænkes, at dem, der siger sådan, bare gerne vil være lidt frække og smarte. Sådan var det i hvert fald dengang tilbage i yngre kridttid, da jeg blev konfirmeret.

Eller måske lægger mange af dem, der siger sådan, andet og mere i det med festen end gaverne og pengene.

For det er da en stor dag, når familien kommer, og vi går i kirke sammen og spiser sammen, og konfirmanden får al den opmærksomhed, fordi han eller hun nu er på vej ud i verden og voksenlivet, og far og mor sætter ord på noget af alt det, han eller hun har betydet for dem, og alle er glade.

LÆS OGSÅ: 10 vigtigste ting om konfirmation

Og dét præsten siger i kirken, og det konfirmanden lærte i konfirmandstuen, og det far og mor husker, da lille Louise eller Svend Erik blev døbt og blev kaldt et Guds barn, dét klinger jo med under det hele.

Og så bliver det da en god dag og en god fest. Sådan en der ikke fås bedre, og som man husker på og glæder sig over.

Og så kan jeg rigtig godt forstå, hvis nogle siger, at de lader sig konfirmere alene for festens skyld.

Med venlig hilsen
Henrik Wigh-Poulsen
Domprovst i Odense

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.

Det er da en stor dag, når familien kommer, og vi går i kirke sammen, og far og mor sætter ord på noget af alt det, konfirmanden har betydet for dem. Og så er det da en god fest, mener Henrik Wigh-Poulsen