Spørg

Luther og skærsilden

Da Luther kritiserede afladen i begyndelsen af 1500-tallet rettede hans også mange spørgsmål tilknyttet skærsilden. Der var dog en længere proces for Luther at bevæge sig væk fra læren og troen på, at skærsilden var et virkeligt sted. Det kom først år efter opgøret med den katolske kirke. Foto: Pixabay

Blandt Luthers 95 teser på døren til Slotskirken i Wittenberg var en pointe om, at hvis paven virkelig er i stand til at befri de afdøde fra skærsilden, ville der jo ikke være grund til, at nogen skulle betale præsterne for at holde forbøn for døde

Spørgsmål om Luthers teser

Kære Leif G. Christensen

Jeg er ved at skrive om Reformationen/Martin Luther i min historieopgave. Jeg vil spørge Dem, om De ikke kunne give nogle eksempler på nogle af de 95 teser og give argumenter ud fra dem.

De Kærligste Hilsner

Puk

Svar

Kære studerende

Luthers opslag på kirkedøren i Wittenberg, Allehelgensdag 1517 hører til en tidlig periode af Luthers virke, hvor han endnu ikke er kommet til fuld klarhed over sine ikke-katolske synspunkter. Han er kritisk overfor den katolske kirkes afladspraksis, men mener endnu, at det vil kunne finde en form, som stemmer overens med troslæren.

Bla. kritiserer han den katolske kirkes messeofre for afdøde. Polemisk, skriver han, at hvis paven virkelig er i stand til at befri de afdøde fra skærsilden, ville der jo ikke være grund til, at nogen skulle betale præsterne for at holde forbøn for døde. Luther var iøvrigt selv forbløffet over den lavine, han satte igang med sine teser. I virkeligheden var opslaget af de 95 teser kun et forsøg på at skabe en læredebat blandt de katolske teologer i datiden.

Der findes flere danske oversættelser af de 95 teser, der hver for sig fylder mellem 1-5 linier og udelukkende handler om den katolske kirkes afladspraksis og pavens påståede guddommelige autoritet.

Du vil kunne finde teserne i uddrag i de fleste biografier om Luther på biblioteket. Den fulde ordlyd finder du i GADs efterhånden gamle udgivelse: "Martin Luthers hovedværker bind II."
Held og lykke med din opgave.

Leif G. Christensen

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.