Må katolske præster i Grækenland gifte sig?

Flertallet af katolikkerne i Grækenland er romerskkatolske, fordi de er indvandrere, men der findes også nogle græskkatolske. De har gifte præster, men det vil være forkert at sige, at deres præster må gifte sig, skriver Daniel Nørgaard, der er præst i den katolske kirke.

Reglen for både græskkatolske og græskortodokse præster er, at gifte mænd kan præstevies, men præster kan ikke blive gift, skriver katolsk præst Daniel Nørgaard

Spørgsmål:

Jeg har et spørgsmål, som jeg har diskuteret med en anden. Hun siger, at katolske præster i Grækenland må gifte sig. Det skulle paven have givet tilladelse til. Men jeg mener, at i Grækenland er de jo ikke katolikker, men græskortodokse og har dermed intet med paven i Rom at gøre.

Så hvad er rigtigt? Må ortodokse præster gifte sig, og er det rigtigt, at paven har givet tilladelse til at romerskkatolske præster må gifte sig?

Jeg mener generelt, for jeg ved godt, at der er nogle særtilfælde.

Venlig hilsen
Ann-Marie

Svar:

Kære Ann-Marie

Tak for dit spørgsmål. Lad mig først give to korte svar: Ja, der er katolske præster i Grækenland, der er gift. Nej, paven har ikke givet romerskkatolske præster lov til at gifte sig.

Men disse svar bringer vel nok endnu flere spørgsmål frem så lad mig uddybe mit svar her.

Hvad de færreste nok ved, er at ikke alle katolikker er romerskkatolske. Der findes 21 østlige katolske kirker. Deres traditioner er ret forskellige fra den romerskkatolske, men de anerkender paven som deres overhoved og er i fuldt fællesskab med os andre katolikker.

LÆS OGSÅ: Hvorfor anerkender ortodokse troende ikke den armenske kirke?

På verdensplan udgør de i alt 17 millioner og er altså en ret lille del af den katolske kirke. De fleste af disse katolske østlige kirker er udsprunget af en større østlig kirke og har derfor samme liturgi og regler som disse kirker. For eksempel findes der en katolsk koptisk kirke, en katolsk armensk kirke og altså også en græskkatolsk kirke.

Flertallet af katolikkerne i Grækenland er romerskkatolske, fordi de er indvandrere, men der findes også nogle græskkatolske. Deres gudstjenesteform er meget lig den ortodokse. De har gifte præster, men det vil være forkert at sige, at deres præster må gifte sig.

Reglen hos både de græskkatolske og de græskortodokse er nemlig, at gifte mænd kan præstevies, men præster kan ikke blive gift (dette gælder også i de andre ortodokse kirker og i de fleste andre østlige katolske kirke).

LÆS OGSÅ: Hvordan ser ortodokse på treenigheden?

For at præcisere endnu mere, skal det siges, at flere af de katolske østlige kirker uden for Grækenland også kalder sig græskkatolske, fordi deres liturgi er græsk. Det kaldes også byzantinsk ritus, fordi liturgien stammer fra Byzans; det vil sige det gamle Konstantinopel.

Den største af disse græskkatolske kirker er den i Ukraine og tæller godt fire millioner troende. I Danmark har vi en ukrainsk præst med kone og børn, og han er altså græskkatolsk.

Vi har i Danmark også haft to romerskkatolske præster, der var gift. Men de fik dispensation fra paven i Rom, fordi de var tidligere folkekirkepræster, der var konverteret til katolicismen, men havde ønske om at virke som katolske præster. De var gift inden deres konversion og er nu begge døde.

Skulle det en dag blive muligt med gifte præster i den romerskkatolske kirke, vil det højst sandsynligt blive som hos de ortodokse, at gifte mænd kan blive præster, men vi, der allerede er præster, får altså ikke lov til at gifte os.

Med venlig hilsen
Daniel Nørgaard
Katolsk præst

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.