Religionsfriheden spirede allerede hos Luther

Trediveårskrigen var i første omgang en religionskrig mellem protestanter og katolikker. Og krigen er en af mange stridigheder, som udspilledes på grund af uenigheder om trosspørgsmål. Først i 1700-tallet kom religionsfrihed

Spørgsmål

Hejsa

Jeg er en dreng på 15 år, som netop nu er igang med at skrive en kristendomsopgave om Martin Luthers reformartion og protestantismen.

Jeg har fået stillet et spørgsmål, som omhandler den første protestantiske kirke. Den har jeg simpelthen ikke kunne finde noget om nogen steder, så mit spørgsmål til jer er: Hvornår blev den første protestantiske kirke oprettet, og hvorhenne? Og hvad kom den til at betyde for den videre udvikling af protestantismen?

På forhånd tak

Nicolai Laursen

Svar

Hej Nicolai!

Det hele begyndte med Luther og hans protest mod afladshandelen i 1517. Paven tjente godt på denne handel og ville ikke finde sig i, at den blev angrebet. Derfor erklærede han Luther i band.

Dette blev bekræftet af den tyske rigsdag i Worms april 1521. Luther blev herefter "taget til fange" på borgen Wartburg, og mens han sad der, borte fra byen Wittenberg, hvor han kom fra, begyndte hans disciple at ændre på forholdene i Wittenberg: Man uddelte nadveren med både brød og vin (hos katolikkerne var det kun præsten, der fik vinen), man tillod munkene at gå ud af klostrene, man undlod at holde sjælemesse (et misbrug af nadveren, mente Luther, for det var ingen menighed til stede, kun den celebrerende præst).

Så man kan med en vis ret kalde menigheden i Wittenberg for den første protestantiske kirke. Dog skal man lægge mærke til, at hverken Luther eller hans tilhængere mente, at de indstiftede en ny kirke, nej, det, de gjorde, var, at de reformerede den gamle; de førte kirken tilbage til dens oprindelige skikkelse.

Efterhånden kom andre reformer til: Man tillod præsterne at gifte sig (endnu i dag skal katolske præster være ugifte), man genindførte menighedens salmesang (Luther digtede selv en række salmer, som i oversættelse findes i vor salmebog den dag i dag), og man gennemførte, at kirkens ritualer ikke som hidtil skulle fremsiges på latin, men på modersmålet.

Og efterhånden kom det også til en reformation andre steder. Nogle holdt sig til de reformer, Luther havde inspireret til, andre gik videre end ham. I Schweiz kom det i begyndelsen af tyverne til en reformation, anført af Zwingli. Men han døde inden ret længe, og først fra 1535 blev reformationen i Schweiz ført videre af Calvin i Genève. Hans kirkeretning kaldes "de reformerte", hvorimod Luthers tilhængere sædvanligvis benævnes "lutheranere".

Her i landet begyndte det lutherske røre at brede sig i byerne i tyverne. Malmø, der dengang var dansk, og Viborg var de vigtigste arnesteder for den lutherske bevægelse. Munkene forlod deres klostre, præsterne giftede sig, man prædikede på luthersk manér og sang salmer og holdt gudstjeneste på modersmålet.

Så kom landets sidste borgerkrig, Grevens Fejde, og først i 1536 kunne kong Christian den Tredje indtage tronen og give kirken en luthersk forfatning. Og vel var der ikke så lidt tvang med i spillet fra hans side, men mange klostre fik dog lov at leve videre, blot måtte nye ikke oprettes.

Selv om Luther havde givet afkald på at anvende magt for at få sine reformer gennemført (han mente, at det skulle være en frivilig sag), så blev den senere lutherske kirke dog præget af en vis ensretning fra fyrstens side. Og katolikkerne havde hele tiden været tilhængere af magtanvendelse i religiøse spørgsmål. Dette førte til den ulykkelige og dybt forarmende "Trediveårskrig" (1618-48), og til religionskrige på de britiske øer også.

Først sent, vel engang i 1700-tallet, lærte europæerne at give hinanden religionsfrihed, selv om man med en vis ret kan sige, at denne frihed lå i kim allerede i Luthers tanker.

Dette i al korthed.

Venlig hilsen
Ricardt Riis, tidligere sognepræst

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.