Svækker velfærdsstaten næstekærligheden?

Vores moderne velfærdsstat bygger på grundloven, som igen i væsentlige stykker bygger på det kristne livs- og menneskesyn, svarer teolog og psykolog Anton Eg Andersen

Spørgsmål:

Kære brevkasse

Jeg sidder på nuværende tidspunkt og skriver min eksamenssynopsis om velfærdsstaten og kristendom, du når nok ikke at svare, inden jeg skal aflevere på onsdag, måske hører jeg fra dig inden min eksamen og måske aldrig.

Men der er et dilemma, jeg af personlig interesse ikke kan lægge fra mig.

Jeg sidder nu med to tekster; en af Henrik Bang-Møller og en af Søren Krarup.

Sådan som jeg forstår det, snakker de begge om næstekærlighed, og begge refererer de til velfærdsstaten som et organ for selvretfærdig og egoistisk udførelse af en form for moderne aflad, der intet har med næstekærlighed at gøre.

Det er også min opfattelse, at kærligheden til næsten foregår i øjeblikket, hvor man tilsidesætter sine egne behov for at hjælpe en, der har brug for det. Men betyder det virkelig, at velfærdsstaten svækker næstekærligheden?

Jeg er selv på SU, og min familie kan på ingen måde forsørge mig. Jeg tjener så lidt, så jeg ville heller ikke kunne forsørge min familie.

Jeg tænker bare, at netop nu, hvor velfærdsstaten bærer det tunge læs og skaber et sikkert eksistensgrundlag, er det så ikke nu, hvor næstekærlighed i højere grad end før handler om at træffe et valg fra hjertet? Om at ønske at gøre noget godt, selvom man ikke behøver det? Er det ikke også næstekærlighed?

Og er velfærdsstaten ikke netop funderet på i højere grad at skabe værdige og trygge rammer end på at skulle fungere som automatisk afladskollektiv?

Jeg beklager, hvis min besked er forvirrende, men jeg er forvirret. Hvorfor angriber præsterne vores velfærdsstat så voldsomt?

Kærlig hilsen
Rita

Svar:

Kære Rita,

Jeg mener, at det er forkert at stille velfærdsstaten og den kristne næstekærlighed op som modsætninger.

Den kristne næstekærlighed er den moderne velfærdsstats forudsætning. Man kan selvfølgelig også begrunde velfærdsstaten ud fra et humanistisk rationale, men det ville være en efterrationalisering.

LÆS OGSÅ: Hvilken betydning har kristendommen for velfærdsstaten?

Vores moderne velfærdsstat bygger på Grundloven, som igen i væsentlige stykker bygger på det kristne livs- og menneskesyn. Det livs- og menneskesyn, som finder sit grundlag i adskillige udsagn i Bibelen; såvel i Det Nye som Det Gamle Testamente.

Et par eksempler: Moselovens påbud om at hjælpe enkerne, de faderløse og de fremmede. Det var de personer i samfundet, som ikke hørte til en etableret husstand, som kunne sikre deres forsørgelse. Og Paulus´ opfordring: Bær hinandens byrder, således opfylder I Kristi lov. Og der kan findes mange andre eksempler.

I vores moderne velfærdsstat er det blevet til den gængse tale om, at de, der har de bredeste skuldre, skal bære de tungeste byrder.

Velfærdsstatens forpligtelse til at hjælpe de svageste finder vi i Grundlovens § 75 Stk. 1. "Til fremme af almenvellet bør det tilstræbes, at enhver arbejdsduelig borger har mulighed for arbejde på vilkår, der betrygger hans tilværelse". Og Stk. 2. "Den, der ikke kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtelser, som loven herom påbyder".

LÆS OGSÅ: Kristendommens omsorgshistorie

Disse to paragraffer finder i dag deres udmøntning i de to love, som populært kaldes Beskæftigelsesloven og Serviceloven. Og ud fra disse love taler politikerne om ret og pligt som velfærdssamfundets forudsætning.

Vores moderne velfærdssamfund kan vi derfor se som en udløber af den kristne næstekærligheds påbud om, at vi skal tage os af de svageste iblandt os.

Ingen af os kan forestille sig et samfund, hvor de svageste var overladt til deres egen skæbne, medens de velstillede levede i ubekymret og ligeglad egoisme. Men tro mig, sådanne samfund findes. I Indien har jeg selv oplevet nutidige udgaver af Jesu lignelse om den rige mand og Lazarus.

LÆS OGSÅ: Kristendommen gjorde Vesten frit og rigt

Her i Danmark har staten overtaget forpligtelsen til at sørge for samfundets svageste. Og vi, der har råd, må så, forhåbentligt med glæde, aflevere en stor del af vores indtægt til finansiering af den offentlige sektor og samfundets forpligtelser.

Så kan vi spørge: Er den kristne næstekærlighed dermed blevet overflødig? På ingen måde. Jeg mener, at det efterhånden er blevet åbenbart, at en materielt funderet velfærdsstat har sine begrænsninger.

Velfærdsstaten mister sin sammenhængskraft, hvis det kristne livs- og menneskesyn og den kristne næstekærlighed forsvinder. Uden disse egenskaber bliver samfundet materialistisk og koldt og præget af en egoisme, hvor enhver rager til sig og kun tænker på sig og sine.

Derfor vil jeg slutte mit indlæg, som jeg begyndte: Den kristne næstekærlighed er den moderne velfærdsstats forudsætning. Hvis man fjerner den forudsætning, vil velfærdsstaten på sigt gå i opløsning.

Netop derfor er det så afgørende vigtigt, at vi vedkender os vores kristne kulturarv. At tro, at vi kan afskaffe den og fjerne dens udtryk i det offentlige rum, uden at vores samfund lider ubodelig skade, er efter min mening bundnaivt.

Med venlig hilsen
Anton Eg Andersen
Teolog og psykolog

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.