Vores datter blev bisat - var det forkert?

"Bisættelsen har ikke nogen sammenhæng med traditionen om ild som straf eller renselse. Teologisk er der ingen forskel på bisættelse og begravelse," svarer sognepræst Hanne Jul Jakobsen

Spørgsmål:

Kære brevkasse

Min datter 28 år blev bisat i august sidste år. Først forestillede jeg mig, at hun skulle begraves, men vi besluttede os for en bisættelse.

Siger Bibelen noget om bisættelse? Hvornår startede man bisættelser? Og hvordan fortolker kirken dem - kan man sige, at det er helvedes flammer, hvis man bliver bisat?

Er det mennesker, som ikke er troende, som bliver bisat frem for begravet?

Med venlig hilsen
Hanne

Svar:

Kære Hanne

Det gør mig ondt at høre, at du har mistet din datter. Jeg kan forstille
mig, at du i tanken bliver ved med at gennemgå tiden omkring hendes død og bisættelse.

Det har stor betydning for os efterladte, hvordan vi får taget afsked med vores kære. Vi har brug for stærke ord og ritualer, når vores kære døde skal overgå fra dette liv til evighedens.

LÆS OGSÅ: Bibelen om liv og død

Både begravelsen og bisættelsen er en markering af den dødes overgang fra livet på jorden til livet efter døden i evigheden.

Ordet er det samme. Velsignelsen er den samme. Tanken er den samme - nemlig den, at når præsten kaster jord på kisten og siger:
Af jord er du kommet, til jord skal du blive, af jorden skal du igen opstå. Så forstår vi døden som et mellemstadie. Et stadie mellem det jordiske liv og evighedens.

"Af jord er du kommet" henviser til den anden skabelsesberetning, hvor Gud formede Adam af jord. Mennesket er gudsskabte, fysiske jordmennesker.

"Til jord skal du blive" henviser til den erfaring, at vores døde krop efter bisættelse/begravelse bliver sænket ned i jorden, og over tid vil blive til jord.

"Af jorden skal du igen opstå" henviser til troen på, at ligesom Kristus
opstod fra de døde, sådan skal vi også opstå fra de døde til evigt liv.

Ligbrænding var ikke den almindelige skik på Bibelens tid. Der er kun et eneste eksempel på det i 1. Sam. 31,12.

Det har i flere århundreder været dansk tradition at begrave døde i en
kiste. I 1892 blev det lovligt med ligbrænding, men først engang i 1950'erne blev det pålagt præsterne at foretage bisættelser i kirken, uanset om de holdningsmæssigt var imod ligbrænding.

Det tager tid at ændre så stærk en tradition, som jordbegravelsen har været. Førhen oplevedes det som mere rigtigt overvejende begrundet i troen på "kødets opstandelse".

Vi argumenterer ikke længere rationelt for det ene eller andet. Det er blevet et spørgsmål om følelser og familietraditioner.

I dag bliver mere end 70 procent af befolkningen i alle større byer bisat. På landet er tallet stadig omvendt, men tendensen i retning af flere bisættelser er klar.

Uden at vide det med sikkerhed tror jeg, at valget mellem bisættelse og begravelse i højere grad handler om tradition og følelser end om tro.

Ude på landet har mange familier stadig deres eget gravsted, som har haft stor betydning for familiens identitet og rodfæste.

Men i takt med at mange mennesker flytter flere gange i livet efter job og interesser, så har familiegravstedet fået mindre betydning i folks bevidsthed. Det betyder også, at flere vælger at få deres døde bisat og begravet i den fælles grav.

Bisættelsen eller ligbrændingen har ikke nogen sammenhæng med traditionen om ild som straf eller renselse. Teologisk er der ingen forskel på bisættelse og begravelse.

Når vi i trosbekendelsen siger:
"Jeg tror på kødets opstandelse og det evige liv", så må vi forstå det sådan, at der sker en forandring med os, når vi dør. At vores opstandelseslegeme er anderledes end vores jordiske legeme. Og i hvilken form eller tilstand, vi bliver til jord, har ingen betydning for vores opstandelse.

LÆS OGSÅ:- Jeg fik ikke den samme tryghed tilbage

Håber det var svar på dine spørgsmål, og at du må finde fred i jeres
beslutning om, at I valgte at bisætte din datter.

Med venlig hilsen
Hanne Jul Jakobsen
Sognepræst ved Møllevangskirken i Aarhus

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.