Spørg

Hvordan bliver man frelst?

Modsat Luther har den katolske (og ortodokse) opfattelse altid været, at Gud gennem hele frelseshistorien - og især gennem Jesus Kristus – har pålagt os selv at arbejde med på vor helliggørelse - ikke fordi vi ved egen kraft er i stand hertil, men i kraft af Guds nåde, skriver Kirsten Kjærulff, der er katolsk forfatter og foredragsholder.

Jesus løskøbte os jo fra syndens og dødens magt og gav os dermed frelsens mulighed i hænde, svarer katolske Kirsten Kjærulff

Spørgsmål:

Kære brevkasse

Hvad er katolikkernes frelseforståelse?

Venlig hilsen
Rikke

Svar:
 
Kære Rikke
 
Helt overordnet betyder frelse i kristendommen Guds genoprettelse af den skabelsesorden, der brød sammen ved syndefaldet, da mennesket i ulydighed vendte Gud ryggen og satte sig selv på Hans trone.

Fra evighed af var alle mennesker bestemt til at leve i et kærlighedsfællesskab med den treenige Gud: ”For før verden blev grundlagt, har Gud i ham [Kristus] udvalgt os til at stå hellige og uden fejl for hans ansigt i kærlighed. I sin gode vilje forudbestemte han os til barnekår hos sig ved Jesus Kristus til lov og pris for hans nådes herlighed, som han har skænket os i sin elskede søn.” (Ef. 1,4-6)

Men ved syndefaldet kom ondskab og død ind i hele skaberværket, og mennesket mistede sin lighed med Gud. Dog vil Gud ikke ”synderens død, men at han omvender sig”. (Ez. 33,11; 2. Pet. 3,9). 

LÆS OGSÅ: Hvad er forskellen på katolicisme og protestantisme?

Umiddelbart efter syndefaldet siger Gud til Slangen (=Satan): ”Fordi du har gjort dette, skal du være forbandet blandt alt kvæg og blandt alle vilde dyr. På din bug skal du krybe, og støv skal du æde, alle dine dage. Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem dit afkom og hendes: Hendes afkom skal knuse dit hoved, og du skal bide hendes afkom i hælen.” (1. Mos. 3,15).

Han iværksætter her hele sin frelsesplan, som kulminerer med, at Han selv træder ind i historien med Jesu menneskevordelse (inkarnationen). Hele Gamle Testamente er en forberedelse til denne begivenhed, som er verdenshistoriens vendepunkt. 

Inkarnationen er ikke blot en kærlighedsgerning, men en frelsesgerning. Ved i sin person at forene Gud og menneske genåbnede Jesus vejen til foreningen med Gud. 

I sin egen person viste Han, hvad det vil sige at være Guds billede - at være Gud lig. Gennem sin sejrrige offerdød på korset, bragte Han igen denne forening med Gud inden for menneskets rækkevidde. Han blev menneske, for at vi kunne blive guddommeliggjort.

LÆS OGSÅ: Er jeg katolik, ortodoks eller protestant?

Aftenen før sin død beder Jesus til sin Fader: ”Må de alle være ét, som du, Fader i mig og jeg i dig” (Joh. 17,21). Ligesom de tre personer i treenigheden er ét i hinanden i et evigt strømmende kærlighedsfællesskab, sådan er mennesket skabt til at være ét i den treenige Gud. Mennesket kan derfor ikke være sandt menneske uden Guds Ånd. 

Paulus skriver i brevet til menigheden i Rom i kapitel 8: ”Men I er ikke i kødet, I er i Ånden, så sandt som Guds Ånd bor i jer. Den, der ikke har Kristi Ånd, hører ikke Ham til. Men når Kristus er i jer, er legemet ganske vist dødt på grund af synd, men Ånden har liv på grund af retfærdighed. Og når Hans Ånd, Han som oprejste Jesus fra de døde, bor i jer, skal Han, som oprejste Kristus fra de døde, også gøre jeres dødelige legemer levende ved sin Ånd, som bor i jer. Brødre, så skylder vi da ikke kødet at leve i lydighed mod det. Hvis I lever i lydighed mod kødet, skal I dø, men hvis I ved Åndens hjælp dræber legemets gerninger, skal I leve. For alle, som drives af Guds Ånd, er Guds børn. I har jo ikke fået en Ånd, som giver trællekår, så I atter skulle leve i frygt, men I har fået den Ånd, som giver barnekår, og i den råber vi: Abba, Fader! Ånden selv vidner sammen med vores Ånd om, at vi er Guds børn”. 

Menneskets gudsbilledlighed kommer til udtryk i den frie vilje, dets fornuft og dets moralske ansvarlighed, alt det, som kendetegner mennesket i forhold til dyrene og gør det til en person, som ikke er ”trælbundet” af synden, men som ved Guds nåde har fået mulighed for at arbejde med på sin egen og verdens frelse. 

LÆS OGSÅ: Er den katolske kirke en religion?

Jesus løskøbte os jo fra syndens og dødens magt og gav os dermed frelsens mulighed i hænde. Takket være vor frie vilje er det nu op til os selv, om vi vil tage imod denne frelse gennem en stadig fremadskridende helliggørelsesproces. Der er tale om et samarbejde mellem Gud og menneske, som kaldes ”synergi”.

Det er på dette punkt, den katolske (og ortodokse) kirkes syn på frelsen adskiller sig fra Luthers, som mener, at mennesket ikke selv har nogen mulighed for at arbejde med på sin egen og verdens frelse. 

Han skriver om ”den trælbundne vilje” og slår fast, at mennesket frelses alene ved Guds nåde, og at syndefaldet har skadet mennesket så totalt, at ethvert forsøg på at gøre gode gerninger kun tjener til menneskets selvretfærdiggørelse. Derfor forkastede Luther hele tanken om helliggørelse og afskaffede derfor klostervæsenet, pilgrimsvandringer, helgendyrkelse med videre.

I modsætning hertil har den katolske (og ortodokse) opfattelse altid været, at Gud gennem hele frelseshistorien - og især gennem Jesus Kristus – har pålagt os selv at arbejde med på vor helliggørelse - ikke fordi vi ved egen kraft er i stand hertil, men i kraft af Guds nåde.

Paulus skriver i brevet til Filipperne 2,12-13: ”Derfor, mine kære, I, som altid har været lydige: Arbejd med frygt og bæven på jeres frelse, ikke blot som da jeg var til stede, men endnu mere nu i mit fravær. For det er Gud, der virker i jer både at ville og at virke for Hans gode vilje.”

På spørgsmålet, om det kun er nogle få, som bliver frelst, svarer Jesus: ”Kæmp for at komme ind gennem den snævre port; for jeg siger jer: Mange skal stræbe efter at komme ind, men de vil ikke kunne. Når husets herre først har rejst sig og lukket døren, og I stiller jer udenfor og banker på døren og råber: Herre, luk os ind! — så vil han svare jer: Jeg ved ikke, hvor I er fra. Når I så siger: Vi har spist og drukket sammen med dig, og du har undervist i vore gader, vil han svare: Jeg ved ikke, hvor I er fra. Bort fra mig, alle I, som øver uret!” (Luk. 13,24 flere følgende). 

Jak. 1,21-22: ”Aflæg derfor al urenhed og al den megen ondskab, og tag med sagtmodighed imod det ord, som er indplantet i jer, og som kan frelse jeres sjæle. Vær ordets gørere, ikke blot dets hørere, ellers bedrager I jer selv.”

I Fælleserklæringen om Retfærdiggørelseslæren, et dokument, som i 1997 blev udarbejdet af den romersk-katolske kirke og Det Lutherske Verdensforbund, søgte man at bidrage til at overvinde splittelsen mellem den katolske og de protestantiske kirker. 

Her fastslår man, at der er konsensus mellem lutheranere og katolikker i forståelsen af læren om retfærdiggørelsen, og at reformationstidens gensidige fordømmelser ikke rammer læren om retfærdiggørelse, som den udtrykkes af kirkerne i dag. 

I realiteten er man måske ikke kommet hinanden meget nærmere. 

I hvert fald deltog de danske biskopper ikke i underskrivelsesceremonien.

Med venlig hilsen
Kirsten Kjærulff
Katolsk forfatter og foredragsholder

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.