Hvordan kan jeg tro, når religionen strider imod min fornuft?

Anfægtelse og vaklen er en del af den livsoverbevisning, som det er at tage sine spirituelle sider til sig. Og det er en proces, som for mange varer hele livet, skriver Lene Østergaard. Foto: Matthieu Spohn/colourbox.com

Man kan sagtens opleve tro som fornuftsstridig, for tro og tvivl følges ad, svarer sognepræst og terapeut Lene Østergaard

Spørgsmål:

Kære brevkasse

Hvordan kan jeg komme tættere på Gud, og hvordan skal jeg kunne
fyldestgøre min tro (der er vigtig for mig), når religionen strider mod
min fornuft?

Venlig hilsen
Christian Skyum Carlsen

Svar:

Kære Christian

Af den smule, som du skriver, kan jeg se, at du oplever din tro som et problem. Det falder dig vanskeligt at acceptere den med alle de tanker og spørgsmål, som den afføder.

Et engelsk ordsprog om kærlighed siger: Jag efter kærligheden, og den undslipper dig. Undgå kærligheden, og den forfølger dig . Sådan mener jeg også, det er med religiøsitet.

Efter min bedste overbevisning er det ikke noget man kan vælge eller fravælge. Den er en åre, man har, der bringer liv og dybde i tilværelsen. Mange - flere end man tror - har den i det skjulte, men undlader at lade den strømme frit.

LÆS OGSÅ:Hvordan kan jeg vide, om Gud findes?

Der kan være mange årsager til, at man undertrykker sine religiøse følelser. Spiritualitet er et tabu i mange kredse. For eksempel i naturvidenskabelige og venstreorienterede kredse.

Troens reflektioner er besværlige størrelser. De er langvarige og svære at få hold om. Ikke bare kan man opleve tro som fornuftsstridig; troen har i troende mennesker tillige sine egne interne stridigheder, for tro og tvivl følges ad.

Anfægtelse og vaklen er en del af den livsoverbevisning, som det er at tage sine spirituelle sider til sig. Og det er en proces, som for mange varer hele livet. For livssynet ændrer sig med alderen, erfaringen og de livsomstændigheder, som med tiden bliver en til del.

Efter min mening er tro ikke nødvendigvis fornuftsstridig. Hvis det er den kristne dogmatik, som er i spil for dig, behøver du ikke nødvendigvis at se kristendommen som en færdig pakke, som du køber og forholder dig ukritisk til.

LÆS OGSÅ:Barnetro og voksentvivl

Det kunne måske være en mulighed at se religionen som en række livsspørgsmål, som du er i dialog med? Eller se tro og kristendom som en poesi og eftertænksomhed i din tilværelse?

Mit bedste forslag er, at du begynder ved at gå alvorligt ind i en undersøgelse af, hvad det er, du tænker og forestiller dig om Gud. Og måske søger åndelig vejledning hos en rummelig, bekendende kristen, hvis altså det er kristendommen, der vækker et paradoks i dig.

Men der er også den mulighed, at du går i kirke - for eksempel til påske - og simpelthen tager fire-fem gudstjenester i streg og bagefter fører en indre dialog om, hvorvidt det sagde dig noget, og hvad det i så fald sagde dig.

Jeg kunne foreslå mange bøger, men nøjes med to:
Anselm Grün, "Eksistentielle spørgsmål og svar", Steno Forlag 2008, og Lars Nørgaard Pedersen, "For alt hvad du har kært om tro og kristendom", Jyllands-Postens Forlag 2008, www.samtaler-om-tro.dk.

Held og lykke i væksten. Du er velkommen til at skrive igen.

Venlig hilsen
Lene Østergaard, sognepræst og terapeut

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.