- Hvorfor kan vi ikke bare acceptere, at Gud ikke findes?

Når mennesker tror eller ikke tror på Gud, skyldes det mange ting, frem for alt oplevelsen af dagliglivet, svarer teolog Niels Henrik Gregersen. - Foto: Foto:

Jeg er lidt forbavset over, at du mener, vi er nødt til at vælge mellem Gud og Big Bang-teorien, svarer teologiprofessor Niels Henrik Gregersen

Spørgsmål:

Hej Niels Henrik Gregersen,

Jeg har læst din læsersvar Harmonerer kristendom og evolutionslære?. Jeg synes, det var et godt indlæg med gode tanker. Jeg har også læst pastor Magnus' svar. Jeg er ved at skrive en AT eksamensopgave i gymnasiet om evolution og kristendom (biologi og religion), og kom til at tænke på følgende:

Hvorfor vil mennesket have en religion at tro på? Hvad er det, der gør, at det ikke kan acceptere en aldeles kynisk og naturvidenskabelig forklaring på livets opståen? Evolutionsteorien og big-bang-teorien forekommer mig langt mere sandsynlig, end at en skaber skulle stå bag.

Jeg vil ikke betegne mig som ateist, for jeg føler mig ikke 100 % overbevist om, at Gud ikke findes. Jeg undrer mig bare over at vi (mig selv inkluderet), ikke kan acceptere, at vi er til som følge af tilfældigheder, og at vi vil dø bagefter. Helt.

At der ikke findes andet end det jordiske liv, er jo ikke ensbetydende med at livet er betydningsløst, vil jeg mene.

Selvom jeg i første omgang synes din tanke om, at gud har skabt os til udvikling, er god og interessant, virker det alligevel bare som en forklaring, der skal holde os hen i troen. Hvorfor kan mennesket ikke bare acceptere, at der ingen Gud findes?

Mange hilsner fra Esben

Svar:

Kære Esben,

Tak for din hilsen.

Når mennesker tror eller ikke tror på Gud, skyldes det mange ting, frem for alt oplevelsen af dagliglivet, og kun meget sjældent naturvidenskaben.

Jeg er lidt forbavset over, at du mener, at enten har Gud skabt verden eller også er verden blevet til gennem et Big Bang. Big Bang-teorien står ikke på nogen måde i modsætning til skabelsestanken. Tværtimod ønskede alle ateister i 1930'erne at arbejde for den såkaldte Steady State Model.

Big Bang-teorien er selv formuleret af en belgisk fysiker, Georges Lemaitre, der også var katolsk præst, og Pave Pius XII mente ligefrem i 1952, at Big Bang-teorien er et bevis for verdens skabelse af en højere magt. Det tror jeg nu ikke, men Big Bang teorien er sådan set en meget tilfredsstillende teori for enhver, der mener, at verden ikke er evig og stabil, men skabt i og med tid og rum.

Prøv at læse lidt baggrundslitteratur. F.eks. Olaf Pedersens og Helge Kraghs bog om det moderne verdensbillede (titlen finder du på nettet).

God arbejdslyst.

Med venlig hilsen
Niels Henrik Gregersen
Teologiprofessor ved Københavns Universitet