Dåben giver adgang til et fællesskab

Minikonfirmandundervisningen er en vej til oplæring i den kristne tro. Her minikonfirmander fra Hundige Kirke. – Foto: Leif Tuxen

Får man sit barn døbt, må man også oplære det i den kristne tro. Men det kan man i mange kirker få god hjælp til, skriver sognepræst Michael Lerche Nygaard

Spørgsmål:

Kære Kristendom.dk

Min mand og jeg er ikke medlemmer af Folkekirken længere, og det kan derfor synes underligt, at vi alligevel gerne vil have vores endnu 2. ufødte barn døbt. Er det muligt?

Eller betinger en dåb af et spædbarn, at forældrene er medlemmer og i givet fald, hvor længe skal man være medlem?

Med venlig hilsen
Maya

Svar:

Kære Maya

Man kan ikke regne med at få sit barn døbt i et kirkesamfund, som man ikke er medlem af. Det hænger sammen med, at dåben er adgangsvejen til det kristne fællesskab, som er en konkret størrelse,

Jeg ville I jeres sted tage en snak med den lokale præst, og overveje, om ikke mindst én af jer skulle bakke jeres barn op i dåben, ved at melde sig ind i kirken.

Det handler dels om, at jeres barn kan få hjælp til sin kristne oplæring gennem undervisning og forkyndelse. Mange kirker har børne- og ungdomsarbejde, der på bedste vis kan supplere forældrenes bestræbelser for at give børnene tankegods, information og forbilleder vedr. den kristne tro.

Dernæst har man som forældre selv brug for at få sin kristendom holdt ved lige, når man skal bære ansvaret for at ens barn døbes og oplæres.

God vind
Michael Lerche Nygaard
Sognepræst

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.