Hvorfor er jeg inhabil som fadder?

I folkekirken hverken kan eller vil vi gå rundt og kontrollere, om faddere nu også er troende eller ej, skriver sognepræst Birgitte Graakjær Hjort. - Foto: Foto:

Det er gennem dåben, at et menneske delagtiggøres i Jesu død og opstandelse. Derfor skal en fadder også være døbt, svarer sognepræst Birgitte Graakjær Hjort

Spørgsmål:

Hej,

Jeg har en niece, der skal døbes og hendes far har spurgt mig, om jeg vil være fadder. Det vil jeg gerne, men jeg er ikke døbt og jeg tror heller ikke på Gud. Jeg mener dog ikke dette gør mig inhabil i forhold til at påtage mig rollen som fadder. I hvert fald ikke mere inhabil end én, der er døbt og heller ikke tror på Gud.

Jeg har læst noget af det, I har skrevet på denne side om det og forstår ikke denne sætning: "...en ateist kan stå fadder for et barn, så længe de er døbt." Hvad er det ved denne dåb, der gør en person, tilsyneladende uafhængig af personens tro, mere egnet, end en person, der ikke er døbt, til at stå fadder?

I min verden er det gennem opdragelsen og livet, og ikke gennem selve dåben, at man får kendskab til den kristne tro og derved evner at kunne opdrage et barn i den kristne tro. Dermed fungerer dåben kun som et slags minimumsadgangskrav til Guds rige.

Er det også sådan kristendommen ser på dåben, eller skal dåben også forstås som en forsikring om, at barnet bliver opdraget i den kristentro, hvilket så skal give den døbte person evnen til at opdrage et andet barn i den kristne tro?

Jeg håber I kan hjælpe. Selvom jeg ikke selv tror på kristendommen, anerkender jeg dens betydning for samfundets struktur og er derfor interesseret i at lære om den.

Med venlig hilsen Emil

Svar:

Kære Emil,

Tak for dine spørgsmål og overvejelser om dåb og tro og din interesse for kristendommen. Som præst kan jeg ikke lade være med at tænke, at det er glædeligt at høre, at du godt kunne have lyst til at være fadder, selvom du ikke er døbt eller tror, for det signalerer jo en opbakning til din nieces dåb, sådan som jeg forstår det.

Jeg bliver samtidig nysgerrig efter, hvorfor du ikke kunne tænke dig selv at blive døbt, når du nu gerne ville have været fadder. Men du må tilsyneladende tænke, at det kræver mere tro at blive døbt end at være fadder ud fra det, du skriver. Du kan sikkert også have flere grunde til det eller gøre dig flere tanker om det.

Dernæst vil jeg gerne udrydde en misforståelse: Nu er det jo ikke sådan, at det er kvalificerende for en fadder at være ateist. Det er ikke hensigten, at en fadder skal være ateist. Men i folkekirken hverken kan eller vil vi gå rundt og kontrollere, om faddere nu også er troende eller ej. Og det skal ses i det lys, når det bliver sagt, at et døbt menneske, som er ateist, godt kan være fadder.

I Det Nye Testamente bliver dåb og tro ikke spillet ud mod hinanden som alternativer, men derimod bundet sammen. Der er med andre ord ikke tale om et enten-eller, når det gælder dåb og tro, men om et naturligt både-og.

Jeg ville ikke selv bruge udtrykket minimumsadgangskrav om dåben. Jeg vil hellere henvise til noget af det, Jesus har sagt om dåben: Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og i det I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende (Matthæusevangeliet 28,18-20).

Her kommer den forestilling til udtryk, at det er ved at døbe, at mennesker bliver gjort til Jesus disciple, og at der med dåben følger en oplæring i, hvad Jesus har lært os. Det er denne forståelse, der ligger til grund for folkekirkens praksis i forhold til dåb og i forhold til faddere.

Dåben har fra begyndelsen i den kristne kirke været optagelsen i den kristne menighed (jf. f.eks. Apostlenes Gerninger 4,12). Det er gennem dåben, at et menneske delagtiggøres i Jesu død (jf. Romerbrevet 6,1ff). Det døbte mennesker bliver altså draget med ind i Guds frelseshistorie og med ind i hans handlen med Kristus.

Eller man kan sige det på den måde, at den døbte får en fælles skæbne med Jesus, dvs. han/hun går til død og dommen sammen med Jesus, og til opstandelse og nyt liv sammen med ham (jf. Romerbrevet 6,1ff). Derfor er dåben så afgørende og betydningsfuld i den kristne kirke.

Med venlig hilsen
Birgitte Graakjær Hjort
Sognepræst i Århus

Svaret giver udtryk for panelistens holdning. Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener.