Poul Joachim Stender: Der gik en tavs engel gennem stuen

Engang hørte jeg min far sukkende udbryde fra entreen: ”Åh, min engel, min vidunderlige engel”. Jeg skyndte mig derud. Men den tavse engel var væk. Min far stod og omfavnede min mor, som om han var blevet forskrækket over dens tilsynekomst, skriver Poul Joachim Stender

Jeg har mødt den tavse engel adskillige gange. Når mine forældre havde gæster, og der pludselig opstod en pause, hvor ingen sagde noget, råbte min far: ”Hov, der gik en engel gennem stuen”. Mine forældres selskaber fik ofte besøg af englen.

Jeg var stolt af, at min far kunne se englen. Jeg drømte om, at jeg en dag, ligesom ham, ville få øje på den. Der var også andre gange, hvor min far havde kontakt med englen, uden at jeg fik den at se.

Engang hørte jeg ham sukkende udbryde fra entreen: ”Åh, min engel, min vidunderlige engel”. Jeg skyndte mig derud. Men den tavse engel var væk. Min far stod og omfavnede min mor, som om han var blevet forskrækket over dens tilsynekomst. Hun havde pjusket hår og en trøje, der var gledet halvvejs op over hendes bryster. Længe spekulerede jeg på, om det var de baskende vinger, der havde hvirvlet min mors hår og tøj op.

Når det blev jul, pyntede mine forældre juletræet med blandt andet englehår. Jeg forestillede mig, hvordan englen, som min far kunne se, fældede. Uden jeg havde lagt mærke til det, var min far gået rundt i stuerne efter deres middagsselskaber og havde samlet dens hår op.

Mine søskende grinede, når jeg fortalte dem, at vores far kunne se en tavs engel. Jeg trak dem med op til juletræet og fremviste englehåret, som et konkret bevis på, at jeg havde ret. Jeg forstod ikke, at de grinede endnu mere og kaldte mig en lille engelbasse.

Nu er jeg gammel. Min far er død, og der hænger ikke englehår på juletræet i min præstegård. Men den tavse engel er ikke død. Jeg elsker, når samtaler går i stå ved gæstemåltider. Så siger jeg det samme som min far: ”Hov, der gik en engel gennem stuen”.

Det er et stort øjeblik, når et selskab, der sidder omkring et bord med god mad og fine vine, pludselig ikke kan finde ud af at sige et ord til hinanden. Det går op for en, at dem man er sammen med, måske er mennesker man intet har tilfælles med. Måske er de udelukkende på besøg af gammel vane og høflighed.

Jo ældre man bliver, jo mere må man spørge sig selv om, hvad der er væsentligt i livet, og hvad der er uvæsentligt. Og måske er gæster, for eksempel julegæster, som man ikke har noget at snakke med om, så uvæsentlige, at det er på tide, at man holder op med både at invitere dem og lade sig invitere af dem.

Den tavse engel kan fortælle meget, hvis vi lytter til den.