"Jeg sætter mobilen på flytilstand og mærker frihedsfølelsen intenst"

Jeg drager bevidst væk fra larm, støj, afbrydelser, biplyde, smartphones, beskeder og ting, som jeg skal tage stilling til. I stilheden ønsker jeg at øve mig i at leve mere lyttende, skriver cand.mag. Pia Vanting Iversen. Hun deler ud af sine erfaringer med at tage på stilleretræte

Når jeg kommer hjem fra et døgns stilleretræte, føler jeg, at jeg har været en uge på ferie. Ofte har jeg ændret perspektiv på en situation, og jeg føler mig altid opmuntret. Det inspirerer mig også til at indbygge mere stilhed og rum til refleksion i min hverdag.

I de sidste mange år har jeg jævnligt – helst et par gange om året – taget mindst et døgn afsted på en stilleretræte. Mit yndlingsretrætested er i Kokkedal hos Sankt Josef Søstrene. Når jeg træder ind ad døren til stilheden deroppe, føler jeg mig virkelig hjemme.

Hvorfor bruge en feriedag og en skøn lørdag, der ellers kunne være blevet brugt sammen med mine vidunderlige børn og mand, på at trække sig tilbage til stilhed? Er det udtryk for en krisesituation i familien, manglende sociale kompetencer eller bor der simpelthen en stille indre nonne i mit hjerte, der bare længes efter mere plads? Hvad er det mon, der driver en arbejdende familiemor til at prioritere tid til stilhed, ro og refleksion? Det vil jeg prøve at svare på i det følgende.

Jeg øver mig i at leve mere lyttende

Måske er det netop, fordi jeg elsker min hverdag - nærværet med mine børn, ro til dagplejebørnene, alle mulige relationer og fritidsaktiviteter - der gør, at jeg vælger at investere et døgn i stilhed. Den investering håber jeg, vil gøre mig mere levende og tilstede, i alt det andet jeg er og gør.

Jeg drager bevidst væk fra larm, støj, afbrydelser, biplyde, smartphones, beskeder, ting jeg skal tage stilling til og nogen, der vil mig noget. I stilheden ønsker jeg at øve mig i at leve mere lyttende; til mig selv, til Gud og også til andre mennesker.

Hvad rører der sig i mit hjerte?

Når jeg er trådt ind ad døren på retrætestedet, går jeg op på mit værelse. Jeg sætter min mobiltelefon på flytilstand og lægger den i skuffen. Her får den så lov at ligge trygt, godt og for sig selv i et helt døgn. Allerede ved udførelsen af det her lille ritual kan jeg mærke frihedsfølelsen mere intenst.

Jeg drikker en kop kaffe, sætter mig i en stol og mærker efter, hvad der rører sig i mit hjerte. Ofte har jeg et fokusemne med på retræten. Det kunne være en drøm, en længsel, en beslutning, en frustration, et dilemma eller en følelse. Noget jeg ønsker at fordybe mig i og få et nyt perspektiv på.

I løbet af sådan et retrætedøgn har jeg to kortere samtaler med en af søstrene, og jeg ringer hjem og siger godnat til mine børn. Ellers snakker jeg ikke med nogen eller forholder mig til noget. Udover mig selv og mit hjerte; jeg fokuserer på at lytte indad. Samtidig har jeg et øre vendt mod himlen og øver mig i at lytte efter inspiration fra Gud.

Det gør jeg helt konkret ved at bede, læse i Biblen, bare være i stilheden, gå i naturen, nyde maden og livet, mærke glæden, skrive, male, synge, lave andet kreativt, bade i havet, tænde et lys, lave meditationer omkring Jesu liv, sidde stille sammen med de andre retrætegæster i kirken, og når vi spiser sammen i stilhed.

De stille måltider og den måde at være sammen på uden ord, er noget af en oplevelse ud over det sædvanlige; maden smager bare bedre, og jeg bliver bevidst om, hvor meget energi, jeg normalt bruger på andre mennesker; deres behov og stemninger. Jeg har altid en lille notesbog med mig rundt på retræten, hvor jeg skriver alt inspiration ned.

Stilheden kræver øvelse

Det er lidt en øvelse at komme ind i stilheden. Bevidst at vælge, at verden godt kan klare sig et døgns tid uden mig og mit glimrende input. Der er så meget, jeg ikke behøver at forholde mig til.

Det kræver disciplin at frigøre sig fra det magnetiske forhold, vi efterhånden har fået til vores smartphones og dermed en absurd ide om at være på og tilgængelig 24-7. Men der er så meget andet input, der er væsentligt lettere at få fat i, når øvelsen lykkes.

I slutningen af retræten læser jeg hele min lille notesbog igennem og spørger mig selv, hvad der var vigtigst? Og er der noget, jeg vil gøre anderledes nu? Ofte bliver jeg overrasket over den røde tråd i inspirationerne i notesbogen.

Jeg forsøger at tage klostervisdommen med hjem

Der er forskellige måder, hvorpå jeg har forsøgt at gøre hverdagen lidt anderledes ved at tage noget af klostervisdommen med hjem. Vi har lavet et syvstjernet, toptunet mobilhotel ved indgangen i vores hjem (det vil sige en lille kasse), hvor vi øver os i at lægge mobilen fra os.

Derudover prøver jeg bevidst at have små stilhedsoaser indbygget i hverdagen. Det gør jeg blandt andet ved at have et helt fast stilletidsritual i weekenden, gå ture alene, stille skrivemorgner, at gå i svømmehal og sauna er også et godt hverdagsretrætested for mig.

Jeg drømmer om at eksperimentere med et fast ugentligt elektronikfrit døgn i familien, så vi husker og erfarer, at der er mange forskellige måder at være sammen på. Foreløbig er det bare en drøm. Men måske kan en ny retræte give mig mod og visdom til at føre den ud i livet?

Efter et døgns retræte – når jeg tager bussen hjem fra Kokkedal – sørger jeg altid for at have et par ørepropper med. Al den støj man ellers er tvangsindlagt til, står pludselig meget mere lysende klart; reklamer i bussen, folk der taler enormt højt om meget private ting, høj musik. Puha. Hvad har stilheden gjort ved min sjæl? Er den blevet mere fintfølende eller i hvert tilfælde mere bevidst om alle de ting, jeg normalt bare rummer perifert?

Jeg længes både efter at komme hjem igen og være familiemor, og samtidig kan jeg næsten ikke bevæge mig væk fra klostertilværelsens stilhed. I bussen sidder jeg og filosoferer over, hvordan jeg på nye måder kan forene begge længsler i livet.

Pia Vanting Iversen er cand.mag. Til daglig arbejder hun hjemme som dagplejer blandt andet med præmature børn. Hun er med i ledelsen af Den Lyttende Kirke, der holder kurser omkring lytning og retræter. Hun er pt. i gang med at skrive en bog; ”Passion – Vision – Mission. Lyt dig lykkelig. Inspiration til en lyttende stilleretræte”.