LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Stilleretræter kan bringe os tættere på os selv – og måske også på Gud

Eva Wrige Larsen er en kvinde, der om nogen er fortrolig med stilhed. Hun har tilbragt 30 år af sit liv som karmeliternonne i Sverige, hvor stilhed var en fast bestanddel af hverdagen. I dag holder hun jævnligt stilleretræter med et kristent udgangspunkt. Foto: Kristina Flour

Når man er stille i længere tid, kan det lede til en indre konfrontation med ens egne skyggesider. Men selvom mørket er skræmmende, er det ikke farligt. Det kan derimod lede til et styrket tillid til livet, mener tidligere nonne Eva Wrige Larsen

Efter en julemåned med den konstante lyd af George Michaels stemme i øregangene og med en afslutning, der endte med et brag nytårsnat, er mange af os nu efterladt i et vakuum af rungende stilhed og med en svag summen i ørene.

Men vi behøver ikke være bange for stilheden, mener tidligere karmeliternonne Eva Wrige Larsen, der afholder en stilleretræte i Vester Kringel ved Jammerbugten den 9. januar. Her får deltagerne i fire dage mulighed for at træde længere ind i januars ro og måske også ind i et tættere forhold til Gud.

Stilhed uden fortegn
Eva Wrige Larsen er en kvinde, der om nogen er fortrolig med stilheden. Hun trådte som 19-årig ind i karmeliterklosteret i Glumslöv i Sverige, og her blev hun i 30 år, før hun i 2004 trådte ud igen. Stilheden har derfor i mange år været en fast del af hendes hverdag, og denne erfaring har givet hende en tro på, at stilheden kan give den enkelte mulighed for at komme tættere på den livgivende kraft, som hun mener eksisterer i os alle:

’’Jeg tror, at stilheden kan lede til en ny bevidsthed, og jeg tror ikke, at troen altid behøver at være så udtalt. Jeg mener dog, at hvis mennesket åbner sit inderste for noget, der er større end dem selv eller for en transcendens, så møder man Gud. Måske har man ikke et begreb om Gud, men jeg tror, at det er den livgivende, skabende kraft, som vi kommer i kontakt med i stilheden,’’ forklarer hun.

At det ikke nødvendigvis er det religiøse fortegn, der er det centrale i mødet med den kraft, som Eva Wrige Larsen selv oplever som Gud, erfarede hun, da hun som ung nonne havde forfatter og karmelitermunk Wilfrid Stinissen som åndelig vejleder i klostret:

’’Vi mediterede mindst to timer om dagen. Her oplevede jeg den store stilhed inde i mig selv, og jeg spurgte Wilfred Stinissen: Tænk hvis det, jeg oplever, bare er det samme som det, buddhisterne oplever? Så sagde han med et glimt i øjet: Jamen behøver det at være så slemt, det buddhisterne oplever?,’’ fortæller hun og griner.

Der er altså noget mere fundamentalt til stede i den kraft, som vi møder i stilheden, forklarer Eva Wrige Larsen:

’’Jeg tror, at når vi kommer ned på det her dybere eksistentielle niveau i mennesket, så er det ikke troens dogmer og udtryk, som er det vigtige. Det er livet, og det, at vi lever efter vores samvittighed, der er på spil.’’

Et møde med mørket
Men stilheden kan også bringe os i kontakt med de svære menneskelige følelser, og konfrontationen med vores eget inderste er derfor ikke altid let.

’’Når man begynder at gå den indre vej og ind i stilheden, så møder man de store spørgsmål og skyggesiderne i sig selv. Her møder vi mørke, men det er ikke farligt. Jeg vil derimod sige, at mørket næsten er det vigtigste,’’ siger Eva Wrige Larsen.

Mødet med mørket er nødvendigt, før vi kan forsone os med os selv, mener Eva Wrige Larsen, men den forsoning er kun mulig, hvis vi er villige til at slippe kontrollen:

’’Vi må give slip på noget og begive os ud i det ukendte. Det er lidt ligesom at forske i rummet. Vi opdager nye stjerner, og vores viden udvides, men vi kommer aldrig til enden, for universet er uendeligt. Sådan tror jeg også, det er i den indre verden,’’ uddyber hun.

Tillid til livet
At give slip på kontrollen kan altså være en udfordring. Men det kan give os en større tillid til tilværelsen, da det kan vise os, at de svære ting i livet ikke er farlige, mener Eva Wrige Larsen. Og netop tillid er noget af det, hun håber på, at deltagerne på stilleretræten kommer til at tage med sig:

’’Jeg ønsker, at vi kan nå til et punkt, hvor vi lever med tillid. Så jeg håber, at tillid og fordybelse er noget af det, deltagerne kommer til at tage med fra retræten. Samtidig håber jeg, at retræten kan hjælpe dem til ikke at være bange for livet, så det gør det lettere for dem at konfrontere de svære ting i tilværelsen.’’

Eva Wrige Larsen bemærker desuden, at alles oplevelser med stilheden er forskellige. Desuden skal hendes eget kristne udgangspunkt ikke nødvendigvis danne grundlag for den enkeltes rejse:

’’Hvor stilheden leder dem hen, skal jeg ikke gøre mig til herre over. Jeg skal ikke diktere deres indre vej i stilheden. Her er der netop plads til at give slip på kontrollen og på den her forestilling om helt præcist at vide, hvem Gud er.’’