Arius nægtede Kristi guddommelighed

På dette billede af kirkemødet i Nikæa i 325 ser man Romerrigets enehersker Konstantin den Store trone midt mellem kirkens bedste teologer, mens Arius ligger i bunden af billedet. Det var i høj grad fordi det passede kejserens enhedspolitik, at Arius blev fordømt. Foto: Wikimedia commons

Arius benægtelse af Kristi guddommelighed sendte dønninger gennem oldkirken og blev bestemmende for udformningen af den nkænske trosbekendelse. Men måske var oprøreren bare en from og gudfrygtig præst

Den nordafrikanske præst Arius (250erne-336) regnes af mange som kirkehistoriens største kætter. Han var af libysk afstamning og levede og lærde i Alexandria i det nuværende Egypten. Han havde haft de bedste lærere og gjorde sig selv gældende som en meget lærd og velovervejet teolog.

Det store brud kom, da han for at hævde Guds suveræne majestæt ikke veg tilbage for at nægte, at Faderen og Sønnen var af samme væsen, og dermed enten frakende den historiske Jesu guddommelighed eller at gøre Kristus til en mindre gud ved siden af Gud, som dermed ikke længere var én.

Selvom Arius kun var presbyter, en almindelig præst, så veg han ikke tilbage for at udfordre hele det kirkelige hierarki. En følge af Arius oprør blev indkaldelsen til det store kirkemøde i Nikæa i 325, hvor man ønskede én gang for alle at få fastlagt, hvad der var god ortodoks kristendom.

LÆS OGSÅ: I Nikæa blev kristendom Roms religionArius og hans mange tilhængere blev fordømt, og et af rigskirkens våben var udformningen af en ny trosbekendelse, der i sin endelige udformning fra 381 stadig er en del af kirkens bekendelsesgrundlag. Ariansk tankegods blev dog ved at spøge langt op gennem kirkehistorien.

Den nordafrikanske oprører
Den danske kirkehistoriker og patristiker Jens Nørregaard beskriver personen Arius:

Arios var Presbyter i Aleksandria. Han var en højt begavet, men kolerisk og urolig Libyer, der stod paa Højden af sin Tids Dannelse, var en stor Asket og forenede et imponerende Ydre med stor agitatorisk Kraft.

På nær disse oplysninger, som der synes at være enighed om, ved man ikke meget om den store kætter, førend han lagde sig ud med det kirkelige establishment. Man regner med, at han modtog sin uddannelse på den senere helgen Lukians skole i Antiokia i det nuværende Syrien, og modtog her påvirkning for livet.

Han levede i tiden for de store kristenforfølgelser, og da han markerede sig som modstander af, at de, der under trussel om straf havde afsværget deres tro fik lov at vende tilbage til kirken, blev han i 311 udstødt af kirken af sin biskop i Alexandria, men genoptaget og indsat som præst af dennes efterfølger kun et par år senere.

LÆS OGSÅ: De 10 vigtigste ting at vide om oldkirken

Arius teologi: Jesus var ikke guddommelig
Da den store strid brød ud, havde Arius altså allerede gjort sig bemærket i det kirkelige landskab i Nordafrika, hvor meget af den oldkirkelige teologi havde sit udspring. Men hvad der for alvor bragte ham i søgelyset, var den konsekvens han drog af sit gudsbegreb: Gud som ren og usammensat væren.

Det betød, at der ikke kunne være enhed mellem Faderen og Sønnen, da guddommen så enten ville være sammensat, eller der var sammenfald mellem de to personer i inkarnationen. Og denne sidste tanke måtte Arius forarget afvise, da den ville betyde, at den suveræne, ophøjede og evige Gud var blevet underlagt tid og rum i denne verden, ja faktisk var han død på korset.

For at undgå gudsbespottelse ville Arius gøre sønnen til en del af det skabte, Guds absolutte mesterværk, men ikke guddommelig. Højst en slags halvgud, der ikke kunne tilbedes. Den historiske Jesus var altså for Arius en slags lærer, der viste vej til Gud og fremelskede det gode i menneskene.

Arius går til angreb
Arius var ikke den første, der bragte spørgsmålet på bane. I oldkirken brugtes der megen tid og energi på at udlægge forholdet mellem treenighedens tre personer, indtil man nåede frem til de formler, der stadig er gældende i dag. Ganske ofte efter langvarige diskussioner og forbitrede magtkampe mellem forskellige skoler, byer og enkeltpersoner.

Det gjorde sig også gældende i Arius tilfælde, da præsten på grund af sin brændende iver og sit voldsomme temperament ikke holdt sig tilbage for at lægge sig ud med sine biskopper i Alexandria. Så da den magtfulde biskop Alexander gjorde indsigelse mod Arius teologi, nægtede denne at bøje sig og gik til modangreb, hvorefter Alexander i 318 suspenderede ham som præst.

Heller ikke dette var nok til at lukke munden på Arius. Fra Alexandria rejste han til Nikomedia i det nuværende Tyrkiet, hvor den romerske kejser residerede, og hvor hans ven og skolekammerat Euseb var områdets mægtigste biskop. Undervejs havde Arius samlet sig støtte i kampen mod Alexander og også Euseb sluttede sig til ham.

Men selvom Arius havde mange tilhængere og Euseb var en indflydelsesrig biskop så var det primært i Nordafrika og lidt i rigets østlige del hans tanker var slået an, mens de var helt ukendte i vesten.

Den store strid
Og det blev af vigtig betydning nu. Da Konstantin den Store blev romerrigets enehersker i 324 arbejdede han aktivt for at gøre kristendommen til statsreligion. Et slags ideologisk grundlag for imperiet, og derfor var det væsentligt, at den fandt en fast form. Derfor blev striden mellem Arius og Alexander med ét en sag for hele kirken og hele riget.

For at finde frem til en brugbar kristendom, indkaldte Konstantin til den første store økumeniske koncil i Nikæa i 325, hvor en enorm mængde biskopper fra hele riget skulle forhandle sig frem til et fælles grundlag. Og det skulle ikke blive Arius og Eusebs.

I stedet udarbejdede man på koncilet den nikænske trosbekendelse, der skulle afslutte striden. Og hermed blev Kristi guddommelighed fastslået, der blev udtalt fordømmelse over alle, der ikke ville anerkende den, og det hele blev stadfæstet af den hedenske kejser selv, og stod derfor ikke til at ændre. Som følge heraf blev Arius og de få, der som han selv ikke ville opgive deres kætteri drevet i landflygtighed. LÆS OGSÅ: Nikæa-bekendelsen er alle kirker fælles om

Arius mystiske endeligt
Dette blev imidlertid ikke det sidste, kirken så til Arius. Hans ven Euseb havde tilbagekaldt deres kætterske tanker på koncilet, men uden at have ændret ret meget i sin opfattelse. Og da han samtidig havde bragt sig tæt på kejser Konstantin, så kunne han påvirke tingene til fordel for den landflygtige ven.

Han blev følgelig genoptaget i kirken i 335, og da biskoppen af Konstantinopel blev tvunget til at modtage ham i 336, syntes Arius sejr sikker. Aftenen før, mens han gik triumferende rundt i byens gader, ramtes han imidlertid af et mystisk slagtilfælde og døde. Hans modstandere kaldte det for et mirakel.

Arianismens efterliv
Omtrent samtidig døde Konstantin, og nu gik kampen ind i sin sidste fase. Hans to sønner sloges om magten og støttede derfor hvert deres parti, men det endte med arianismens endelige nederlag på koncilet i Konstantinopel i 381.

I kirkens bredere lag gjorde Arius tanker sig dog stadigvæk gældende både i Afrika og blandt flere germanske stammer. Ligesom nogle mener at finde spor af den i såvel den kristne unitarisme og islam. Som sådan blev den fordømt af både den katolske og de protestantiske kirker.

LÆS OGSÅ:
Oldkirken regnede islam for et kristent kætteri

De arianske tanker ligger heller ikke mange moderne menneskers opfattelse fjernt. En mere menneskelig Jesus som en slags moralsk opdrager virker tiltalende på mange.

Og faktisk er Arius ikke hans lære blevet rehabiliteret i nyere tid i den anglikanske kirkes overhoved, Rowan Williams biografi fra 1987. Heri fremstilles han ikke som ærkekætteren, men som en gudfrygtig, konservativ teolog.