Girolamo Savonarola udfordrede pavens autoritet og blev kætterdømt

Munken og bodsprædikanten Savonarolas teologi var ortodoks, men alligevel blev han dømt og brændt som kætter, fordi han udfordrede pavens autoritet

Kirkens forfald
I slutningen af middelalderen havde paver som Gregor VII (1073-1085) og Bonifacius VIII (1294-1303) tilkæmpet Rom en betydelig politisk indflydelse, der gjorde kirken til en magtfuld spiller i det internationale diplomati. Udviklingen kulminerede hos de såkaldte renæssancepaver i 1400-1500-tallet, der opførte sig mere som fyrster end som kirkens mænd.

LÆS OGSÅ:10 kontroversielle paver

De førte krige, spandt politiske intriger, understøttede kunstnere, var pragtsyge og levde i overdådig luksus ofte åbenlyst sammen med kvinder på trods af deres kyskhedsløfte. Og mens kirkens overhoved førte an, var dens menige medlemmer ikke sene til at følge efter. Der var tale om et udbredt sædeligt forfald.

Det var denne udvikling, der med tiden førte til at Martin Luther kunne reformere store dele af Nordeuropa. Men allerede før ham var der medlemmer af kirken, der forsøgte at rette op på misforholdene.

Borger, læge, munk
Én af disse var Girolamo Savonarola. Han fødtes ind i en borgerfamilie af læger og forretningsmænd i den norditalienske by Ferrara, som var et af renæssancens fremstående handels- og kunstcentre. Savonarola blev derfor godt uddannet først i de humanistiske fag og derpå begyndte han at studere medicin.

I modsætning til mange andre var han dybt forarget over tidens og ikke mindst kirkens meget jordiske pragtsyge. Og da han allerede fra en tidlig alder havde interesseret sig for teologi og navnlig studeret Biblen og Thomas Aquinas skrifter, så valgte han at flygte fra det forfald, han så omkring sig, ved at blive munk. En beslutning som måske var stimuleret af ulykkelig kærlighed eller problemer med hans seksualitet.

Savonarola indtrådte som 23-årig i Dominikanerordenen i et kloster i det nærliggende Bologna. Han blev kort efter præsteviet, men fortsatte ved siden af sine pligter samtidigt i al stilfærdighed sine studier af Bibelen og den thomistiske teologi.

LÆS OGSÅ: 5 katolske ordener

Den visionære mystiker
Han begyndte dog samtidig også at bevæge sig i mere mystisk retning. Under påvirkning af det Gamle Testamentes profeter og den italienske munk Joachim a Fiore begyndte han at have mystiske visioner om verdens store sammenhæng.

I modsætning til mange andre af tidens mystikere, så kunne han dog ikke nøjes med at dyrke disse visioner i klostret blandt ligesindede. Han følte sig tværtimod kaldet til at vende tilbage til verden for at profetere om det, han havde set.

Hans program formuleredes i tre punkter: 1: Kirken skal straffes. 2: Derefter fornyes. 3: Det skal ske snart. På den baggrund og med stor, næsten hypnotisk kraft forsøgte han at vække sine tilhørere og få dem til at gøre bod.

Savonarola prædiker i Firenze
Blandt hans interesserede tilhørere var den berømte humanist og filosof Pico della Mirandola. Og han overtalte Firenzes de facto enehersker Lorenzo de Medici til at kalde Savonarola til byen som prædikant. Som 38-årig kunne Savonarola derfor indtræde i byens dominikanerkloster.

Læs også: Humanismen sætter mennesket i centrum

Firenze var på dette tidspunkt Europas rigeste og mest pragtfulde by, og Lorenzo bar selv tilnavnet il Magnifico, den prægtige. Som ved pavehoffet i Rom gik prægtigheden dog også i Firenze hånd i hånd med et sædeligt forfald, og den forfærdede Savonarola følte sig tvungen til at hæve stemmen imod forfaldet.

Læs også: Kunstens magt frem for våbenes

Han begyndte at prædike over Johannes Første Brev og Johannes Åbenbaring i kloster kirken, men tiltrak så store menneskemængder, at han måtte flytte over i byens domkirke. Blandt hans tilhørere var ikke kun de fattige, som delte hans forargelse over overklassens frådseri; den var også selv til stede med Lorenzo i spidsen. Også selv om der ikke gik længe før Savonarola vendte sig direkte imod ham og resten af overklassen med anklager for udbytning af de fattige.

Den store profet
I 1492 døde både Lorenzo og pave Innoncens VIII, og da synes at have forudsagt dette, begyndte man for alvor at tro på, at han var en Gudsendt profet.

Tiltroen til hans evner blev ikke mindre, da han forudsagde at der fra norden skulle ankomme en ny Kyros for at hævne de kristnes frafald fra Gud. Kort efter trængte den franske konge Charles VIII over Alperne med en enorm hær og kastede hele den Italienske Halvø ud i politisk kaos.

Opildnet af begivenhederne såvel som Savonarola fordrev Firenzes indbyggere Lorenzos søn fra byen, og da ingen andre synes at kunne bære opgaven, vendte alle øjne sig imod munken. Hans moralske autoritet og hans nyopdagede politiske tæft gjorde, at han snart fik næsten diktatorisk magt i byen, som blev omdannet til en kristent demokrati med Jesus Kristus som den enevældige konge.

Savonarola reformerer Firenze
I samme ånd Savonarola iværksatte straks et sædeligt og religiøst reformarbejde. Han organiserede et sædelighedspoliti bestående af omtrent 4000 drenge og unge mænd, der fik til opgave bogstaveligt talt at rense byen for syndighed og forfængelighed.

Det vil i praksis sige terninger, smykker, parykker, sminke, usædelig kunst og litteratur og maskeradedragter, som alt sammen blev brændt offentligt. Samtidig blev skuespil og væddeløb forbudt og erstattet med bibellæsning og kirkegang.

Munkens fald
Savonarolas teologi var ortodoks og helt i overenstemmelse med tiden, men af politiske grunde ønskede kirken nu at komme af med ham. Den nye pave, Alexander VI, arketypen på renæssancens kirkefyrste, havde ved det franske angreb på Italien for at beskytte sin magt indgået en bred alliance blandt andet med de fordrevne Mediciere.
Det var uacceptabelt for Savonarola, der afviste at lade Firenze indgå i forbundet. For at komme ham til livs forbød Alexander ham at prædike og krævede at skulle kom til Rom for at blive forhørt.

Savonarola adlød prædikenforbuddet, men mødte ikke op i Rom. Derfor opløste paven nu hans reformerede gren af Dominikanerordenen, og krævede at han tiltrådte en anden, hvor han kunne kontrollere ham. Da Savonarola af angst for at fortabe sin sjæl nægtede, blev han bandlyst.

Pavens modtræk var truslen om interdikt, et forbud mod alle kirkelige handlinger i byen, hvilket skræmte mange væk fra deres leder. Samtidig allierede han sig med de store dele af overklassen, der fra begyndelsen havde været i opposition til det nye styre, der skadede deres position og deres forretning. Og han opildnede de konkurrerende munkeordener til modstand.

Hermed kom Savonarola i mindretal i byen. Og for at genvinde sin magt indvilligede han i at lade en af sine venner og klosterbrødre gennemgå en ildprøve, der skulle vise om Gud virkelig var på profetens side. Ved snedighed fik hans modstandere udsat prøven og fik det samtidig til at fremstå som om, det var Savonarola selv, der ikke havde turdet at lade den ske. Det var nok til at pøbelen nu var overbevist om, at han var en falsk profet.

Den stormede klosteret, greb Savonarola og udleverede ham til myndighederne, som udsatte ham udsat for en frygtelig tortur. Året efter blev han dømt for kætteri ved en domstol nedsat af paven. Og uden at det på noget tidspunkt blev gjort klart, hvori kætteriet bestod, så måtte han bestige kætterbålet den 23. maj 1498.

Savonarolas arv
Savonarolas skæbne er et udtryk for hvor tvetydigt et begreb kætteri faktisk er. Som nævnt var han rettroende og ortodoks teologisk set, og grunden til hans fald, var udelukkende en uhellig alliance mellem hans egen kirkes overhoved og hans politiske modstandere. De særstandpunkter han blev dømt på var opfundet til lejligheden.

Derfor er det heller ikke overraskende, at Luther ikke mange år efter udgav et af Savonarolas skrifter for at vise, hvilke uskyldige mennesker den katolske kirke forfulgte. Mere overraskende er det til gengæld, at selv samme kirke omkring 100 år senere begyndte at benytte en af hans bedste bøger til propaganda.

På mange måder er Savonarola altså prototypen på en kætter, der falder i unåde i sin samtid, uden reelt set at have trådt ved siden. Og som efter sin voldelige død kan bruges af flere forskellige sider til at understrege netop deres synspunkt.