Markion ville skære kristendommens jødiske fortid bort

Et af de interne stridspunkter i kristendommen har altid været den jødiske fortid. Kætteren Markion prøvede at få redigeret alle spor af jødedommen ud

I oldtiden var det ikke lettere end nu for de kristne at afgøre, hvordan de skulle forholde sig til den næsten nye religions oprindelse i jødedommen. Især forholdet til loven var og er stadig den store anstødssten.

LÆS OGSÅ: De 10 vigtigste ting at vide om oldkirken

Markion (ca. 85-ca. 154) var totalt afvisende over for at lade den nye religion påvirke af den gamle. I første omgang forsøgte han at reformere kirken efter Paulus teologi, og da det ikke lykkedes, dannede han en modkirke.

Det, der for alvor har gjort ham berømt, er imidlertid, at han sammensatte den første kristne kanon; en række tekster helt renset for jødisk påvirkning. Heller ikke dette projekt havde han held med i længden, men til gengæld blev det anledning til, at den officielle kirke fik sammensat den kanon, Bibelen, der stadig er gældende i dag.

Bispesøn og skibsreder
Som med en del andre af oldkirkens vigtige personligheder er det ikke meget, man ved om Markion, før han træder ind på den kirkehistoriske scene. Og som med adskillige andre kættere kendes hans tanker primært gennem hans modstanderes gengivelser.

Der synes dog at være enighed om, at Markion blev født i Sinope i Lilleasien, det vil sige på sortehavskysten i det nuværende Tyrkiet. Hans far var biskop, mens sønnen tjente sig en stor formue som skibsreder.

Sideløbende med sine forretninger var han dog også fra begyndelsen teologisk interesseret og blev efter en strid om, hvad der var sand kristendom, bandlyst af sin far.

Markion køber sig ind i Rom
Derfor rejste den nu forhenværende forretningsmand i 139 til Rom. Romerrigets hovedstad husede verdens største kristne menighed og var altså allerede ved ved at blive et af de vigtigste kristne centre. Kunne Markion bare få en fod inden for her, så havde han et godt udgangspunkt for at udbrede sine tanker til resten af kirken.

For at gøde jorden skænkede Markion ved sin ankomst menigheden 200.000 sestertier, og dette enorme beløb (en arbejder tjente omtrent fire om dagen), gav ham da også en fordelagtig position. I de følgende fem år arbejdede han nu som teolog i den kristne menighed i Rom i relativ ubemærkethed.

Gnostisk påvirkning
I løbet af den tid kom han under påvirkning af gnostikeren Cerdo, en tidligere elev af urkætteren Simon Mager. Cerdo havde været en prominent skikkelse i Rom, men var kort inden Markions ankomst blevet udstødt af menigheden.

Hans forbrydelse var, at han lærte, at der er to guder: En lavere og streng skabergud, der kræver lydighed, og som mennesket kender gennem loven og Det Gamle Testamente. Og en højere og kærlig forløsergud, der tilgiver alle overtrædelser, og som mennesket kender gennem evangeliet og Det Nye Testamente.

Dette synspunkt indarbejdede Markion i sin teologi. Og han arbejdede nu intensivt på at få gjort op med den smålige tyran af en retfærdig gud, som han mente, at nogle kristne på uheldig vis havde overtaget fra jødedommen.

Den første Bibel
I stedet for at blive hængende i fortidens vantro ville Markion reformere kirken efter apostlen Paulus idealer. Paulus var i Markions øjne den eneste sande apostel; den eneste der havde forstået evangeliet korrekt: som et kærlighedens opgør med loven.

For at komme alle jødiske spor til livs udfærdigede han en forklaring til de overleverede skrifter, de såkaldte Antiteser, hvori han påpegede de uoverstigelige forskelle mellem Det Gamle og Det Nye Testamente. Og derpå udfærdigede han som den første en kanon af kristne skrifter.

Markions Bibel skulle kun bestå af sande kristne vidnesbyrd, og derfor kom den kun til at bestå af to dele: Apostel, ti af Paulus breve, der var blevet renset for de jødiske tilføjelser, som Markion mente at kunne lokalisere. Og Evangelium, som var en ligeledes renset udgave af Lukasevangeliet, som Markion mente stammede fra Paulus hånd.

Mislykket forsøg på en paulinsk reformation
Med dette våben i hånd mente Markion bedre at kunne prædike menneskets forløsning fra synden gennem den kærlige guds store barmhjertighed, som den var bevidnet i Jesu Kristi korsdød. Og hermed lå vejen åben for at få hele kirken reformeret.

Efter fem års arbejde trådte Markion altså frem foran den romerske menighed med sit arbejde i hånden og krævede at få det anerkendt som den rette kristne lære.

Menighedens ledende medlemmer, der havde måttet bekæmpe gnosticismen i andre skikkelser før, så imidlertid, at Markions teologi indebar en splittelse mellem skabelse og forløsning, en spaltning af guddommen, og at den ikke mindst kun gjorde Kristi liv og død tilsyneladende.

Derfor afviste de, til hans store skuffelse, blankt Markion, udstødte ham af menigheden og tilbagebetalte ham yderligere hans formue for at slippe helt af med ham.

Markions modkirke
Det havde været Markions ønske at reformere hele kirken, og nu så han ikke anden udvej end at skabe en ny verdensomspændende, sandt kristen kirke. Det brugte han de sidste omkring 15 år af sit liv på, og ved hans død var den da også udbredt til alle dele af Romerriget.

Modkirken trivedes til op i 300-tallet, hvor den efterhånden smeltede sammen med den dualistiske manikæisme, som også kirkefaderen Augustin en overgang tilhørte. Og de gnostisk inspirerede tanker forblev dermed en trussel imod den etablerede kirke til op imod år 1000.

Den måtte på sin side opruste og blandt andet, men ikke kun, for at imødegå nye forsøg på at redigere i grundlaget for kristendommen, de overleverede skrifter, blev der iværksat et arbejde for at få fastlagt en kanon. Denne forelå endelig i 200-tallet, men har siden været omdiskuteret i næsten alle dele af kirkehistorien.