Større fokus på kristne værdier kan skabe bedre dialog i en identitetspolitisk følsom tid
Det er værd at overveje, om der er noget i vores egen historiske bagage fra kristendommen, vi kan bruge som vejledning til en mere frugtbar samtale i denne konfliktfulde tid, skriver Johan Fynbo og Carsten Mulnæs, medlemmer i tænketanken Eksistensen, i dette debatindlæg
Vi lever i en brydningstid, hvor nye tanker om identitet, historie og skyld skyller ind over landet, særligt fra den anden side af Atlanten. Har vi i tilstrækkelig grad fået gjort op med Danmarks fortid som kolonimagt både på de Vestindiske øer og på Grønland og sikkert også andre steder? Og hvad nu med forholdet med kønnene, og hvordan forholder vi os til tanker om nye kønsidentiteter? I folketingets afslutningsdebat gav diskussion om racisme og brune menneskers stemme anledning til stor uenighed og heftig debat.
Boligminister Kaare Dybvad skrev i 2018 i Politiken, at vi skal passe på med at importere problemer fra USA. Forholdet for mennesker med mørkere kulør i Danmark behøver ikke nødvendigvis modsvare forholdene for sorte mennesker i USA. Andre vil mene, at den underliggende såkaldte strukturelle racisme også findes i Danmark.
Hvad end man måtte mene om disse svære spørgsmål, så er det værd at overveje, om der er noget i vores egen historiske bagage fra kristendommen, vi kan bruge som vejledning til en mere frugtbar samtale i denne konfliktfulde tid. Tænkere har i flere tilfælde hentet inspiration i kristendommen i deres engagement i tidligere kulturkampe. Martin Luther King Jr., Johannes Paul II og Desmond Tutu er eksempler. Her er et forsøg på med udgangspunkt i kristendommen at opstille syv teser om en bedre samtale i en identitetspolitisk følsom brydningstid:
Tese 1: Vi er alle skabt i Guds billede
Der er to pointer i dette udsagn fra kristendommens grundfjeld. Den første handler om lighed og om værdighed. Vi er alle lige overfor Gud, vi er alle lige meget villet og elsket af Gud, unge som gamle, kvinder som mænd, arbejdsduelige som arbejdsløse, brune som hvide. Den anden handler om uudgrundelighed. Ligesom Gud er uudgrundelig og uransagelig, ligeledes er hver enkelt af os. Ingen af os kan reduceres til summen af vores ydre, identitetsmæssige prædikater. Hos Grundtvig finder vi denne kloge observation: "Intet Menneske begriber sin Bevidsthed, men forefinder sig selv i den som en Gaade."
Tese 2: Du skal elske Herren din Gud og din næste som dig selv
På dette bud hviler hele loven, siger Jesus. Uden kærlighed er vi som rungende malm, skriver Paulus. Vi kan sætte os i hinandens sted, vi kan lytte, vi kan se smerten i den andens øje, også selvom den anden ikke ligner mig selv. Og forsøge at hjælpe. Beretningen om den barmhjertige Samaritaner rummer begge disse aspekter.
Tese 3: Vi skaber hinandens verden
Vi har en forpligtigelse overfor hinanden og en forpligtigelse til at tage vare på jorden. Der er intet i kristendommen, der tilsiger, at vi skal svine med jorden eller hinanden – tværtimod. Positivt formuleret: vi kan berige hinandens verden, vi kan lære af hinanden. Den gode kulturelle tilegnelse må handle om, hvordan vi kan bruge det bedste fra alle kulturer til det fælles gode. En mexicaner-hat er faktisk rigtig god på en solrig dag, og ombudsmand kan blive til ombudsman.
Tese 4: Vi er alle grene på det samme vintræ
Det, vi stræber efter, er et kærligt fællesskab – ultimativt, at Gud skal blive alt i alle. Det, vi stræber efter, er et fællesskab, der kan rumme os alle – også dem, der ikke forbinder noget med ordet ”Gud”. Alle er vi inviteret til at blive indpodet i vintræet. Denne historie illustrerer synspunktet: En jødisk rabbiner spurgte engang sine elever om, hvornår natten bliver til dag. "Når det første lys farver horisonten", foreslog den ene. "Når den sidste stjerne er falmet", sagde den næste. "Nej", svarede rabbineren. "Dagen oprinder, når lyset er så klart, at du kan skelne din fjendes ansigt og se, at han er din broder."
Tese 5: Hver dag har nok i sin plage
Døden, smerten og ondskaben håber vi ultimativt at slippe af med, men vi er ikke i mål endnu. Mange af tidens identitetspolitiske konflikter har rod i smerte og længsel efter en mere retfærdig verden. Vi kan ikke opløse smerten ved at rette anklager mod fortiden eller mod medmennesker med særlige identitetsmæssige prædikater. Tanken om lighed overfor Gud, det kærlige fællesskab og fordringen om at hjælpe den nødstedte er en god og sand vej gennem smerten.
Tese 6: ”Hvem, der selv vil være fri, maa lade Næsten være det med sig”
Frihedskamp en tidens løsen. Indenfor den såkaldte ”intersektionalitet” tænkes frihedskamp at foregå i et hierarki af overlappende undertrykkelsesstrukturer. Det samme menneske kan se sig underlagt en stribe af prædikater, der hver for sig kan symbolisere en form for undertrykkelse: For eksempel mand i forhold til kvinde, sort kvinde i forhold til hvid kvinde, lesbisk sort kvinde i forhold til heteroseksuel sort kvinde, og så videre. Denne ideologi truer med at opløse samfundet i en uendelige liste af undertrykkelsessystemer, som den enkelte står magteløs overfor at gøre noget ved. Grundtvigs ord ovenfor om frihed giver en meget stærkere formel, som vi hver især kan bruge som ledesnor.
Tese 7: Døm ikke, men prøv med tilgivelse og humor
Ingen af os er perfekte, og vi begår alle uvægerligt fejl. Jesus siger, at vi ikke skal dømme hinanden, men tilgive. Vi skal tilgive ikke bare én gang, eller syv gange, men 77 gange. Sammen med tilgivelsen kan vi også bruge humoren, den gode og kærlige humor, til at forlige os selv og hinanden med vores egne og andres fejl.