Serie: Præster i funktion

Studenterpræsten hjælper de studerende med at finde ro

”Forestillingen om, at de skal være perfekte til alting, er meget udbredt. Og så kan man jo kun fejle. Så får man en fornemmelse af, at der er noget i vejen med livet eller en selv, når alting ikke flasker sig,” siger Inger Lundager. Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Som studenterpræst på Københavns Universitet møder man de studerende, når de har ondt i livet. For studenterpræst Inger Lundager er det ikke et mål i sig selv, at den studerende bliver glad efter en samtale, men derimod at den studerende kan finde ro til også at kunne være i det, der er svært

”Ondt i livet. Det kunne være en fællesbetegnelse for de fleste af de samtaler, jeg har.”

For selvom universitetet danner ramme om mange flittige og forventningsfulde studerende, betyder det ikke nødvendigvis, at de studerendes liv altid flasker sig på den måde, de selv havde håbet. For nogle kan den erfaring af uforudsigelighed være anledning til, at de opsøger studenterpræsten.

I det lille kontor på Københavns Universitet på Amager, hvor studenterpræsten Inger Lundager holder til, og hvor hun har fungeret som studenterpræst de seneste seks år, bliver der talt om alt fra angst, skyld og skam, over perfektionisme og ensomhed til identitetskriser, sorg, tro og tvivl. Det er i den forbindelse ikke hendes opgave at løse problemer eller give folk redskaber til at håndtere deres problemer, forklarer hun.

”Det, der gør ondt, skal ikke nødvendigvis gå væk. Jeg bestræber mig ikke på, at man skal blive lykkelig af at komme her. Det er fint, hvis man bliver det, men det er ikke mit mål. Mit mål er, at man finder ro til at være i det, der er svært,” siger hun.

Vi skal lære at skelne mellem byrder og problemer

Det forsøger Inger Lundager blandt andet ved at skelne mellem problemer og byrder. Problemer er noget, vi kan gøre noget ved – overveje muligheder, tage en beslutning og så handle. Dermed har man et ansvar, og man kan pådrage sig skyld. Byrder er på den anden side det, vi udsættes for, og som vi ikke kan gøre andet ved end at lære at leve med dem.

”Et tydeligt eksempel på en byrde er sorg. Man er magtesløs over for sorgen. Uanset hvor man rejser hen, følger den med, så man kan ikke flygte fra den,” siger hun og fortsætter:

”Men den magtesløshed, som karakteriserer byrder, kan være en befrielse, når man indser, at magtesløshed er at være løst fra magt; det vil sige befriet fra magt. Så er man heller ikke skyld i det, der sker. Der er stadig konsekvenser, man skal leve med, når man er ramt, men når man ikke kan handle sig ud af den situation, man er havnet i, så aflastes man for selv at skulle bære skylden og ansvaret.”

Det er imidlertid svært for mange mennesker at lægge ansvaret fra sig.

”Det er som om, vi gør byrder til problemer, altså byrder til noget, som vi kan handle os ud af. Men det kommer der kun frustrationer og stress ud af, for det kan vi jo netop ikke. Vi er blevet dårligere til at udholde livssmerte,” mener Inger Lundager.

”En anden ting, som jeg kan høre, stresser mange af de unge studerende, er den udbredte forestilling om, at vi skal skabe vores egen identitet. Det er der jo ikke noget underligt i, for vi møder den forestilling overalt, nærmest som en forventning eller et krav til os. Men hvor skal man så gøre af alt det, der ikke passer ind i den perfekte form, man har besluttet at støbe sig selv ind i? Det bliver jo bare anledning til evig selvbebrejdelse, når projekt ’skab-dig-selv’ ikke lykkes,” siger Inger Lundager.

Her synes hun, at Paulus har fat i noget langt mere reflekteret og rammende i forhold til, hvad det vil sige at være menneske, når han skriver i sit brev til romerne: ”For det gode, jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.”

”Denne uigennemsigtighed i forhold til én selv er vigtig at have med. Det er jo en utrolig væsentlig selverkendelse at gøre sig, for den er et korrektiv til al form for perfektionisme,” siger Inger Lundager.

Hun trækker også gerne Nietzsche og Kierkegaard ind i samtalen om identitet, når hun taler med de studerende.

”For Nietzsche handler identitet om at blive den, man er. For Kierkegaard om, at man skal vælge sig selv. Begge udsagn rummer en forestilling om, at man er noget på forhånd. Jeg tror på, at i stedet for at arbejde med identitet som noget, vi skal skabe, skal vi turde at slippe kontrollen og stole på, at man vel er nogen – og det viser sig henad vejen, hvem man er” forklarer hun.

Perfekthedskulturen er med til at stresse unge

Det er svært for mange unge mennesker i dag at opgive kontrollen, medgiver Inger Lundager.

”Forestillingen om, at de skal være perfekte til alting, er meget udbredt. Og så kan man jo kun fejle. Så får man en fornemmelse af, at der er noget i vejen med livet eller en selv, når alting ikke flasker sig, og man ikke er glad. Det er et anstrengende sted at placere sig selv,” siger hun.

En af de ting, hun som præst forsøger at forklare de studerende, når de opsøger hende på universitetet, er, at de ikke skal bære hele verden på deres skuldre. Nogle gange skal man også lade sig bære, forklarer hun. Selvom hendes udgangspunkt er kristent, forkynder hun ikke, når hun taler med de studerende. Men hun lægger ikke skjul på, at hun er præst – og når hun taler om Gud, forsøger hun ikke at liste ham ind i samtalen, men gør det fuldstændigt eksplicit.

”Man skal bare kende sit forum og naturligvis respektere det,” siger hun og tilføjer:

”Jeg er på en sekulær institution, og det er helt afgørende for mit virke her, at alle uanset tro og overbevisning kan komme til mig.”

Et eksempel på, hvornår hun bruger Bibelen i sine samtaler, er blandt andet, når talen falder på skyld. Hendes erfaring er, at mange unge har svært ved at leve med skyld. Som kristen og præst er det imidlertid Inger Lundagers grundopfattelse, at vi gerne må leve som skyldige. Det dør vi ikke af. Dermed kan skylden få lov til at være der, som hun forklarer det.

”Det er ikke en katastrofe, at jeg bærer skyld. Skyld er ikke et problem i sig selv, men derimod en byrde, som jeg skal leve med. Det bliver først et problem, hvis jeg vil have den til at gå væk. Så gør den modstand. Der er selvfølgelig vemod, måske endda angst forbundet med at miste sin uskyld og den renhed, der er ved at mene, at man har gjort alting rigtigt. Men når man erkender, at den paradisiske tilstand er en illusion, så kommer man mere på højde med det, der er ens virkelighed. Det er en lettelse,” forklarer hun.

Kirken skal være der, hvor mennesker spørger efter hjælp

Der er stor efterspørgsel efter studenterpræsterne, og undersøgelser tyder på, at den er blevet større inden for de seneste år. Det vidner ifølge Inger Lundager om, at der er brug for funktionspræster, som møder folk i deres hverdag lige dér, hvor de befinder sig.

”Jeg er sikker på, at mange af de studerende, som er kommet her, ikke ville have opsøgt deres lokale sognekirke eller -præst. Så kan man indvende, at vi som funktionspræster ikke er blevet kaldet af en menighed, men vi er blevet sendt. Det var apostlene også,” forklarer Inger Lundager, og imødegår dermed noget af den kritik, som funktionspræsterne er blevet mødt med; nemlig at de ikke er kaldet.

”Hvis kirken vil være tro over for sit budskab, skal den være dér, hvor mennesker spørger efter hjælp. Og det gør de her.”