Debat

Sygehuspræst: Skyld er en naturlig del af sorgens DNA

Det er typisk for mange pårørende i sorg, at de føler skyld. Og den skyld skal have plads til at eksistere, mener hospitalspræst Ruth Østergaard Poulsen.

Sorgen er en fast del sygehuspræst Ruth Østergaard Poulsens dagligdag. I anledning af, at det snart er allehelgen, hvor man i mange kirker mindes de døde, giver hun sit bedste råd med på vejen til de sørgende og deres pårørende

Den er en kompleks størrelse, den menneskelige sorg. Den er sjældent ren sorg, men ofte en blanding af forskellige følelser.

Én af de følelser, man ofte overser som en vigtig del af sorgen, er skyldfølelsen.

Lad os bruge en opdigtet person som eksempel: Bjarne mister sin kone. Når man mister én, man holder af, er man i krise. Krise er et græsk ord, der egentlig betyder dom eller status. Når alt går godt, er tendensen, at man ikke reflekterer så meget over livet, men når livet spænder ben – når Bjarne eksempelvis mister sin kone - så reflekterer han pludselig.

Det er typisk for Bjarnes krise, at han gør status. Hvad var godt og hvad var skidt? Han fælder sådan set dom over sig selv og over, hvordan han har behandlet sin kone livet igennem. Når han for sit indre blik gennemspiller den film, der udgør deres liv sammen, er der passager, som Bjarne har lyst til at spole forbi, fordi han handlede forkert. Og det medfører naturligvis skyldfølelse.

Når jeg i mit arbejde som sygehuspræst ofte står ved et dødsleje og familien står omkring den døende, så græder de naturligvis. Men ofte græder de ikke kun over den, de nu mister, men måske endnu mere over det, som de ikke nåede at gøre og sige. Og de græder også over det, som de fortryder at have gjort eller sagt.

Det er del af det at være menneske at man er skyldig. Og man er medskyldig over for sine medmennesker. Men det kan være svært at få plads til at ytre denne naturlige følelse af medskyld. Flere oplever, at hvis de fortæller andre om det, som de føler skyld over, vil de andre oftest begynde at trøste og sige: ”Det kan jo ske for os alle sammen”, eller ”han havde jo også hans fejl”. Det er sikkert ment godt, men den pårørende står derefter tilbage med en følelse af skyld, som ingen vil være vidne til.

Derfor vil jeg give pårørende til folk i sorg eller krise et råd: Lyt. Man må tro på det, som vedkommende siger, og anerkende både skylden og skyldfølelsen. Derefter kan det måske være hjælpsomt at prøve at skelne mellem skyld og skyldfølelse. For man kan sagtens være skyldig uden at føle skyld, og omvendt kan man ofte føle skyld uden at man reelt er skyldig.

Det positive ved skyldfølelsen er, at den ofte udspringer af kærlighed. Der hvor der er kærlighed vil der ofte også være skyldfølelse, fordi kærligheden altid gerne ville have gjort det bedre. Så når et menneske taler meget om skyldfølelse overfor én, hun har mistet, så er det ofte et andet udtryk for at få fortalt, hvor meget hun elskede ham.

I sorgen må man lade både skylden og skyldfølelsen få plads. Begge deler hører med til at være menneske og er en del af det at være elsket og elske.

Min erfaring er, at mennesker længes efter at få lov at være det, de er: fejlbarlige mennesker. En person i sorg har brug for et rum og et menneske, der vil lytte til hans dom over sig selv.

Det kristne evangelium giver os lov til at være fejlbarlige og giver os muligheden for tilgivelse. Guds tilgivelse er ikke at glemme, men i tilgivelsen ser Gud den fulde sandhed om mig og holder den sandhed ud sammen med mig. Derfor skal skylden have plads i sorgen.

Ruth Østergaard Poulsen er sygehuspræst på Aalborg Universitetshospital.

Min erfaring er, at mennesker længes efter at få lov at være det, de er: fejlbarlige mennesker. En person i sorg har brug for et rum og et menneske, der vil lytte til hans dom over sig selv.

Ruth Østergaard Poulsen