Pensioneret præst: Sørine har en pointe, ondskaben er en tilbøjelighed hos alle
Det er helt grundlæggende for mennesket at ville opføre sig egoistisk og hævde sig selv. Synden er ikke gået af mode i kristendommen, skriver pensioneret valgmenighedspræst og højskoleforstander Sven Thorgaard
"Samfundet forandrer sig, men mennesket er det samme svin".
Disse ord stammer fra en russisk straffefange, løsladt efter 20 års fængsel på grund af kritiske ord om Stalin. Ved sin løsladelse i 1961 blev han spurgt om, hvad han vidste om det samfund, han nu skulle møde igen - og svarede ovenstående.
Ondskaben i den store historie er let at få øje på. Holocaust vil for altid stå som en skamstøtte over uhyrlig ondskab. Men hvad med den lille ondskab i det enkelte menneske?
I sin fortræffelige nyligt udgivne bog, ”Fri os fra det onde,” sætter Sørine Gotfredsen fokus på ondskaben i mennesket. Når man som jeg har gennemlevet 76 år, ved man en del om menneskelig ondskab hos sig selv og hos sine medmennesker.
I menneskets sind er der en grundlæggende tilbøjelighed til altid at ville gøre noget for sig selv på andres bekostning. Heraf kommer det onde. Kristeligt talt er synden egoismen hos mennesket og dens frugter. Synden er en fantastisk virkelighed i menneskehedens historie. Den er en stadig og ubortryddelig disposition til dag efter dag at gøre det, vi sådan set godt ved er forkert, som Paulus formulerer det i Romerbrevet 7, 19-20: "Det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg, det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke."
Mennesker er ofte nogle forbrydere over for hinanden. Og som dramatikeren Kjeld Abell (1901-61) skrev, er de værste forbrydelser dem, loven ikke kan ramme. Det lille had, de små aggressioner, bagtalelsen og de sårende sætninger, der er beregnede på at skade andre.
Disse små forbrydelser i hverdagen kan have langt mere ødelæggende følger end dem, der registreres i kriminalstatistikken. Mennesker er egoister, og vi er i vore egne interessers tjeneste hele tiden. Det må uafladeligt gå ud over andre. Det er det, kristendommen kalder synden.
Det ville være forkert at sige, at kirken taler for meget om denne faktor. Den politiske idealisme er en af de måder, man overser synden på. Her finder man årsagen til det onde i de onde omgivelser, det forkerte samfundssystem. Hvor denne idealisme sejrer, sker der sjældent andet, end at et ufuldkomment system erstattes af et undertrykkende system. For det onde ligger ikke i omgivelserne, men i de mennesker, der skaber omgivelserne – tag bare kommunismen som et eksempel.
Evangeliernes Gud siger: I er onde, men jeg elsker jer, som en far elsker sine børn. Derfor tilgiver han, og den tilgivelse skal vi bruge. Ikke sådan, at man så bare kan fortsætte med at synde. Men i den forstand, at vi kender til kærligheden og godheden. Om ikke andre steder fra, så fordi der rent faktisk har været mennesker, der har holdt af os og været gode imod os.
Kærlighed og godhed findes. Først i Guds Rige, dernæst i de afspejlinger, vi skimter i forelskelsen, forholdet mellem forældre og børn og venskaber. Det findes. Og det skal genskabes.
Ikke at tale om synden i vor tid vil være en tragisk forkert. For så ville man have et falskt billede af verden som for eksempelden politiske idealist, der bilder sig ind, at alting ville blive bedre efter en rask revolution. Og et falskt billede af sig selv, som den har, der tror, at han egentlig ville være god nok, hvis de andre også var det.
I sin betragtning af verden og mennesket er kristendommen strengt realistisk. Så hvad med at komme op af hullerne og sprede gode og kærlige gerninger omkring dig. Ingen skal være bange for at gå for vidt ad den vej. Syndernes forladelse får vi brug for, så længe vi lever.
Sven Thorgaard er pensioneret valgmenighedspræst og højskoleforstander.