Første brev til en ateist: Taler kristne for meget om synden?

Tidligere valgmenighedspræst og højskoleforstander Sven Thorgaard forklarer i 5 breve sin kristentro til en opdigtet ateist. Læs første brev og forstå, hvorfor tale om synd ikke skal skræmme os væk fra troen

Du mener, at man i kristendommen taler for meget om synden. Din foragt for kirken, siger du, hænger sammen med præsternes snedige forsøg på at gøre folk meget syndsbevidste.

Folk skal føle sig som syndere, så de får behov for kirkens hjælp. Igennem kirkens historie har den ofte gjort uheldige alliancer med tidens ånd og magter. Som eks. da den indremissionske vækkelse i anden halvdel af det 19. århundrede gik over landet og kaldte kortspil og dans for syndig adfærd.

I dag tager dele af Indre Mission også afstand fra vielse af fraskilte og kirkelig vielse af homoseksuelle.

Jesu egen forkyndelse af synden slog unægtelig mere vidtgående og fundamentale temaer an. For ham er synd ikke diverse slags vedtagen, borgerlig moral, men en grundlæggende tilbøjelighed i det menneskelige sind til altid at ville gøre noget for sig selv på andres bekostning. Heraf kommer blandt andet det onde i verden.
 
Det er noget sludder at påstå, at kirken taler for meget om synden, det kan den aldrig komme til. For synden er en fantastisk virkelighed i menneskehedens historie. Man skal være meget blind på historisk og menneskelig iagttagelsesevne og være udstyret med en formidabel evne til at kunne tilgive sig selv for at kunne påstå, at nogen taler for meget om denne faktor.
 
Synden tages alvorligt i kristendommen. Evangeliernes Gud siger: I er onde. Men jeg elsker Jer som en far elsker sine børn. Derfor tilgiver jeg Jer. Og den tilgivelse skal I bruge. Ikke sådan, at så kan vi bare fortsætte med at synde, den tossegode Vorherre tilgiver os jo altid.

Men sådan: Vi ved godt, hvad kærlighed er. Om ikke andre steder fra, så fordi der faktisk altid har været mennesker, som har holdt af os og været gode mod os. Nu siger Gud, at det er den slags handlinger, vi skal bestræbe os på. Elske vort medmenneske og gøre godt imod det. Og han siger, at det kan vi lettere finde ud af, når vi har hans tilgivelse, syndernes forladelse.

Så behøver vi nemlig ikke ryste på hovedet og sige, at det nytter aligevel ikke noget, når det hele er noget skidt i forvejen. For det er det hele ikke. Kærlighed og godhed findes. Først i Guds eget eksempel. Dernæst i de afspejlninger, vi skimter i forelskelsen, forholdet mellem forældre og børn, venskab. Det findes.

Gud siger: Nu har I syndernes forladelse, se så at komme i gang med at gøre livet bedre og smukkere og rigere for jeres medmennesker.

Så kan du spørge: Hvorfor ikke gå direkte til denne appel og springe snakken om synden over?
 
Så ville mennesket få et falskt billede af sig selv, som den har, der tror, at han egentlig ville være god nok, hvis de andre også bare var det. Og endelig ligger der en frigørende og igangsættende magt i Guds løfte om at tilgive os vor ondskab, altså syndernes forladelse.

Nu har tilværelsens gode almagt gjort så meget for dig, hvad så med at komme op af starthullerne selv til en forandring. Tilgiv også dem, der har været onde mod dig. Spred glæde og kærlige gerninger omkring dig.

Du skal ikke være bange for at gå for vidt ad den vej. Syndernes forladelse får du brug for, så længe du lever.