Andet brev: Derfor er barnedåben en gave

"Her kommer Jesus dine små" synger vi i kirken. Men hvorfor venter vi ikke med at døbe vores børn, til de er gamle nok til selv at sige ja?

Jeg kan sådan set godt forstå, at du ryster på hovedet over barnedåben og siger, at hvis du nogensinde selv skulle blive kristen, så ville din stemme gå til baptisterne, som dog venter med dåben, indtil børnene bliver gamle nok til selv at tage stilling. Ikke desto mindre er barnedåben et af de mest præcise udtryk for kristentro, jeg kender.

For ikke så længe siden førte min vej mig igennem den egn, hvor jeg er født og vokset op, Thyholm. Jeg kørte ind til den kirke, hvor jeg blev døbt og konfirmeret. Jeg satte mig i den gamle landsbykirke og fandt ro ved at betragte den døbefont, hvorover jeg i 1941 for første gang modtog det løfte fra almagten bag det hele, at mit liv skulle være i hans hænder, og at intet ondt nogen sinde skulle kunne ramme mig for alvor. Hvilket er dåbens løfte. Der hang jeg i min mors arme uden chance for at begribe, hvad der foregik. Gud henvendte sig til mig på et tidspunkt, hvor jeg stort set ikke formåede andet end at æde, sove, skrige og lave i bukserne.
 
Siden lærte jeg at regne, læse, skrive og spille fodbold. Men Gud mente altså ikke, at han behøvede at vente med sit løfte, indtil jeg kunne sådanne ting. Det var jo ikke mig, der skulle give noget løfte. Det var ham. Og mine eventuelle modenhedsgrader og kundskaber kan ikke lægge en tomme til hans løfte. Lige så lidt som jeg skal kunne præstere så og så megen tro for at blive døbt.

Barnedåben understreger således på fremragende, billedlig vis Guds suverænitet og menneskets magtesløshed. Det er Gud, der handler, og derfor er vores forstandsmæssige, trosmæssige og viljesmæssige beredthed fuldstændig uinteressant. I forhold til dåbens løfte er vi livet igennem som børn.

Det var den tanke, jeg fandt ro ved. Lige siden den dag under den tyske besættelse havde Gud været med mig. Også i de lange perioder, hvor jeg havde vendt ham ryggen. Han havde været der hele tiden uden at tage hensyn til mine skiftende stemninger og lunkne afgørelser. Gud er giveren, og han tager ikke noget tilbage.

På vej fra kirken kørte jeg langsomt forbi den ejendom, hvor jeg blev født. Det var fattige og forslidte mennesker, der fik mig som deres tiende barn. De havde været ramt af sygdom, uheld og 30èrnes depression, også for landmænd. Alligevel har der været optimisme nok tilbage til at sætte mig i verden på. Det var fra begyndelsen en selvfølge for dem, at deres hengivenhed og gode vilje skulle følge deres børn, så længe de levede.

Men de vidste også, at det ikke forslår med forældres optimisme og kærlighed. De levede i århundreders selvfølgelige tro på, at den almægtige Gud i dåben lover os sin hengivenhed og hjælp alle vore dage. Deres muligheder var begrænsede. Men det var Guds ikke. Derfor bar de mig op til kirken et par måneder efter min fødsel. Så havde de gjort, hvad de kunne. Og det var mere end nok.

Jeg kan miste menneskers hengivenhed. Her er deres og min død en grænse. Jeg kan aldrig miste Guds hengivenhed efter dåben. Her er døden ikke en grænse. Selv døden har han jo sprængt i stumper og stykker, men det vil jeg skrive om i et senere brev.