”En præst skal leve i et eksklusivt kærlighedsforhold til Kristus”

De, der ønsker, at det obligatoriske cølibat bliver afskaffet, skal alvorligt overveje, hvad Kirken mister, mener katolsk præst og generalvikar Lars Messerschmidt

Ingen katolik vil hævde, at præsternes cølibat er et dogme, hvorfor det heller ikke er trosspørgsmål i egentlig forstand, som pave Frans selv siger. En god ven af mig, der var præst i en frikirke, sagde engang til mig, jeg forstår faktisk godt, at I katolske præster er cølibatære. Han var selv en lykkelig familiefader og samtidig 100% engageret i sin præstetjeneste.

Der er mange forklaringer på, hvorfor cølibatet efter 1000-årsskiftet lidt efter lidt blev indført i den latinske kirke, men ikke i de østlige katolske kirker. Jeg bor i opgang med en katolsk præst fra Ukraine, der tilhører den græske tradition, og han er gift og har to små børn. Der er også eksempler på, at tidligere protestantiske gifte præster, der ønsker at blive katolsk præst, får dispensation for cølibatet.

Det skal ikke benægtes, at der gennem alle årene har været problemer for mange præster med at holde cølibatet. I nyere tid, under pave Paul VI og Johannes Paul II, blev mange præster dispenseret for cølibatet mod at fratræde deres præstegerning. Jeg tror personligt ikke på, at det kan bevises, at de mange overgrebssager for præsters vedkommende direkte har noget at gøre med cølibatet, da det jo som regel drejer sig om mindreårige og ofte drenge. Det vil sige, disse overgreb har intet med normal seksualitet at gøre.

Hvis der vitterligt er så mange problemer med cølibatet, hvorfor så ikke afskaffe det eller gøre det frivilligt? For at forstå problemstillingen er det ikke uden interesse at konstatere, at gifte præster i andre trossamfund også kan have problemer i ægteskabet og endda blive skilt. Ægteskabet er altså ingen garanti for at leve et sundt seksuelt liv.

Jesus var heller ikke gift
Teologisk er cølibatet fra apostlenes tid begrundet med, at Jesus selv var ugift, ligesom også flere af apostlene må have været det, for eksempel Paulus. De gudviede jomfruer og enker spillede en vigtig rolle i urkirken.

Parallelt med ægtestanden udviklede der sig i Kristi efterfølgelse en ny måde at være kristen på, nemlig det cølibatære liv for Guds Riges skyld. Jesus selv nævner det udtrykkeligt: " ... der er dem, der har gjort sig uegnede for Himmerigets skyld" (Matt 19,12). Cølibatet er altså velfunderet i Jesu eget liv og i hans lære.

De gudviede jomfruer spillede en stor rolle i oldkirken, og cølibatet bredte sig hurtigt med fremkomsten af munkevæsenet. Også de orientalske kirker har indført det obligatoriske cølibat for biskopper, det vil sige i den ortodokse kirke for eksempel, vælger man kun biskopper blandt munke.
Begrundelsen for den historiske sammenkædning af cølibat og embedet er ikke primært, om overhovedet, af praktisk art, men af åndelig art: En præst (i den latinske kirke) skal leve i et eksklusivt kærlighedsforhold til Kristus! Det er af kærlighed til Kristus, at han ønsker at blive præst.

At være præst er ikke en funktion, men først og fremmest et fællesskab med Kristus, der på sin vis kan sammenlignes med et ægteskab, det vil sige, der er tale om et dybt personligt forhold, som skal gennemsyre præstegerningen. En præsts gerning skal udstråle hans kærlighed til Kristus: "Simon, Johannes’ søn, elsker du mig? ... så vogt mine får" (Joh 21,15-18), sagde Jesus til Peter.

En præst skal repræsentere Gud
Cølibatet sætter således præstetjenesten i relief: Ligesom Jesus viede sig helt til os, Kirken, i kærlighed, således skal en præst afspejle denne kærlighed. Det kan naturligvis også en gift præst, men cølibatet tydeliggør bedre Kristus som brudgom objektivt set. Endelig skal der peges på en specifik side af det katolske (og ortodokse) præstedømme: Det åndelige og sakramentale faderskab, jf. tituleringen: Pater, fader. En præst skal også repræsentere Gud, som alles far. Det kan cølibatet bedre tydeliggøre.

De, der ønsker, at det obligatoriske cølibat bliver afskaffet, skal alvorligt overveje, hvad Kirken mister. For en katolik er cølibatet for Guds Riges skyld en umådelig åndelig rigdom, som ikke kan erstattes. Argumentet om, at man ville få flere præstekald, hvis man gik ind for gifte præster, er ikke holdbart.

Manglen på kald til præstegerning og det gudviede liv skal søges i den sekulariserede verden, som også katolikker lever i og i al for høj grad er præget af. Årsagen kan kort defineres som en generaliseret mangel på tro. Det er nemlig kun i troens univers, at cølibatet har mening.

Cølibatet understreger, at vi kristne nok er i verden, men ikke af verden, som Jesus udtrykker det. Det har således en eskatologisk karakter, det vil sige det peger hen på det nye liv i Guds rige, hvor man ikke gifter sig.

Lars Messerschmidt er katolsk præst, generalvikar i den katolske kirke og panelist ved kristendom.dk.