LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Synspunkt

"Guds nærvær manifesterer sig, når jeg nyser"

"Det er rart, at Gud på den måde har svaret på min bøn. Jeg kan ikke selv fremprovokere disse nys, og jeg er aldrig i tvivl om, hvorvidt det her er Helligånden, der rører ved min næse", forklarer Lone Møller-Hansen, der er generalsekretær i Baptistkirken i Danmark. Foto: Privatfoto

Når jeg er i tvivl om, hvordan jeg skal forholde mig til forskellige ting i livet, beder jeg, skriver generalsekretær Lone Møller-Hansen

Jeg oplever Gud som en kraft i mit liv, som jeg ikke kan undvære. "Han" - i mangel af bedre ord - er min opretholder, gulvet jeg bevæger mig på, væggene omkring mig, taget over mit hoved.

Han er også vinduerne, som jeg ser verden ud igennem. Og døren, som giver mig adgang til livet og andre mennesker. Han er med andre ord rammen om mit liv, rummet jeg går ud fra og samtidig verden, jeg går ud til.

Gud er fundamentet i mit liv
Ud over, at jeg oplever Gud som selve fundamentet i mit liv, er det min åndelige vejleder.
 
Når jeg er i tvivl om, hvordan jeg skal forholde mig til forskellige ting i livet, beder jeg. Det er ligesom en livline, der ikke er begrænset i antal. 

LÆS OGSÅ: Er Gud bare indbildning?

Bønnesvar får jeg aldrig højlydt, men ofte som en vished i "hjertet" - igen i mangel af passende stedbetegnelse. Jeg er meget følelsesmenneske, så Gud taler til mig igennem mine følelser. 

Gud har svaret på min bøn
På et tidspunkt bag jeg Gud om, at han fandt en måde at kommunikere med mig på, så jeg oplevede en vished om ham og hans vejledning. I lang tid har jeg oplevet, at Guds nærvær manifesterer sig i, at jeg nyser. 

LÆS OGSÅ: Hvorfor svarer Gud mig ikke?

Jeg har aldrig mødt andre, der har det på samme måde, men det skulle da undre mig, om der ikke var andre, der har det ligesådan. Det virker lidt som en bekræftelse, "det her er rigtigt", eller "her er jeg - også". 

Det er rart, at Gud på den måde har svaret på min bøn. Jeg kan ikke selv fremprovokere disse nys, og jeg er aldrig i tvivl om, hvorvidt det her er Helligånden, der rører ved min næse, eller om det er fordi, jeg er forkølet eller overfølsom. 

Sådan - blandt andet - oplever jeg Gud.

Lone Møller-Hansen er generalsekretær i Baptistkirken i Danmark.