Jeg havde aldrig troet, jeg skulle opleve murens fald

”Hvorfor græder du? ” spurgte min kone. ”Jeg græder af glæde,” svarede jeg og fortalte den utrolige nyhed, fortæller kgl. konfessionarius Erik Norman Svendsen om Berlinmurens fald

Det var en lørdag morgen i præsteboligen i Dragør, hvor jeg dengang var præst. Jeg havde netop åbnet for radioen og skulle til at brygge morgenkaffe, da nyheden om Berlinmurens fald forandrede dagen fuldstændigt.
 
 ”Hvorfor græder du? ” spurgte min kone, der netop var kommet ind i køkkenet uden at vide, hvad der var sket i nattens løb i Berlin.

”Jeg græder af glæde,” svarede jeg og fortalte den utrolige nyhed. For utrolig var den. I løbet af natten mellem den 9. og 10. november 1989 opgav de østtyske grænsevagter at håndhæve grænsen mellem den østlige og de tre vestlige sektorer i Berlin.

Tema: Berlinmurens fald 

I nattens løb havde tusindvis af østberlinere krydset grænseovergangene uden at blive standset; og de festede nu sammen med vestberlinerne.

Det var ikke nogen hemmelighed, at det østtyske regime var i store vanskeligheder, ikke mindst økonomisk. Store folkelige demonstrationer havde fundet sted især i de store byer Leipzig og Berlin. Alligevel var det helt uventet, at muren, som strengt bevogtet grænselinje, næsten faldt af sig selv i løbet af en enkelt nat. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle komme til at opleve det.

”Den desperate stemning mærkedes tydeligt” 

Jeg har besøgt Berlin adskillige gange både før, under og efter murens fald. Allerede som student gik turen til den gamle rigshovedstad, hvor jeg sammen med andre unge fra Konservative Gymnasiaster besøgte studerende fra Freie Universität, der blev grundlagt i 1948 som en direkte følge af kommunisternes forfølgelse af studenter i Østberlin. 
 
Flere af dem havde også inden murens opførelse været på besøg i Danmark, og en havde forelsket sig i en dansk pige, som han siden blev gift med. 
Så sent som en måned før murens påbegyndelse i august 1961 var jeg sammen med fire kammerater taget af sted i en gammel ombygget taxa for at deltage i de tyske kirkedage i Berlin. Det blev en dramatisk tur gennem DDR om natten, ad transitvejen til Berlin, hvor det østtyske politi undervejs standsede os fire gange og gennemsøgte både os og vores bil. 
 
Til gengæld blev selve kirkedagene en stor oplevelse. Jeg glemmer aldrig afslutningsgudstjenesten på Olympia Stadion, hvor 90.000 var samlet, hvoraf cirka 15.000 fra Østtyskland under mottoet: ”Ich bin bei Euch” (på dansk ”Jeg er med jer”). Salmesangen overgik i kraft alt, hvad jeg siden har oplevet til en gudstjeneste. 

Læs også: Biskop: I Berlin mødte vi en menighed med en særlig kraft
 
Berlinmuren blev bygget for at forhindre borgerne i den såkaldte bonde-og arbejderstat i at flygte til Vesten. Fra oprettelsen af DDR i 1949 og frem til opførelsen af muren i 1961 flygtede 2,7 millioner, heraf mere end 30.000 i juli 1961. 
 
Den desperate stemning mærkedes tydeligt under kirkedagene, og mine venner i byen var med god grund bekymrede for fremtidsudsigterne. Med murens opførelse blev de skilt fra deres familie og venner i DDR. 
 
Den 45 km lange, hæslige mur tværs gennem den levende by blev et symbol på diktatur og en undertrykkelse, som stadig flere østtyskere protesterede imod. Berlin var kun en halv by, og forskellen mellem livet i øst og vest var til at tage og føle på. 

Kirken blev et frirum for protesterende 

Når jeg dengang var i Berlin, besøgte jeg altid kirker på begge sider af muren. Før murens opførelse hørte jeg flere gange biskop Otto Dibelius prædike i både Vest- og Østberlin, og et par gange boede jeg hos præsten ved Jesus Christus Kirche i Dahlem, hvor den navnkundige Martin Niemüller har virket som præst. 
 
Den evangelisk-lutherske kirke i DDR var kun tålt, og de kristne blev diskrimineret og chikaneret med den følge, at medlemstallet faldt år efter år. Men samtidig blev kirken et frirum for stadig større grupper af protesterende, som under murens sidste tid samledes i de store kirker til gudstjenester, diskussioner og protesttog. 

Læs også: Da bøn og levende lys vandt over våbenmagt
 
Efter murens fald og den senere genforening af de to Tysklande, havde mange forventet en opblomstring af den evangelisk-lutherske kirke. Det skete ikke. Men kirken viste, at den kan virke under vidt forskellige vilkår og politiske forhold uden at fornægte hverken sin identitet eller sin mission. ”Står om end tårnene falde”, som Grundtvig udtrykker det i salmen om kirkens gamle hus. 

Erik Norman Svendsen er Kgl. konfessionarius, biskop