LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Min julesalme

"En rose så jeg skyde" omslutter mig med frossen salmeglas

Åh, det er spændende og underligt. Viljen, der fører den rose, er enorm. Og selve rosen må være hård, for ellers kan det jo ikke lade sig gøre. Og rosen er blodrød. Det ved jeg. Blodrød hård rose skyder op gennem frossen sne; og så kommer profetens trøsteord, skriver forfatter Merete Pryds Helle. Foto: Torben Huss

De kunne godt lide, at jeg foreslog den salme, for det var som om, man åbnede døren ud til haven, og en iskold ren og hellig luft strømmede ind i stuen, fortæller forfatter Merete Pryds Helle

I min familie kan vi ikke synge rent, men det vidste jeg ikke som barn. Det varede faktisk meget længe, før jeg fandt ud af det, fordi jeg selv er uden for musikkens verden.

Jeg troede, det bare var sådan, man sang, og tonedøvheden forhindrede os på ingen måde i at synge, min mor, mig selv, alle onklerne og tanterne. Lange sømandsviser til søndagsfrokosterne, og uendelige rækker af julesalmer der rundt og rundt om juletræet.

Der er selvfølgelig anekdoter om juletræssyngningen; at jeg troede, at den høje mand, der steg ned fra Himlen, var min høje onkel Gunnar; der var ord, man hørte forkert, vers der blev blandet sammen. 

Vi havde regler for sangvalgene

Der var også reglerne; for hver verdslig sang som for eksempel højt fra træets grønne top, skulle der synges en salme. For de voksne gik meget op i salmerne.

Vi børn blev dog spurgt; tante-onkel-cirklen standsede, og min mor så på mig og min kusine: Hvad skal vi nu synge? spurgte hun. Vi tænkte; verdslig sang; salme, hvad skal vi vælge? Og så kriblede det ned ad ryggen på mig.

Jeg vidste, jeg ikke måtte starte med den, for det er ikke en julesalme; det er en nytårssalme. Det sagde de i hvert fald altid; men jeg kunne få den igennem, når de var ved at løbe tør for ideer; når vi havde sunget de barnlige som ”Et barn er født i Betlehem” eller ”Glade jul”. 

LÆS OGSÅ: Hvordan lyder det, når I synger?

De kunne godt lide, at jeg foreslog den; for det var som om, man åbnede døren ud til haven, og en iskold ren og hellig luft strømmede ind i stuen, og omsluttede os med frossen salmeglas.

”En rose så jeg skyde”, sagde jeg.

Stuen blev stille, iskold, renset og ren. Vi trak vejret ind. Den er svær at synge, men det holdt os selvfølgelig ikke tilbage fra at synge den, helligt og totalt urent. 

Den starter med et billede, der netop står, rent men urent; ser I; roser skyder jo ikke op af jorden i virkeligheden. Roser vokser på buske. Billedet er allerede skærpet der, som om der er en knytnævevilje bag den rose. Hvor kommer den fra? Fra under jorden, som endda er frosset. 

Åh, det er spændende og underligt. Viljen, der fører den rose, er enorm. Og selve rosen må være hård, for ellers kan det jo ikke lade sig gøre. Og rosen er blodrød. Det ved jeg. Blodrød hård rose skyder op gennem frossen sne; og så kommer profetens trøsteord. 

LÆS OGSÅ: "Vi har brug for både kirkelige og verdslige julesange"

Jeg anede ikke, hvad de var, men det er det eneste sted, jeg kendte ordet trøsteord, og det er noget, vi alle burde have til hinanden hele tiden.

Trøsteord. De passer til den hvide frosne jord, den blodrøde hårde rose, renheden og kulden. Og så synger man ”Freeeem” som en stige; som om selve ordet, der synges, er rosens bevægelse, når den skyder freeeem der. 

Åh, der er andre gode ting i den salme; man kvæder for eksempel og synger ”den rose fin og lille”, som lyder så smukt, selvom det er meget forvirrende i forhold til rosen i første vers, men pyt med det; for vi kommer jo lige fra ”om nat ved Betlehem,” og hvornår har man ellers fornøjelsen af at sige ”om nat ved”, det er så godt.

Den må ikke blive pigekors-fin

Vi sang den så skidt, dengang jeg var barn i en stor tonedøv familie, men jeg kan alligevel ikke holde ud at høre pigekor og lignende synge min yndlingssalme.

Den bliver for fin og for renset og mangler barnejulens iskolde flammende magi og min høje onkel Gunnar, der var steget ned fra en eller anden himmel, og hvem kan se den rose skyde så hårdt frem i pigekorets skønsang? 

LÆS OGSÅ: "Jeg tror på Gud, når jeg synger Brorson" 

Og da han så endelig så nådig havde hjulpet os ud; ja så orkede de voksne ikke mere.

Min kusine og jeg kunne se på hinanden, og så startede vi i kor; Nu er det jul igen, nu er det jul igen; og cirklen blev til en lang slange, der løb kaotisk gennem huset, og tykke tante Anna kunne aldrig følge med og måtte sætte sig forpustet, og onkel Gunnar løb ude af takt, så alle var ved at falde, og min mor samlede katten op, for den skulle også vide det var jul, og så kom vi endelig frem til gaverne. 

Merete Pryds Helle er forfatter.