3. brev: Tror kristne på retfærdighed?
Gang på gang må vi spørge: Hvad er meningen? Slethed belønnes og godhed straffes. Hvorfor sørger den almægtige Gud ikke for mere retfærdighed på jorden?
I de to første af disse breve, hvor jeg skrev om synd og dåb, vidste jeg ret præcist, hvad jeg ville skrive. Denne gang er jeg nået til skyld og skæbne, og det er straks sværere. Du kender sikkert lige så vel som jeg eksemplerne.
Det onde menneske, der tyranniserer sine omgivelser, udbytter de fattige, aldrig har et kærligt ord eller en velgørende handling og lever et langt tilsyneladende behageligt liv. Og det venlige menneske, der stort set aldrig har sagt et skævt ord til noget menneske, flittigt passet sit arbejde og efter evne forsøgt at sprede glæde og lys omkring sig.
Kommer Bibelen ikke for let om det med fortællingen om den fattige Lazarus, der endte i himlen i Abrahams skød? Altså dette, at vi kan tage uretten her i livet ganske roligt, for efter døden kommer der balance i regnskaberne igen: De onde straffes og de gode ophøjes. Jeg kan ikke lade være med at give den unge Drachmann ret, når han i den forbindelse håner dem, der giver de fattige en veksel på evigheden for at få dem til at holde deres mund.
Og der er langt mere i det end det politiske, forholdet mellem rige og fattige. Hele det område, der hedder den menneskelige skæbne, er fuld af modsigelser og oprørende gåder.
Om det skidt, der kommer indefra fra mennesket selv, taler Bibelen klart. Vi skal indrømme vor ondskab og modtage Guds tilgivelse. Det er skåret ud i træ. Men hvad med det onde, der kommer udefra? Betingelserne vi ikke selv sætter? Vilkårene vi ingen indflydelse har på? Kort sagt, skæbnen?
Gang på gang må man faktisk spørge: Hvad pokker er meningen? Slethed belønnes og godhed straffes. Tingene går i svang jorden over. Og på det lille plan det, vi udmærket kender alle sammen, forholdet mellem mennesker i familien, på arbejdspladsen. Hvad foregår der ikke der af uret?
Teologien har et svar på det, nemlig i forestillingen om arvesynden. At alle mennesker slæber rundt på en skyld lige fra Adams dage, som aldrig vil kunne blive betalt tilbage.
Hvis man godtager det, hvorfor skulle gældsbyrden så ikke kunne fordeles mere rimeligt? Hvorfor skal millioner, som hverken har hørt om Adam eller Gud, lide den langsomme sultedød, mens glemsomme velfærdsdanskere æder sig en tidlig forkalkning til?
Det er svært at begribe. Jeg har et billede af Gud som god og almægtig. Og jeg kunne forstå det, hvis han var god, men svag. Eller almægtig, men ond. Men når han nu både er god og almægtig, hvorfor gør han så ikke noget ved det?
Den frie vilje siger teologien. Gud har overladt jorden til menneskene, og de er som bekendt selviske og begærlige. Det går ud over de svage. Men stadigvæk, hvad med dem, der aldrig fik en chance for at vælge? Proletariatet i Calcuttas rendestene-hvor er balancen mellem skyld og skæbne her?
Du kan tage det som en indrømmelse, en svaghed-hvad du vil. Jeg kan ikke komme til rette med min egen tro på dette punkt.
På den anden side er det naturligvis rigtigt, som det er sagt: Kunne vi mennesker forstå Gud, ville han ikke være Gud, men et idealistisk spejlbillede af menneskers håb og drømme. Skæbnens modsigelsesfyldte gåder ryster ikke min tro på Gud. Den har sit grundlag i så meget andet, som disse breve også handler om. Men det er en anfægtelse, at Gud tillader al denne elendighed, der er i verden.
LÆS DE TIDLIGERE BREVE TIL EN ATEIST HER: