5 breve til en ateist

4. brev: Er døden vejen til helvede eller til evigt liv?

Jeg mødte den første gang som 5-årig. Min farmor var død, og hele verden så ud til at være forandret. Mine søskende og forældre gik stille omkring. Foto: IRIS

Hvis Jesus er herre over døden, også vores død, hvordan kan et helvede så eksistere? I spørgsmålet om evigt liv og helvedes eksistens når tidligere valgmenighedspræst Sven Thorgaard til et punkt, hvor hans egen tro kommer på stærk prøve

Døden, som venter på os alle sammen, har altid spillet en stor rolle i min betragtning af tilværelsen. I mine yngre år kunne dødens faktum gøre selve livet komplet meningsløst. Den absurde afslutning efter så kort tid. Hvad skulle man så leve for?

Livet selv blev et venteværelse til døden. Livets år blev den tid, det tager at vente på døden. Jeg mødte den første gang som 5-årig. Min farmor var død, og hele verden så ud til at være forandret. Mine søskende og forældre gik stille omkring.

Først nogle uger senere gik det op for mig, at død ville sige, at min farmor definitivt havde forladt denne jords overflade. Hun var under den. Min søster tog mig med ud på kirkegården og pegede på hendes nye bolig. Hvordan har hun det dernede, spurgte jeg. Min søster brød i gråd. Hun er hos Gud, hulkede hun. Hvorfor græd hun så, tænkte jeg.

Jeg forstod, at døden er knyttet til stor sorg, men forstod ikke hvad det var, man var ked af. Gud kunne da ikke være nogen dårlig ånd at gæste.
 
Nogle år senere hørte jeg en samtale, der ikke var beregnet for mine ører. Min mor og bror diskuterede den helvedestro, som var udbredt blandt de indremissionske på den egn. Mine forældre var nærmest grundtvigianere og ikke tilknyttet missionen, og min mor gav tydeligt udtryk for, at der var noget galt i al denne snak om helvedes evige pine.

Hun kunne ikke forlige sig med den forestilling, at den gode Gud ville lade selv de værste banditter pine evigt. Men min bror var nykonfirmeret og derfor bibelkyndig. Han kunne citere skriftsteder, hvor der føres klar tale om helvede som et forfærdeligt sted.

Jeg blev så bange, at jeg hverken kunne råbe eller bevæge mig. Det var altså grunden til deres angst. Et underjordisk torturkammer. Den konkrete angst slap sit tag, men forestillingen holdt længe sin betydning. Jeg kunne ikke forlige helvedestanken med tanken på en god Gud.

Jeg kan næsten mærke, hvordan du har kunnet følge min udredning. Det er straks sværere at komme videre. Tvivlen og vantroen kan vi alle dele med hinanden. Med troen er det sværere. Tvivl og afvisning kan vi nemlig selv præstere, men tro skal man have givet. Og den har du helt klart ikke fået. Hvordan kan man så forklare dig den kristne opstandelsestro?

Jeg må nøjes med simpelthen at berette, at jeg ved at fordybe mig i den uhyre koncentration om Jesu lidelse, død og opstandelse, som præger hele Det Nye Testamente har fået øje for den formidable begivenhed, som Jesus-begivenheden i virkeligheden er.

Han var Gud selv på besøg i denne verden. Besøgets formål var en belæring om, at Gud er til. Har magten over hele universet, og at han ville os det bedste. Videre døde han så at sige på vore vegne. Han samlede den gæld sammen, du og jeg har til tilværelsen og tog den med sig i graven, for ligesom at sætte trumf på hans tale om Gud, der tilgiver os. Og så opstod han igen for at sige og vise, at han også er herre over døden, ikke blot sin egen, men også vores.

Hvad det evige liv er, ved jeg ikke. Intet menneske ved det. Men at det er der, er sikkert.

Hvad så med modsigelsen mellem helvede og den god Gud?

Det er rigtigt, at Bibelen taler om et helvede, men ikke særligt overbevisende. Nogle steder er der tænkt på det helvede, mennesker kan skabe for sig selv og hinanden i dette liv. Andre steder er der tale om efterligninger af andre religiøse forestillinger fra datiden. Læst i sin helhed siger Bibelen klart, at det er de fortabte, der har guds særlige interesse, de vanartede, vantro, ufromme, ludere, toldere og syndere.

Er der nogen, der skulle føle sig truet af risikoen for ikke at komme i himlen, er det næppe dem med den svage tro og det slette levned, men snarere dem, der føler sig overforsikrede af deres store fromhed, altså farisæerne, de selvfrelste. Om dem sagde Jesus i et vrissent øjeblik: Læge, helbred dig selv.