Synspunkt

5 fif til at åbne Bibelen

Det er hverken pligt eller præst, der skal få os til at læse i Bibelen. Det er Bibelen selv, mener landsleder i Bibellæser-Ringen Lasse Holmgaard Iversen. Foto: bburdette - Fotolia

Bibelen siger noget om, hvad der sker før og efter livet, og den kan hjælpe os med at udtrykke både sorg og glæde, så prøv at læse i den og lyt dig ind til den fortælling, som du aldrig ville kunne have sagt dig selv, skriver landsleder Lasse Holmgaard Iversen

Bibelen er bogen, som de fleste har en mening om, men som ikke særlig mange har læst. Nogen har læst lidt i den, og kender måske centrale beretninger, som skabelsen, Noas ark, Jesu fødsel og et eller to andre highlights fra Jesu liv. Men er det nok til at kunne sige noget kvalificeret om den?

Et alment kendskab er, for mig at se, ikke den vigtigste grund til at læse i Bibelen. Det, som får mig til at læse i den er, at Bibelen siger det, jeg ikke kan sige mig selv.

Det er altså hverken pligt eller præst, der skal få os til at læse i Bibelen. Men det er Bibelen selv. Og det kan godt være noget af en mundfuld at skulle i gang med. Begynder man fra begyndelsen, er den noget sej at tygge i, når man kommer til Tredje Mosebog, og starter man med slutningen, skal man vist være vild med fantasyromaner for at blive fanget af den.

Derfor vil jeg her give fem fif til dig, som gerne vil i gang med bogen, der siger dig det, du ikke kunne sige dig selv:

1) Lav en læseplan

Find en læseplan, som fungerer for dig. Så undgår du, at det bliver tilfældigheder, der bestemmer, hvor du læser, men at du i stedet bliver guidet frem. I Bibellæser-Ringen har vi specialiseret os i at lave læseplaner med forklaringer digitalt og på tryk til både børn og voksne. 

2) Giv dig selv ro til at læse

Det kan være en idé at skabe sig et ”helligt rum”, når man skal læse i Bibelen, for at få ro fra de mange inputs, som vores hverdag ellers er fyldt af. Det kan man gøre ved at sætte sig i en god stol et roligt sted i huset, tænde et lys, for at signalere for sig selv, at nu er fokus på at læse i Bibelen, og måske bede en kort bøn, før man begynder at læse.

3) Læs sammen med andre

Bibellæsning behøver ikke være en solopræstation. Bibelen blev skrevet til fællesskaber, så det giver god mening at læse den sammen med andre. Man kan eksempelvis aftale med en anden, at man læser det samme, og så kan man sende en sms til vedkommende med en tanke, der opstod, mens man læste. Eller man kan bruge app'en BibelTid, som er bygget op om denne idé.

4) Lyt dig til Bibelens fortællinger

Lyt til bibeltekster en gang imellem. Læs højt for hinanden eller køb Det Nye Testamente på CD og USB så det er let at lægge på telefonen eller høre i bilen på vej hjem fra arbejde.

5) Mind dig selv om, at du skal læse

Vi kommer ikke uden om, at hvis bibellæsningen er noget, som skal være tilbagevendende i din hverdag, kræver det prioritering. Særligt hvis det er en ny vane, du gerne vil opbygge. Skriv det i din kalender eller sæt en alarm på din telefon så du bliver mindet om det, indtil det bliver en selvfølge. Og nyd så tiden med ro og plads til eftertanke.

Bibelen siger noget om, hvad der sker før og efter livet, og den kan hjælpe os med at udtrykke både sorg og glæde. Men det mest overraskende Bibelen rummer, er den gennemgående fortælling om Guds kærlighed til mennesker, som blev udtrykt mest konkret, da Gud sendte Jesus fra sin guddommelige himmel til vores jordiske klode, fordi han var den eneste, som kunne genoprette relationen mellem Gud og os mennesker. Vi kalder det evangeliet.

Kristendommens kernefortælling og Bibelens røde tråd. Og det er så ulogisk og hævet over menneskelige tanker, at det ikke kan negligeres som ammestuesnak eller gamle myter.

Hvis du er en af dem, som snakker om Bibelen uden at have læst i den, så prøv at læse i den og lyt dig ind til den fortælling – evangeliet – som du aldrig ville kunne have sagt dig selv. 

Lasse Holmgaard Iversen er Landsleder i Bibellæser-Ringen. Indlægget er skrevet i anledning af Bibellæser-Ringens 50 års jubilæum i år.