"Kun den troende kender tvivlens forbandelse"

Selvom der findes mange svar i Bibelen, kan selv en troende af og til tvivle, skriver tidligere valgmenighedspræst og højskoleforstander Sven Thorgaard

5. brev: Hvad er så meningen med det hele?

Tro nu ikke, at jeg bilder mig ind, at kun kristne mennesker har et svar på det spørgsmål.

Eksempelvis finder du vel selv en slags mening i dit familieliv, dit arbejde, dine interesser med videre. Omvendt er troen ikke nogen garanti for, at man kan se nogen mening med livet.
 
Bibelen fortæller sådan set ganske enkelt om sammenhængen i det hele.

Engang levede mennesket sammen med den gode Gud.

Så skete der det, at mennesket selv valgte landflygtigheden fra Gud (billedligt fastholdt i myten om Adams og Evas syndefald), på samme måde som den fortabte søn, der bad sin far om arven, rejste udenlands og ødslede sin formue op, hvorefter han delte føde med svinene. 

På grund af sin grænseløse kærlighed til de landflygtige, gik Gud selv ind i menneskelivet som et menneske - Jesus fra Nazareth. For at sige, at nu havde vi altså valgt at være hjemmefra, og det måtte vi se at få det bedste ud af.

Jorden er jeres redskab til det gode og onde. Vælg det gode for jeres medmenneskers skyld og jeres egen skyld, ikke for jeres evige livs skyld.

For det giver jeg Jer, og der er ikke sat pris på det, det er gratis. 

Jeg vil nu gerne vise Jer min solidaritet ved at leve et simpelt liv, lide jeres lidelse og dø jeres død.

Jeg kunne godt kalde det hele hjem til mig igen og sætte mig til rette på almagtens trone, men nu skal vi lige gennem den landflygtighed, jeres frie vilje har medført.

Når tiden er inde, vender jeg tilbage til Jer igen. På den dag skal alle ting genoprettes, som det var før jeres landflygtighed.

Men for at I kan have frimodighed til at leve på jorden, skal I vide, at døden intet herredømme har.

Vel afslutter den jeres jordiske liv, men det er også det eneste. I evigheden skal vi være sammen igen.

Således taler Gud gennem Bibelen. Det var det løfte, han demonstrerede ved at opstå fra den menneskelige død påskemorgen. 

Således er den en ramme, inden for hvilken jeg skal finde livets mening.

Man er stadig et menneske af og på denne jord, underkastet skyldens og dødens vilkår.

Man gør uret og er offer for uret. Man kan vade til halsen i uløselige problemer. Men hele gangen på jorden bliver lettere, mere fri. For ens fundamentale problemer er løst.

Selv om dødens skygger falder hen over ens tilværelse, så har Guds tilgivelse og løfte om det evige liv gjort mig uafhængig af disse skygger. 

Vi har fået besked på at gøre noget ud af livet. Og det har vi fået overskud til, fordi vore totale sorger er knust på forhånd.

Dette liv og denne jord er kvalificeret til at være noget, man skal tage sig ordentligt af, i politik, i opdragelse, i arbejde, i alle forhold til de andre mennesker. Det hele skal gøres så godt, som det er muligt.

Jordelivet er ikke noget venteværelse til døden.

Således har pietismen ofte misforstået det og vendt verden ryggen i forventning til, at det egentlige liv først ville begynde efter døden.

Nej, jorden er sagen selv. Døden er tilintetgjort. Tilbage er kun livet, her og i evigheden.

Således er det. Og mens jeg skriver dette, er jeg sikker på det. Men jeg vil ikke slutte disse breve uden at vedgå, at jeg langtfra altid har ro i mig omkring disse ting. 

Jeg kan spekulere som en rasende uden at finde hoved eller hale i det, Bibelen vil meddele. Jeg kan stadig stå i den tvivl: Er det hele opspind?

Du er ateist og mener at have været det altid. Derfor ved du ikke, hvad tvivl kan være for en forbandelse.

I min tilværelse har fællesskabet i en menighed spillet en stor rolle. Man kan gå til gudstjeneste med kaos i sindet og gå derfra med klarhed og fred. At være kristen er også en måde at kæmpe for sit liv på.