Synspunkt

”I adventstiden tror vi altid, at vi venter på et barn i en krybbe”

Livet er som en flod; den kommer bagfra og tager os med og er i alt et rent adventure, skriver sognepræst Caroline Kollenberg Thisted. Foto: Â copyright 2014 NIMA STOCK

Vi ser ikke det væsentlige ved at stirre ind i kalenderlysets kronologiske nedtælling. Men måske ser vi en brøkdel oplyst, når vi over fire uger tænder fire lys, fire verdenshjørner, fire betragtninger, skriver sognepræst Caroline Kollenberg Thisted

Long before the advent of children (længe før der kom børn). Sådan skrev et kært menneske her i sognet på sin facebookvæg. Long before the advent of children – i livet inden børn, dér var meget anderledes, forstod man.

Dér – before - da vidste vi ikke, hvad ville blive vores dage, hvad ville vise sig at blive livet selv. Vi vidste det ikke. Og nu er det så advent; kirkens nytår indtræffer, menighedsråd tiltræder, en ny norm tager over i varslet af julemorgen efter den lange tid siden sidst, der skete noget storslået i det kirkelige, engang ved pinsetid. For vi plejer da… at mødes 1. søndag i advent. Og vi plejer da… at spille pakkespil… Og vi plejer da… at have bemægtiget os verden og vide hvad vi kan afvente i adventen.

Men. Livet er som en flod; den kommer bagfra og tager os med og er i alt et rent adventure. Det drejer vores adventsbetragtning, for det vi almindeligvis og i adventstiden ganske særligt venter er livet, som vi kender det. Men det vi får, er det, der af og til kommer bag på os. Imidlertid forser vi os på vores længsel efter det kendte, det trygge – rør blot ikke ved min gamle jul! Vi hegner livet ind, definerer horisontlinjen, når vi lader advent være tiden, hvor vi véd, hvad skal komme.

Hvorfor vente på et barn i en krybbe, hvorfor vente på en mand på æselryg? Så venter vi alene, hvad vi ved og afventer kun. Men advent er så meget mere. Er eventyr. Er adventure.

Så hvorfor vedholder vi i adventstiden at tale, som om vi helt præcist ved, hvad skal komme? Ja, fordi vi forser os på fortællingen om et barn i en krybbe og ikke har modet til at tvinge mening af en hellig ko. I stedet er det lettere, mindre konfliktfyldt – ja det er rent ud sagt hyggeligere – hvis vi gør, som vi altid har gjort. Og bare afventer gentagelse.

Men "long before the advent of" hørte vi, og blev mindet om at vi aldrig aner, hvad skal komme. Guds væsen og veje kan ikke tvinges ind på fire adventssøndage, en juletræsfest og en fyldt kirke den 24. december. Vi ser hverken det guddommelige eller det væsentlige ved at stirre ind i kalenderlysets kronologiske nedtællings insisteren, men måske ser vi en brøkdel oplyst skridt for skridt, stadig dybere, stadig i erkendelse af livets ukontrollerbarhed, når vi over fire uger tænder et, så to, siden tre og sidst fire lys, fire verdenshjørner, fire betragtninger.

For livet selv vil komme – livets fortælling og mening er netop advent, og ingen anden end Vorherre er Herre over dét. Så vi må flyde med på the adventure i tillid til, at meningen og målet er i gode hænder. Ikke i vores tvangsagtige gentagelse, som blot vil mestre magtesløsheden. Nej, sand advent er at afvente det umulige, det utrolige, det forunderlige, det bjergtagende, det smertefulde, det overraskende, det omstyrtende og det opbyggende.

Advent er at afvente i ro og slippe alle forventningerne. For bevæger vi os ikke med og lader livets flod føre os, så står vi stift og ubevægeligt i en alt for nær fortidighed og insisterer på dens berettigelse. Og det er egentlig en grundsynd; at mene, at vi kender sandheden om Guds veje og vilje, og blot afventer disse.

Nej – vi må forkaste den holdning og afvente en bevægelse, som bringer ny indsigt. For jagten på meningen med livet er med ydmyghed at slippe det, man troede og tage imod det, som kommer. Med smidighed i tanken. Med mindst 4 indfaldsvinkler. At stå rundt om livet selv og kigge; fra øst, fra vest, fra nord, fra syd.

For her i den mørke november, hvor løvfaldet er slut og vandet begynder at fryse, dér forstår vi pludselig at advent er at lade det ske; at frugter kan uspået komme.

Glædelig advent – hold hjertet og ventetiden åben.

Caroline Kollenberg Thisted
Sognepræst i Nykøbing Sjælland Kirke