"Advent bebuder Herrens paradoksale komme"

Adventstiden med sine fire søndage før jul indleder det nye kirkeår og tegner dermed et dynamisk perspektiv for hele kirkeåret og dets gudstjenester, skriver Anders Eyvind Nielsen

Adventstidens bibeltekster tegner et billede af Gud som den, der er i bevægelse, skriver dr.theol og sognepræst Anders Eyvind Nielsen

Adventstiden med sine fire søndage før jul indleder som bekendt det nye kirkeår og tegner dermed et dynamisk perspektiv for hele kirkeåret og således for alle kirkeårets gudstjenester.

Som ordbogen fortæller, hentyder den kirkelige brug af udtrykket advent til Herrens komme (lat.: adventus Domini).

Herrens komme er med andre ord en vigtig side ved den jødisk-kristne gudsforståelse. I modsætning til den klassisk filosofisk prægede bestemmelse af Gud som ubevægelig og uforanderlig møder vi i Bibelens fortælleunivers bevægelsen som en meget væsentlig metafor for Gud. Vor Gud kommer og tier ikke er således et typisk udsagn.

Fra himmel mod jord
I Det Ny Testamente bliver ovenstående gudsbillede videreført ud over alle grænser. I for eksempel det ældste udsagn om Jesus Kristus får vi i en hymne, Paulus citerer, tegnet en bevægelse fra himmel mod jord.

Tanken er den, at den før-historiske Jesus tømmer sig selv for guddommelig ophøjethed for på menneskelivets vilkår at træde ind i vores tilværelse og således gennem sin egen lydighed indtil døden blive løftet op i de guddommelige højder, under hvilke, alle knæ skal bøje sig, i himlen og på jorden og under jorden og hver tunge bekende: Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders ære.
Hymnen kan passende danne ramme om adventstidens evangelielæsninger.

Et gudsbillede i bevægelse
Evangelielæsningerne til de fire adventssøndages to tekstrækker tegner netop alle et billede af Gud som den, der er i bevægelse. Det sker på to niveauer, der står i et gensidigt forhold til hinanden.

På det ene niveau drejer det sig om den fortalte verden. Det vil her sige om alle de afsnit i fortællingen, der går forud for den første kristne påske. Et forhold, som er fremtid for Jesus og hans tilhørere i teksten, men fortid for tilhøreren/læseren af teksten.

Før og efter påske
På før-påske-niveauet får vi til 1. søndag i advent skildret Jesus indtog i Jerusalem eller får at høre om Jesus, der kommer til sin barndomsby Nazaret og i synagogen udråber et nådeår fra Herren.

Her et citat fra en gammeltestamentlig profeti, hvor udtrykket hævnens dag, der hører med i citatet, med fuld overlæg er udeladt (af evangelisten Lukas). Dommedag er forløser-dag, hvor nåden går for ret.

Samme niveau går igen i teksterne til 3. søndag i advent. I det ene tilfælde henviser teksten til Jesu ord og mirakuløse gerninger, som Johannes Døberen sættes til at være strømpil for gennem de gamle profetiske ord: Se, jeg sender min engel foran dig, han skal bane din vej for dig.
I det andet får vi i skikkelse af Zakarias lovsang oven på Johannes Døberens fødsel blandt andet skildret Gud som ham, der har besøgt sit folk.

På niveauet efter påske får vi med læsningerne til 2. søndag i advent tegnet et kosmisk perspektiv hinsides denne verden og dens historie.

I dette ultimative fremtidsperspektiv deler både tilhørerne i teksten og tilhørerne/læserne af teksten fælles horisont. For vi hører blandt andet her dels om kosmiske omvæltninger med tegn i sol og måne og stjerner som optræk til Menneskesønnen, der skal komme i en sky med magt og megen herlighed.

Under samme horisont dels en lignelse om fem kloge jomfruer, der adskiller sig fra fem uforstandige jomfruer ved at have olie med til deres lamper, så når brudgommen kommer kan gå ud og mød(e) ham.

De to niveauer sammensmeltes
Begge de to niveauer, både det nære før påske og det fjerne (længe) efter (og over) påske synes at glide noget over i hinanden i de johannæiske evangelielæsninger til 4. søndag i advent.

På den ene side skildrer tekstrækkernes læsninger hver på sin måde Jesus og hans gerning som alt det, der kommer efter Johannes Døberen, men altså før den kristne påske.

På den anden side er det som, at omtalen af Jesus som Kristus, anført i kosmiskklingende vendinger som brudgommens komme, får et udpræget universelt og bekendelsesagtigt præg. Dette aspekt er også til stede i de tidligere omtalte adventstekster, som alle er fra de tre første evangelieskrifter, men det er tydeligst i det fjerde evangeliums meget symbolske fortællestil.

Det indeholdte adventsmotiv
Forholdet mellem adventsteksternes to niveauer kan forstås i lyset af overgangen fra evangelielæsningerne til Sidste søndag i kirkeåret og advents- og juleteksterne, der markerer kirkeårets begyndelse.

I Jesu fortælling om Menneskesønnen, der kommer i sin herlighed for at skille fårene fra bukkene, bør det her indeholdte adventsmotiv netop holdes snævert sammen med kirkeårets indledende paradoks: Guds imødekommende bevægelse mod os alle i skikkelse af et hjælpeløst spædbarn med den konsekvens at bevæge os til at se i de andre et billede af Kristus.

Anders Eyvind Nielsen
Dr. theol. og sognepræst