Troen som en gave står centralt 4. søndag i advent

Dom og afgørelse ligger bag det evangelium fra Johannes, som er den obligatoriske prædikentekst til fjerde søndag i advent. Her er det centrale – men også glædelige budskab - at frelsen skænkes mennesket gennem troen, skriver sognepræst Asser Skude i sin refleksion over prædikenen til på søndag

Advent kræver noget særligt. Advent kræver fordybelse og eftertanke. Ikke for ingenting er advent kirkeårets første faste- og bodstid. Man kunne argumentere for, at advent er den vigtigste bodstid i hele kirkeåret. For kun ved at give sig tid og ro til fordybelse kan det nye kirkeår indledes, som det var tænkt. Dels ved at forberede sig på, hvad der vil komme af bibelske fortællinger, dels ved at forberede sig på, at fortællingerne bringer budskabet om Gud og den tro og det håb, som rækker ud over livet selv.

Går man ind til advent med denne ydmyghed og bevidsthed, vil advent og kirkeår også bringe én så meget desto mere klarhed: Advent giver mindst lige så meget, som den kræver. Advent giver nøglen til at forstå. Advent er fortolkningsnøglen til hele kirkeåret. Advent er som lakmuspapiret. Advent er essensen af de vigtigste grundfortællinger: Advent rummer alle tider og begivenheder af kirkeåret i sig, lige fra skabelse til dommedag.

I adventssalmen ”Det første lys er ordet” (Den Danske Salmebog nr. 87) er de fire søndage i advent at betragte som fire stationer: Skabelsen, Fødslen, Opstandelsen, Pinsedag indtil Dommedag: Det første lys den første søndag i advent er skaberordet. Det ord, som Gud skaber alting med: naturen, blomsterne, fuglene og så videre.

Det andet lys den anden søndag i advent er fødselsstjernen, lyset over stalden i Betlehem. Det lys, som steg ned julenat, hvor Guds søn delte ”jorden med os som sit hjem, med al dens fryd og møje”.

Det tredje lys tredje søndag er opstandelsens lys: ”det har intet øje set, det lyser gennem hjertesorgen, og melder det umulige er sket, det tredje lys er påskemorgen”. ”Det fjerde lys har ild fra alle tre, en pinseglød i vores hjerte, så vi for dem, der intet lys kan se, kan tænde kun en lille kerte”.

Kort sagt: Gud har skabt alting, Guds søn er kommet til os, Guds søn er stået op fra graven, Gud har meddelt os sin ånd, der giver os sammenhold og mod til at være der for hinanden, men han har også givet os en betroet opgave, som vi vil stillet til regnskab for, hvordan vi forvalter i forhold til vores tro og talent.

At det er ikke lige meget, hvordan vi løser vores ansvar som troende, som menighed og kirke på jord, det tema vil jeg lægge vægt på denne fjerde søndag i advent. Den sidste søndag i adventstiden. Måske den mest afgørende søndag, som også kræver en særlig opmærksomhed.

Dom og afgørelse ligger bag det evangelium fra Johannes, som er den obligatoriske prædikentekst (Johannesevangeliet kapitel 3 vers 25-36). Her er det centrale – men også glædelige budskab – at frelsen skænkes mennesket gennem troen. Dagens evangelium er Johannes Døbers sidste vidnesbyrd om Jesus. Det optræder efter Jesu samtale med jøden Nikodemus om troen på Guds søn.

I den forbindelse siger Jesus, at alene Guds søn kan stige op til himlen, fordi han er steget ned derfra. Og Guds søns ophøjelse er til frelse, det vil sige evigt liv, for enhver, som tror på ham. Derpå foretager Jesus følgende sammenligning: Engang lod Gud den kobberslange ophøje, den kobberslange, som Gud forinden havde befalet Moses at fremstille, mens folket opholdt sig i ørkenen. I ørkenen var folket blandt giftige slanger. Hvis nu nogen blev bidt af en giftig slange, kunne det menneske beholde livet, hvis blot det kastede et blik på kobberslangen.

Jesus siger så: "Og ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal Guds søn ophøjes, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham. For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.", Johannesevangeliet kapitel 3 vers 16.

I håbet og forventningen om at nåde vil gå for ret, vil jeg – i adventstidens ånd – formane til eftertanke og fordybelse forud for det kirkeår, som nu er indledt – at vi må leve som gode tjenere efter Hans vilje, årvågne, beredte, forventningsfulde og håbefulde – og med ”en pinseglød i vores hjerte, så vi for dem, som intet lys kan se, kan tænde kun en lille kerte”.

Læs hele min prædiken til fjerde søndag i advent på www.blog.asserskude.dk 

Asser Skude er sognepræst i Bellahøj.