Akademi-leder om pave Frans: En konservativ pave, som kan blive ikonisk

"Så vidt jeg har forstået, er Frans I lige så konservativ på de familieteologiske spørgsmål som sine forgængere, så her er det business as usual. Til og med har han tilsyneladende også en problematik om et lidt for følgagtigt forhold til det tidligere argentinske militærdiktatur med i bagagen," skriver leder af Grundtvig-Akademiet Birgitte Stoklund Larsen. Foto: Leif Tuxen

"Det ville være dejligt som protestant at sige, at det ikke betyder en pind, hvem der er biskop i Rom. Men det passer jo ikke," skriver leder af Grundtvig-Akademiet Birgitte Stoklund Larsen

Hvad betyder valget af Jorge Mario Bergoglio som pave?

"Det ville jo være dejligt som protestant at sige, at det ikke betyder en pind, hvem der er biskop i Rom. Men det passer jo ikke. Mennesker dør på grund af den katolske kirkes holdning til prævention."

"Så vidt jeg har forstået, er Frans lige så konservativ på de familieteologiske spørgsmål som sine forgængere, så her er det business as usual. Til og med har han tilsyneladende også en problematik om et lidt for følgagtigt forhold til det tidligere argentinske militærdiktatur med i bagagen. Men en pave med navnet Frans, kendt som fortaler for økonomisk retfærdighed og ydmyghed, kan blive et stærkt symbol i en tid, hvor globaliseringens omkostninger viser sig som større fattigdom og ulighed. De fattiges pave, altså. Med lidt pastoral karisma, et enkelt liv (hvordan man så fører det i Vatikanet?) og nogle velvalgte rejser kan han blive ikonisk på samme måde som Johannes Paul II var det i kølvandet på kommunismens sammenbrud og den nye verdensorden."

LÆS OGSÅ: Eksperter: En ydmyg, simpel og enkel pave

Hvordan vil han være forskellig fra pave Benedikt?

"Han virker mild, allerede på balkonen, gestussen med hånden og hentydningen til, at kardinalerne måtte til verdens ende for at finde en pave. Han har en folkelig appel, Benedikt XVI savnede. En argentinsk fodboldavis havde Frans på forsiden af deres netudgave med overskriften Guds hånd, en hentydning til fodboldspilleren Maradona. Han er deres pave."

"Til gengæld var Benedikt et stærkt intellekt, respekteret også blandt intellektuelle blandt andet for sine samtaler med den tyske filosof Jürgen Habermas. Hans konservative kulturkritik gjorde ham til de tidehvervskes yndlingspave. Frans appellerer nok mere til nødhjælps- og korshærsfolk. Om han har forstand på oprydning, ved jeg ikke. Men dækningen af pavevalget har da løftet sløret for en katolsk kirke med massive udfordringer, når det gælder oprydning i sager om præsters sexmisbrug, om finansielle problemer og fnidder og konspiration i kurien. Det klarer man ikke kun med folkelig karisma."

Hvad forventer du dig af den nye pave i et økumenisk perspektiv?
"Jeg har ikke økumeniske forventninger. Men det ville da være smukt, hvis Frans indkaldte til et kirkemøde, et koncil. I hvert fald gav Andet Vatikanerkoncil i begyndelsen af 1960erne da en åbning i den katolske kirke også mod andre kirkesamfund."

LÆS OM ANDET VATIKANERKONCIL:
Et stormøde, der ændrede den katolske kirke

Birgitte Stoklund Larsen, redaktør af Dansk Kirketidende og leder af Grundtvig-Akademiet, Vartov.