- Allehelgen er en kærlighedsdag

Kors, lys, lysglobe, AllehelgenUploadet af Lars Ahlmann Olesen Foto: Foto: Lars Ahlmann Olesen

Jeg bruger allehelgen til at fortælle mine elskede, hvor meget de betyder for mig. For al kærlighed ender med sorg, skriver sognepræst Kristine Stricker Hestbech

Mange forbinder allehelgen med græskar, hekse og spøgelser. Men har kristne på nogen måde grund til at fejre allehelgen? Kristendom.dk har spurgt sognepræst Kristine Stricker Hestbech:Hvad betyder allehelgen for dig? Går du i kirke, eller har du andre traditioner til allehelgen?

Det var på den 1. november højt mod nord, 62. breddegrad, at jeg lærte noget om døden. På øerne der ligner smuler fra et bord, smidt af Vorherre da han efter sin skabelse ryster hånden for ler, som de ynder at fortælle deroppe. Øerne midt ude i Atlanterhavet, hvor alle lavtrykkene vender, og vejret altid er i tvivl og derfor aldrig står stille.

1. november var alle færøske flag på halv. Ikke bare i folks haver, men også på skolerne og ved offentlige bygninger flagede de lige over hækhøjde. Det måtte være en meget kendt og agtet person der var død, tænkte jeg, og skyndte mig at ringe til min kollega ved Domkirken i Torshavn, så jeg var godt klædt på til det interview, jeg skulle give ved radioen samme morgen. Og kollegaen lo da jeg spurgte.

Det gælder om at drukne hurtigt
For nej, der blev ikke flaget for en kendt. Der blev flaget fordi det var Allehelgen. Og den 1. november flages på halv for alle de mennesker, som er afgået ved døden i det forgangne år. På havet. På fjeldet. Jeg blev meget stille, imens hun fortalte.

Det er ikke kun noget, der hører historiebøgerne til. Fiskerne kan stadig ikke svømme. For går skibet under, er det om at drukne hurtigt ude på det sorte iskolde hav. Og det gør de.

Ligesom det stadig er farligt at hente fårene ned fra fjeldene. Også selvom du er vant til det og har terrænet i dit blod og dine fødder. Fjeldet har altid en side, du kan gå op af, og en side du kan falde ned fra.

Som de to mænd, der var oppe og hente fårene ned til slagtningen et par uger før. Pludselig gled den ene og kurede lige ud over klippen. 30 meter ned. Imens vennen stod få meter borte. Det er dem, der flages på halv for.

Døden gemmes ikke væk på Færøerne
Og der er nogen hvert år. Hvert år. 1. november er stilhedens dag. Dagen hvor alle mindes de voldsomme dødsulykker, som er lige så stor en del af livet på øerne som fuglene og fiskene og hvalerne og fårene er det. De firer sig stadig ned af fjeldsiderne og henter æg og fugle. Og ber en bøn før de går i gang.

For døden er en synlig og sandsynlig del af livet deroppe. Og de gemmer den ikke væk. Den bæres i furerne i ansigtet, slægtens historie, de faderløse børn og de mange enker, der har klaret livet i de barske fjelde. Det blev jeg mindet om den 1. November, hvor livet blev stille. Hele samfundet åndede sorgen ind og ud.

Vi har næsten glemt allehelgen
Og det er så gavnligt. At sorgen ikke kun har plads i hjertet og i tavsheden og i billedalbummets mange minder. At vi har nogle ydre rammer, det der hedder ritualer, for det, der næsten ikke findes ord for. I Danmark har Allehelgen været næsten glemt. For vi mindes ikke helgener. Nej, det er katolsk skik. Altså lige bortset fra Skt. Hans, som jo er Johannes Døberens dag. Men ellers ikke.

For vi tror ikke på, at der er nogen, som via deres liv kan gøre sig fortjent til en finere plads i Himmerige end andre. Nej, men når døden tager vores elskede fra os, kan det mærkes at de, netop de, som ikke er mere, har været helgener i mit liv. Hverdagens helgener. Med deres kærlighed og lys og varme og omsorg og glæde og latter og kriser, vi blev stærkere og klogere af.

Jeg mindes også dem, der stadig lever
Ofte er det sådan, at vi først virkelig forstår, hvor meget et menneske betød, når vedkommende er død eller ude af vores liv af andre årsager. Og det er det, jeg bruger Allehelgen til selv. Ikke blot til at mindes mine døde slægtninge og venner.

Men også til at blive mindet om, hvor meget de mennesker, der fylder i mit liv nu, betyder for mig. For jeg vil så nødigt stå ved kisten en dag og fortryde det, jeg ikke fik sagt og gjort.

Så Allehelgen er kærlighedsdagen, hvor jeg fortæller mine børn og min elskede og mine venner, at de er mine hverdagens helgener, at uden dem ville mit humørs flag aldrig komme over halv.

Du kan ikke elske uden at sørge
Og når eftermiddagens tusmørke daler ned over landet, tændes lysene i kirkerne og jeg holder mindegudstjeneste med stilhed og musik og lystænding, så vi sammen kan gøre det, de på Færøerne gør kollektivt i samfundet, nemlig lader vores sind favne den side af livet som er tabets og sorgens og savnets side.

For det er sådan, det er. Du kan ikke leve uden at sige farvel. Du kan ikke elske uden at sørge. For al kærlighed ender med sorg. For den ene eller den anden. Det er livets vilkår. Allehelgen minder os om det. At elske, mens tid er.

Kristine Stricker Hestbech er sognepræst i Havdrup