Katolik: Frans af Assisis historie fascinerer mig

Det væsentlige her er jo, at helgenerne ikke peger på sig selv. De peger altid på Kristus, som er det sande forbillede og ham, som vi følger, skriver katolsk diakon Kasper Baadsgaard. Foto: Marco Desscouleurs - Fotolia

At bede en katolik vælge sin yndlingshelgen er som at bede et barn i en slikbutik vælge et stykke slik, som er det bedste.
Kasper Baadsgaard, katolsk diakon

Jeg godt kan lide den hellige Frans, fordi han ikke var perfekt fra begyndelsen, skriver katolsk diakon Kasper Baadsgaard i en ny serie, hvor katolikker fortæller om deres favorithelgen

At bede en katolik vælge sin yndlingshelgen er som at bede et barn i en slikbutik vælge et stykke slik, som er det bedste. Ikke mindst fordi der er så mange, men især fordi der er mange, som virkelig har levet inspirerende liv, som i dag giver inspiration til, hvordan vi kan leve vores liv.

Helgener bliver ofte misforstået. For at slå det fast med det samme: Katolikker tilbeder ikke helgener, vi beder til dem.

Helgener har to formål i en katoliks liv. Det første er helgener som forbedere, altså dem der beder for. De beder for os og med os. Dette hænger tæt sammen med troen på det evige liv og troen på en sammenhæng mellem det jordiske og det himmelske. Det er ikke to adskilte størrelser, men der er så at sige kommunikation imellem de to.

Det næste er helgener som forbilleder, altså personer der har levet et liv, som for os, der lever nu, kan bruges som eksempel og inspiration til efterfølgelse.

Det væsentlige her er jo, at helgenerne ikke peger på sig selv. De peger altid på Kristus, som er det sande forbillede og ham, som vi følger. Men vejen og måden er forskellige fra person til person, og der kan være meget langt fra Guds søn til en almindelig ung mand eller kvinde i dagens Danmark. Og her er helgenerne en fantastisk hjælp, de er et slags trin på vejen, der gør afstanden mellem mit liv og Jesu liv kortere og lettere at overskue.

Den hellige person, jeg kan fremhæve mere end de andre, er Jomfru Maria. Hun er den første og den største blandt alle de hellige mænd og kvinder.

Men hvis jeg skulle vælge en anden, ville det først og fremmest være Frans af Assisi (1182-1226).

Det, der fascinerer mig ved ham, er egentlig mest hans liv, før han blev omvendt. Han levede et liv langt fra Gud. Han var søn af en rigmand og manglede umiddelbart ikke noget. Han ville være en stor ridder, men Gud talte til ham i en drøm, og deri fandt han Gud, fulgte ham og opgav sit tidligere liv og sin materielle rigdom.

Det, jeg godt kan lide ved den hellige Frans, er, at han ikke var perfekt fra begyndelsen. Selvom han var langt fra Gud, kunne han alligevel komme tæt på Gud.

I den samme kategori kunne man nævne den Hellige Paulus, som i den grad var imod Gud, inden Gud viste sig for ham. Eller den hellige Augustin (354-430) som ikke blev født som katolik, men via sine studier fandt frem til den katolske tro.

En anden stor helgen er den hellige Thérèsa af Lisieux (1873-1897). Som 15-årig indtrådte hun i et karmeliterkloster, hvor hun levede, indtil hun døde bare 24 år gammel af tuberkulose. Det særlige ved hende er opdagelsen af, hvad hun kaldte ’den lille vej’.

Hendes ønske var at blive hellig, altså at leve et liv for Gud og med Gud. Samtidig var der en stærk bevidsthed i hende om hendes mangler, og at hun ikke var nogen stor helgen og ej heller kunne være som de store helgener, hun havde læst og hørt om.

I alt dette finder hun ’den lille vej’. Kort sagt opdagelsen af at Gud ikke ønsker andet af os end vores kærlighed til ham, opdagelsen af at vi er hans børn, og alt det, vi kan og skal gøre, er at gengælde Guds kærlighed til os. Og ved at leve i denne kærlighed bliver vi hellige.

Helgenerne er mange, men netop disse to kategorier: almindelige mennesker, der bliver store helgener, og en, der fremhæver den enkle lille vej til et liv med Gud og for Gud, giver mig inspiration og håb for, at også et menneske, der lever i 2015, kan nå til målet.

Kasper Baadsgard er katolsk diakon og panelist ved religion.dk.