"Barnet er en del af menigheden"

Mange steder holdes særlige gudstjenester for børn, flotte gudstjenester, men søndagsmenigheden lærer de ikke at kende, skriver forkynder og sjælesørger Dan Månsson

Det døbte barn er en del af menigheden. Alligevel betragtes en del børn som et vedhæng til menigheden.

I april måned udsendte seks mennesker fra dansk kirkeliv med hjerte for børn og Gud et 24 siders hæfte, Børn og Gud Et manifest. Alle seks har rod i et klassisk søndagsskolearbejde i kirke eller missionshus og arbejder med kristent børnearbejde i praksis, organisatorisk og teoretisk.

LÆS OGSÅ: Barnet har ret til religion

Børn tages ud af kirkerummet
Mange kirker og missionshuse har et separat tilbud til børn, mens der prædikes for de voksne. Børnene går ud af mødelokalet eller gudstjenesterummet og vender senere tilbage. Det hører til sjældenhederne, at det er de voksne, som forlader kirkerummet for at få deres prædiken, mens børnene bliver tilbage i kirken for at få deres prædiken. Nej, vi imødekommer børnenes behov ved at sende dem ud!

Mange steder holdes særlige gudstjenester for børn for eksempel spaghettigudstjenester. Flotte gudstjenester med sang, bøn og forkyndelse. Men søndagsmenigheden lærer de ikke at kende. Tilsvarende eksempler findes i missionshusregi.

Disse to eksempler på gode konkrete aktiviteter for at møde børnene med kristen forkyndelse signalerer samtidig en praksis for medlemskab af menigheden, som vi ikke ville byde voksne. De illustrerer, at trods øget fokus på børn i kirke og missionshus, så er de døbte børn ikke blevet en del af menigheden, men snarere gæster.

Tid med børn er et tilvalg
Alle døbte børn behøver kristen læring. Det kristne liv, givet i dåben, næres, udvikles og leves fra første dag. Derfor må dåb og læring ikke adskilles. Kristen læring må have en naturlig plads i hjemmet, skolen og menigheden, og det sker ikke med sigte alene på barnets fremtid, men med sigte på barnets åndelige liv her og nu. Kristen læring er at blive fortrolig med både den kristne tros indhold og praksis.

Familien er udfordret af arbejdstid, fritidsaktiviteter og meget andet i hverdagen. Derfor er familiens andagtsliv ved spisebordet eller ved sengekanten ofte presset ud. Det kræver et bevidst tilvalg at tage sig tid til sammen med sine børn at have en åndelig praksis, der nærer deres liv med den Gud, de er døbt ind i et liv sammen med.
Uanset skolevalg møder barnet igennem skolen en kristendomsformidling, som det skal forholde sig til.

Nogle gange vil skolens kristendomsformidling flugte den trospraksis, det er fortrolig med fra hjem og kirke. Andre gange behøver det sammen med sine forældre at finde sit eget ståsted i forhold til de forskellige kristendomsforståelser, det møder.

Til kristen trospraksis hører menighedsliv. Barnet er jo som døbt fuldgyldigt medlem af den menighed, hvor det er døbt. Det har ikke de samme muligheder, som voksne, fordi det er barn. Det kunne kaldes en asymmetrisk ligeværdighed. Men det er afgørende, at barnet netop oplever, at det er en del af menigheden. Derfor må lederne lægge menighedslivet sådan til rette, at børnene også i praksis oplever sig som medlemmer.

LÆS OGSÅ: Jeg drømmer om en kirke, hvor børnene bliver taget alvorligt

Børn skal tage del i menighedens arbejde
Ligesom voksne i en menighed oplever det givende og værdsættende at have tjenester i menigheden, vil børn opleve det. Voksne er forskellige og har derfor forskellige opgaver. Børns forudsætninger er forskellige fra de voksnes, og derfor må deres opgaver være afmålte efter deres formåen.

Børn har ligesom voksne et åndeligt liv og gør sig åndelige erfaringer. Som voksne i det kristne fællesskab giver vi hinanden anledninger til at udtrykke disse. Det sker med ønsker til menighedslivet, med spørgsmål til dagens prædikant, gennem samtale, lystænding, bøn, vidnesbyrd, ønske om forbøn, tilbud om sjælesorg og på andre måder.

Når vi giver børn mulighed for at få del i og dele deres åndelige erfaringer med menigheden med de forudsætninger, de nu har, så vil menigheden til gengæld opleve sig beriget og udfordret. Så længe vi som menighed ikke har syn for barnet som et åndeligt menneske, går vi som menighed glip af den velsignelse, og barnet oplever sig som et endnu-ikke-medlem.

Gus har mange dimensioner
Kristen læring må føre barnet ind i hele den kristne tros indhold. Det er vitalt for barnet at høre, at det er elsket af Gud. Samtidig er der mere at sige om Gud. Det er en vigtigt bibelsk pointe, at vi skal elske hinanden. Samtidig er der mere at sige om det kristne liv. Guds hellighed har flere dimensioner end blot kærlighedens. Det døbte barn er både synder og retfærdiggjort. Verden er både Guds skaberværk og mærket af ondskab, sygdom og død. Det åndelige liv må næres og praktiseres.

Menighed og forældre svigter barnet, når det gudsbillede og menneskebillede, der forkyndes, ikke får alle dimensionerne med. Kristendommen bliver kedelig og uvedkommende.

Børn og Gud Et manifest har ikke færdige meninger om, hvordan forældre og menighed skal praktisere en kristen læring, der signalerer barnet som fuldgyldigt medlem af menigheden. Hæftet er en opmuntring til at tale sammen som forældre og menighed om, hvordan man konkret vil udfolde den kristne læring i hjem og menighed.

Dan K. Månsson er sognepræst, tidligere landsleder i LM kids og panelist på kristendom.dk. Han er medskribent på Børn og Gud Et manifest. Teksten kan frit downloades fra www.soendagsskoler.dk, www.elm.dk, www.lm-kids.dk, www.dbi.edu, www.kpi.dk. De samme organisationer vil i samarbejde med flere andre senere indbyde til en konference med udgangspunkt i manifestet.