Blå mandag kan ikke betale sig - og heldigvis for det!

Vi må spørge os selv, om vi er ved at opbygge et samfund, der kun har et sikkerhedsnet for at samle folk op, så de kan komme tilbage i fabrikken igen som arbejdsdyr, skriver præst Christian Roar Pedersen

Traditioner kan ikke betale sig, og netop derfor er de værd at bevare. Der ligger et fattigt menneskesyn bag den effektiviseringsbølge, der vil gøre elever til produktionsdyr, skriver præst Christian Roar Pedersen

Der har været stærke reaktioner på, at enkelte skoler har afskaffet Blå Mandag. Politikere fra begge fløje både støtter og forkaster afskaffelsen. Det er et samfund i opbrud og forandringen, der diskuterer med sig selv.

For vi lever i en tid, hvor alting skal forandre sig. Teknologien, befolkningssammensætningen, kirken, Europa - ja hele verden. Hvad skal det ikke ende med? Det spørgsmål stiller mange sig selv. Det er ikke nemt at se, for vi lever i en verden, der er meget kompleks.

Når ikke vi kan overskue krigen i Mellemøsten, verdensfreden eller klimaforandringerne, kan vi i stedet tage fat på de nære og enkle ting. Som fx et juletræ i en beboerforening eller nu afskaffelsen af Blå Mandag. Det er for galt! Nu må det stoppe! Men egentlig er det ikke Blå Mandag, folk reagerer på. Det er den almindelige mand og kvinde der råber: Vi kan ikke klare flere forandringer! Vi er bange for fremtiden! Hør på os!

Vi lever i et samfund, hvor forandring er blevet en ideologi. Mennesker skal skal være forandringsparate. Men det er vi ikke. Ingen kan holde til konstante forandringer hele tiden. Vi har brug for ro, fordybelse og rødder. Hertil hører traditioner, som kan binde os sammen på tværs af generationer, landsdele og køn.

1968-generationen har i lang tid sagt “red mig i traditionerne”. Nu er der opstået en modreaktion, der ser værdien i at noget består. Forandring er ikke positivt i sig selv. Vi kan bare kigge på os selv og se, at hvis kroppen bliver ved med at forandre sig, ender det med døden. Forandring er ikke altid lig med fremgang, den kan også være udtryk for forfald.

For mit eget vedkommende synes jeg, det er småligt at skolerne ikke vil give eleverne fri på Blå Mandag. Folkeskolen og en senere uddannelse har efterhånden kun til formål at dueliggøre befolkningen til at blive gode produktionsdyr, der effektivt kan bidrage til opretholdelsen af konkurrencestaten. Ve den elev det måtte få en ekstra fridag Blå Mandag! Danmark går under og kineserne overtager alle vores job!

Der ligger et fattigt menneskesyn bag hele denne effektiviseringsbølge, der søger at optimere alle aspekter af livet med tests og new managements pumpestok.

Den kinesiske fabrik Foconn, der bl.a. producerer vores alle sammens iPhones, havde på et tidspunkt et problem med, at arbejderne sprang ud af vinduet og begik selvmord. Løsningen: Fabrikken opsatte net, der kunne fange de livstrætte medarbejdere, når de sprang ud. Så kunne de komme tilbage og arbejde i fabrikken igen. Det er da medarbejderpleje, der vil noget!

Vi må spørge os selv, om vi er ved at opbygge et samfund, der kun har et sikkerhedsnet for at samle folk op, så de kan komme tilbage i fabrikken igen som arbejdsdyr.

Det skal kunne betale sig. Det hele. Det kan traditioner ikke. Men de kan fortælle om et andet menneskesyn, hvor vi er mere end, hvad vi kan producere. Et samfund hvor de ældre bærer en visdom med sig, og hvor hver generation ikke skal gøre alle erfaringerne alene. Traditionerne bærer en dybere mening med sig, som vi ikke bare skal smide ud med effektiviseringens badevand.

Blå Mandag kan ikke betale sig. Måske der netop er en pointe i det.

Og inden nogen skulle få gode ideer: Rør blot ikke ved min gamle jul!

Christian Roar Pedersen er sognepræst og mediekonsulent i Aalborg Stift