Bøn er at vise ydmyghed
Bøn går ud på at se sig selv som lille og vide sig underlagt nogle kræfter, man ikke kan styre, mener præst og terapeut Lene Østergaard
Bøn findes i alle religioner og er et fundamentalt udtryk for tro. Som fænomen kan bøn måske sammenlignes med, hvad åndedræt er for liv. Bøn har mange udtryk og kan have et meget rituelt præg. Skalaen spænder fra lovsang og taksigelse til klage og nødråb.
Jeg har ingen store teorier om bøn. Hvis jeg bliver direkte adspurgt, om jeg ofte beder, ville jeg sige nej. For jeg har ikke ritualiseret mit bønsliv med tider og måder. Det er sjældent, at jeg sætter ønsker på mine bønner eller beder for at opnå noget.
"Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde." (Matt, 7, 7)
Jeg ved ikke, hvad jeg skal bede om
Jeg er i den heldige situation, at jeg ofte ikke ved, hvad jeg skal bede om; og jeg ved ikke, hvad jeg skal lede efter, som jeg ikke har. Jeg mangler ingenting.
Jeg har sunde og kloge børn. Jeg har et godt helbred og et lyst sind. Ingen af delene er jeg skyld i selv. Det er noget, der overgår mig. Glæden, tilfredsheden og taknemmeligheden flyder ned over mig, når jeg tænker på, hvad der er vigtigt for et menneske.
Men sådan har det ikke altid været. Engang imellem har jeg været nødt til at tale direkte til tilværelsens højeste magt. Min bøn har da været et nødråb til Gud, for der var ikke andre steder at gå hen. Og når jeg virkelig har manglet ord, har jeg bedt Fadervor. Fadervor er uopslidelig og kendt af alle.
Jeg har lettere ved at bede for andre end for mig selv. Når jeg som præst sommetider ved nedtoningen af en sjælesorgssamtale har spurgt, om vi skulle slutte med en bøn, falder det mig nemt at formulere en bøn om lettelse, forandring og håb for den, der har betroet sig til mig.
Bøn er sjælens tanker
Mine grundlæggende erfaringer med bøn er kort og godt, at den kan opstå af sorg og fortvivlelse; men også af glæde og håb. Bøn er sjælens tanker og sprog. Men den bøn, som er lovsang og taknemmelighed, bliver sjældent bemærket.
Bønnen i begge dens poler er at se sig selv som lille og at vide sig underlagt nogle kræfter, man ikke kan styre. Det er at vise ydmyghed.
Meget ofte får vi ikke det, vi beder om, men det er heller ikke det vigtige i bønnen. Det vigtige er den underforståede viden, at vi er underlagt en udefrakommende styrke, der er større end os selv, som vores glæde, fred og lykke afhænger af. At have evnen til at bede og troen på, at bønnen gør nytte, er nyttig underdanighed. For herefter er der lys forude at styre henimod.
For mig er bøn hjertesprog og viden om tilværelsens yderste grundvilkår, som er, at vi ikke kan bestemme over det virkeligt vigtige. Men vi har lov at håbe at kunne påvirke det. Bøn og håb holder hinanden i hånden.
Lene Østergaard er præst, familieterapeut og panelist på kristendom.dk.