"Bønner skal bedes i fællesskab"

Vi beder ikke kun beder på vores egne vegne. Faktisk er vi i bønnen repræsentanter for hele menneskeheden og skaberværket, skriver stud.mag Benjamin Dalton

Bøn er i kristendommen en fællesskabelig størrelse. Ligesom med sproget generelt, gælder det også for det sprog, vi tiltaler Gud med, at det er vokset frem gennem det kirkelige fællesskab - og endnu før, gennem jødernes fælles tilbedelse i templet.

LÆS OGSÅ: Hvad er bøn? Gud skal ikke reduceres til en personlig Gud
Når Jesus i evangelierne giver os sin velkendte formel for, hvordan vi skal bede, lyder det:

"Giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld."

Det er os, ikke mig, der beder til vores Fader i Himmelen.

For mange i dagens Danmark, også af dem, der regelmæssigt beder, kan det nok opleves som akavet eller ligefrem grænseoverskridende at bede højt sammen med andre.

Man oplever måske, at det er meget private tanker, man øser ud af, eller måske er det formuleringernes velklang, der stjæler fokus fra indholdet i det, man siger til Gud.

I det hele taget forestiller jeg mig, at bønnen for mange af os er blevet til noget meget privat. Den har karakter af en usynlig overførsel af det, der er helt inderst inde i mig, til Gud, uset af andre mennesker. Bønnen er blevet reduceret til et udtryk for noget, nemlig for mit personlige forhold til Gud.

Og det er da heller ikke, fordi gudsforholdet skal være upersonligt. Men når bønnen er afkoblet fra et fællesskab, der har en erfaring og en praksis med at tiltale Gud, så er der en fare for, at Gud også reduceres til min personlige Gud. Denne reduktion tænker jeg, blandt andet kan kendes på, at bønnen bliver til en ren og skær ønske- eller klageliste, som Gud forventes at respondere på.

Tidebønner er en åndelig berigelse
I de seneste år har jeg, som en af mange, opdaget kirkens - og ikke mindst klostrenes - rige tradition for at bede fast formulerede bønner på regelmæssige tidspunkter i løbet af dag, uge og år. Og i de seneste måneder har jeg endda haft den fornøjelse at mødes i et lokalt bønsfællesskab flere morgener om ugen, baseret på denne struktur - tidebønnerne, som de kaldes.

Tidebønnerne består næsten udelukkende af citater fra Bibelen, primært fra Salmernes Bog. Når vi træder ind i det bibelske sprog og henvender os til Gud gennem det, er det som om vores bøn samtidig bliver en skole i bøn.

De bibelske salmer kommer nærmest omkring hele det menneskelige følelsesregister, men én ting, man hurtigt opdager, er, at selv den mest fortvivlede klagesang altid starter og slutter med lovprisningen af Gud som herre og skaber.

Tilsvarende følges ønsket, om at Gud må gribe ind over for uretfærdighed, med taksigelse for det, Gud allerede gør for os, og for den han er. Ofte tvinger bønnens ordlyd os til at bede om og for ting, der ligger fjernt fra vores umiddelbare situation, eksempelvis hjælp i forfølgelse og krig. Dette gør os opmærksomme på, at vi ikke kun beder på vores egne vegne, men også på andres - ja egentlig er vi i bønnen repræsentanter for hele menneskeheden og skaberværket.

På denne måde formes min bøn af en masse andet og mere end de tanker, jeg i øjeblikket tager med ind i bønnen. Ydermere bliver vi i stand til at forene os og bede med én stemme - ikke kun de få, der er samlet i samme rum, men hele kirken på tværs af både kontinenter og århundreder.

Både formelt (idet vi beder de samme bønner) og indholdsmæssigt (idet vi beder på vegne af hinandens situationer) er tidebønnen fællesbøn.

Adskillige gange i løbet af bønnen gentages lovprisningsformularen

"Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, nu og altid og i evigheders evighed" (eller en variation derover).

Deri opsummeres det i bøn, hvad et fællesskab overhovedet er i en kristen optik: mennesker, der samstemmigt giver Gud æren for deres eksistens i fællesskab - Gud, som selv er et samfund af tre personer, ét i væsen.

Benjamin Dalton studerer idéhistorie på Aarhus Universitet, er frivillig i Betlehemskirken i København og er tilknyttet den kristne bevægelse Dansk Oase.

Se også Benjamin Daltons blog.