Charlotte Dyremose: Europaministeren bør sætte fokus på kristenforfølgelser
Hvis Europaministeren ikke vil mødes med de europæiske kirker og den danske folkekirke om kristenforølgelser, så bør han ikke være på sin post, skriver cand.polit og debattør Charlotte Dyremose
Bør kirken være mere politisk?
Folkekirken skal være rummelig, favne alle kristne uanset politisk ståsted og stå benhårdt fast på den lutherske to-regimentelære. Folkekirken skal med andre ord gå forrest, når der skal skelnes mellem politik og religion.
Derfor er jeg ikke enig med Peter Lodberg, når han undrer sig over, at kirken ikke bruger EU-formandskabet som en anledning til at markere sig.
LÆS OGSÅ: Kirker passive i forhold til EU-formandskab
Folkekirken bør ikke tage politisk stilling
Kirken bør altid markere sig. Det skal det danske EU-formandskab ikke ændre på. Men det glæder mig som folkekirkemedlem, at folkekirken ikke tager stilling til det europæiske projekt eller spørgsmål som:
"rig og fattig i Europa, forholdet mellem det nationale og europæiske samt indretningen af det økonomiske system," som Lodberg ellers efterlyser.
For en folkekirkelig stillingtagen til den slags spørgsmål ville være meget udansk og ikke mindst et brud med den lutherske tradition.
LÆS OGSÅ: Indre Mission: Kirken bør gøre brug af EU-formandskabet
Folkekirken har lagt hus og biskop til en kirkelig markering af formandskabet. Det er meget dansk, meget folkekirkeligt og det ligger smukt i forlængelse af markeringer af Folketingets åbning, flagdagen for danske soldater og andre store mærkedage, der direkte eller symbolsk har betydning for alle danske og dermed også for alle kirkens medlemmer.
Folkekirken skaber rammerne for os som en kristen nation. Men den tager ikke politisk stilling. Og det er godt.
Regeringen bør lytte til de europæiske kirker
Et sted, hvor folkekirken dog burde komme på banen er i forhold til regeringens afvisning af at mødes med KEK (Konferencen for Europæiske Kirker).
Der er europæisk tradition for, at formandskabet mødes med KEK. Det bør regeringen videreføre. Og folkekirkens øverste har tydeligvis en opgave med at forklare den danske regering, at nok skelner vi mellem religion og politik, men i den skelnen ligger også, at vi ikke udelukker religionen blot at vi ikke sætter den over eller under de verdslige argumenter.
Og dermed må regeringen også forstå, at en udelukkelse af KEK er lige så forplumret og udansk som en sammenblanding af politik og religion. Nok skal de religiøse argumenter ikke vægte højere end andre argumenter i den politiske debat. Men i Grundtvigs fædreland må vi med lige så stor vægt stå fast på, at et argument ikke kan udelukkes fra den politiske debat, alene fordi det er religiøst.
Samtidig må KEK og andre kirkelige organisationer respektere, at vi her i landet fastholder at skelne mellem religion og politik. Derfor kan folkekirkens folk med fordel forklare KEK og andre kirkelige organisationer, at det i en dansk sammenhæng er upassende, hvis de mener at have en særhvis de mener at have en særlig forrang netop i spørgsmål, som dem, Lodberg nævner.
Kristenforfølgelser bør stå øverst på dagsordenen
Til gengæld er der andre områder, hvor kirken og de kirkelige organisationer har deres naturlige plads i tæt dialog med formandskabets ministre.
Her tænker jeg på for eksempel de voldsomme kristenforfølgelser rundt omkring i verden. Det er en sag, der direkte vedrører kirken, som er fælles for alle kristne, og som det er nødvendigt at føre op på et overnationalt niveau for at blive hørt.
Den slags sager kan og bør kirken gå ind i, ligesom det bør være en naturlig hjertesag for det danske formandskab. Og hvis Europaministeren ikke vil mødes med KEK og den danske folkekirke om den slags sager, så bør han ikke være på sin post.
Charlotte Dyremose
Cand.polit, debattør og tidligere medlem af folketinget (K)