- Cølibatet er en gave til kirken

Man får ikke pludselig lyst til børn, fordi man ikke må have en kone, skriver katolik og gymnasieelev Casper Thorup i debatten om pædofili i den katolske kirke

Som 19-årig gymnasieelev og frivilligt konverteret og engageret lægmandskatolik ligger det mig tungt på hjerte gang på gang at skulle læse mediernes overskrifter angående pædofili i den Katolske Kirke, og hvad der ellers måtte være af skandaler.

Jeg ønsker på ingen måde at bagatellisere eller negligere problemet omkring de seksuelle overgreb, der måtte være begået inden for den katolske kirke, globalt som nationalt.

Men nu har jeg virkelig fået nok af mediernes triumfparadekonkurrence, når det kommer til hetz mod den katolske kirke. Nu må det være nok med løse tal, påstande og overskrifter der savner variation og argumentation.

Vi - for jeg og alle andre lægfolk er også en del af kirken - ja, vi har begået fejl, ja vel har vi syndet, men ikke mere end resten af verden!

Ja der har været præster, som har forgrebet sig på unge mennesker, det værende kor eller alterdrenge/piger. Ja der har været gejstlige såvel som lægfolk i vores skoler eller andre samfundsforsørgende institutioner, der har smækket en flabet unge en på skrinet i ny og næ for 30-40 år siden, hvilket desværre var både almindeligt og lovligt!

Og hvis vi går endnu længere tilbage, så har vi sågar engang erklæret korstog og inkvisition både til højre og venstre for Rom. Ja, der har været biskopper, der har forsøgt at tie og snige sig uden om problemet ved at lade anklagede præster fortsætte deres gerning i et nyt sogn gang på gang uden hverken at indberette det til politiet eller pressen.

Og det kan jeg sandelig godt forstå, når man ser den fuldstændigt absurde og latterlige behandling af hans Eccelence Biskop Czeslaw Kozons åbenhed overfor pressen. Biskoppen var på ingen måde nødsaget til at fortælle disse informationer. Jeg forstår ikke, hvordan man kan formå at vende og dreje hans udtalelser i en sådan grad, som det er tilfældet.

Følgende omkring artiklen Dansk biskop: Også misbrug i den katolske kirke i Danmark

Biskoppen erkender, at han er kommet i besiddelse af disse informationer lang tid efter krænkelserne skulle være fundet sted, ja før han selv blev biskop. Disse informationer stammer desuden fra ikke-involverede lægfolk.

Der er tale om almindelige katolikker, der har hørt noget om en præst eller en medarbejder. Det er aldrig noget, der formelt er kommet på bordet som pædofili i strengeste forstand.

[/i]Han fortæller desuden, at sagerne ligger flere årtier tilbage, og at han personligt kun har fået én henvendelse fra en mor, hvor den omhandlende præst var døende og at HUN = MODEREN ikke så nogen anledning til at gå videre med sagen.

Yderligere er resten af de mundtligt anklagede præster i dag gået bort på nær en, som ikke længere gør tjeneste indenfor kirken. Biskoppen forklarer tydeligt, at han først fik kendskab til dennes sag i 2003 og at handlede derefter.

Der står ordret, at han kiggede nøje på sagen, men at der ikke var grundlag for en politianmeldelse, fordi sagen ifølge dansk retspraksis var forældet, DANSK RETPRAKSIS og ikke kanonisk lov! Biskoppen gav derfor i stedet et ultimatum til præsten for at sikre, at han ikke havde med børn og unge at gøre igen.

Præsten valgte så at forlade præstegerningen. Havde blot alle andre biskopper gjort noget lignende var skandalen måske aldrig eskaleret og nået et punkt hvor den synes uoverskuelig.

Biskoppen bliver spurgt om hans hensigt med de gamle og i øvrigt ifølge dansk lovgivning; forældede sager og han svarer, at han netop pga. disse sagers status hellere vil fokuserer på evt. nye aktuelle sager, der måtte opstå, og at der fra kirkelig side er oprettet en beredskabsplan og en folder for at imødegå eventuelle sager med åbenhed.

Min kære biskop Czeslaw, tak for din oprigtighed og åbenhed omkring problemet. Tak for din frivillige forebyggelse og initiativtagen som vores øverste lokale hyrde og kollega til Sankt Peters efterfølger.

(Efter kritik har biskop Czeslaw Kozon nu indvilget i en tilbundsgående undersøgelse af seksuelle overgreb på børn, red., se artikel her)

Nu skal der også samles op på mediernes hysteriske behandling af de udenlandske sager. Først var der sagerne i USA, som siden 2002 har chokeret verden pga. dens omfang.

Men netop omfanget er jo ikke noget ekstraordinært sammenlignet med både de evangeliske kirker og det mosaiske trossamfund og de verdslige institutioner, som jeg også mindes at Silvano Tomasi engang i FN blev kritiseret for at påpege.

Så kom turen til Irland, hvis sag også blev ædt råt af de danske læsere. Først lød overskrifterne på 3000 misbrugte siden hen påpegede man, at der var op til 150.000 ofre imens BBC fastslog at der i rapporten kun er tale om 1100 vidner.

Jeg læste siden hen følgende kommentar til rapporten af Bill Donohue: Voldtægt står for 12 procent af overgrebene i rapporten. I forhold til anklagen mod irske præster, som holdes ansvarlige, bør det nævnes, at en del af misbruget var udført af lægmænd, en stor del var foretaget af andre børn, mens 12 procent af misbrugerne var præster - som i de fleste tilfælde ikke voldtog, siger han.

Overskriften til artiklen var: Katolsk overhoved negligerer misbrug af børn. Jeg synes nu snarere at overskriften burde have lydt Medierne overdriver og forværrer situationen. Der er ingen tvivl om, at der er et problem, MEN det er hverken forbeholdt kirken eller andre trossamfund.

Det er jo kun omkring 5 pct. af pædofile overgreb der begås af præster, lærere, pædagoger, spejderledere osv. Resten begås af familiemedlemmer. Det bringer mig til næste punkt; nemlig cølibatet som undskyldning for overgrebene.

Flere har peget på cølibatet som årsag til disse sager og påstået at præsterne på en eller anden måde skulle have gået fra at have helt almindelige heteroseksuelle lyster til at være pædofile fordi de ikke måtte blive gift. Det er en fuldstændig absurd påstand.

Man får ikke lige pludselig lyst til børn, fordi man ikke må have en kone. Pædofil er man for det meste allerede i sine sene teenageår og er altså ikke noget, der pludselig opstår, når man har levet som ugift præst i 15 år.

Cølibatet er en gave til de mennesker der ønsker at leve et liv i fuldkommen efterligning af Kristus og må ikke ses som en ubærlig byrde, men en garanti for frihed til at fordybe sig i vores tro og vores historie samt mulighed for et kærlighedens fællesskab i bøn og tjeneste.

Hvis nogen ønsker at tjene og samtidig være gift, er der masser af muligheder indenfor kirken bl.a. diakoni, menighedsråd etc. Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt vi skulle tillade præster at være gift men om, hvordan vi bedst kan tjene kirken.

En præst skal være tilgængelig fireogtyve timer i døgnet i tilfælde af f.eks. et færdselsuheld hvor de syges salvelse er påkrævet. Generelt har en katolsk præst bare ikke tid til at lege familie og slet ikke i det moderne samfund, hvor moderen ikke længere er hjemmegående men har sin egen karriere etc.

Det vil desuden give et kolossalt knæk i Kirkens økonomi, hvis præsterne pludselig skulle have en løn på 25.000kr om måneden. Grunden til, at vi som kirke i dag kan udføre så stort humanitært arbejde, er jo netop at kirkens tjenestefolk lever af så beskedne midler.

De seneste steder der er blevet en del af skandalerne er Tyskland, Holland og Østrig. I Tyskland iværksatte biskopperne på eget initiativ en autonom undersøgelse af problemets omfang, hvilket har ført til omkring 170 anklager. ANKLAGER vel at mærke.

Der er altså ikke tale om 170 ofre eller forbrydelser før en juridisk dom er faldet. Det vil jeg bede alle huske på, katolikker som ikke-katolikker. Og desuden opfordre til fortsat og med særlig betænksomhed at støtte de få, men gode præster vi har og bede for de ofre, vi som Kirke igennem tiden måttet have svigtet.

Og så glæder jeg mig i øvrigt til at følge mediernes ligeså grundige beretninger om misbrug i protestantiske, jødiske, muslimske og verdslige organisationer, alt andet må vel betegnes som bevidst diskrimination af katolikker.

Casper Thorup, gymnasieelev, medlem af Sankt Elisabeth menighed Holbæk.