Dåbsgudstjeneste en folkekirkelig nødvendighed

Lige siden oldkirken har der været flere slags kirkegængere og deraf følgende flere slags gudstjenester. Det har vi blot glemt i vor tid, hvor vi taler højstemt om højmessen som gudstjenesten. Det er i den sammenhæng at vi skal se dåben, skriver Mogens Hansen. - Foto: Colourbox

Dåbsgudstjenesten er en folkekirkelig nødvendighed. Men også en historisk virkelighed

Historisk viden er ikke en sur pligt eller en speciel teologisk disciplin. Den er et godt arbejdsredskab til den nødvendige, stadige fornyelse af kirkens gudstjeneste. Er der problemer med gudstjenestens liturgi, så vil historisk viden ofte vise hvorfor og vise veje til forandring.
Historisk viden er befriende!

Lige siden oldkirken har der været flere slags kirkegængere og deraf følgende flere slags gudstjenester. Det har vi blot glemt i vor tid, hvor vi taler højstemt om højmessen som gudstjenesten. Det er i den sammenhæng at vi skal se dåben.

Reformatorerne argumenterede for, at dåb (ligesom vielse og begravelse) skulle finde sted om søndagen i forlængelse af prædiketjenesten, som højmessen blev kaldt. Fra slutningen af 1600-tallet bliver dåben mere og mere en privat handling. Den finder sted i kirken, men spredt ud over hele ugen. Kirkeritualet af 1685 forsøger at fastholde, at ægte-folks børn døbes straks efter prædiketjenesten, mens horebørn i kiøbstæderne skulle døbes efter tolv slet.. Men kampen var forgæves. I løbet af 1700-tallet bliver hjemmedåb det mest almindelige. Den ene af vore kirkefædre, Grundtvig, er således døbt derhjemme i præstegården i 1783, den anden, Kierkegaard, er døbt torsdag d. 3. juni 1813 i Helliggeist Kirke på Strøget i København. I midten af 1800-tallet vender dåben igen tilbage til kirkerummet om søndagen, men aldrig som en del af prædiketjenesten. Man skal huske, at søndagen dengang var eneste fridag og derfor en praktisk dag.

Da Grundtvigs teologiske efterfølgere for lidt mere end 100 år siden slog mere og mere igennem i den kirkelige praksis, begynder dåben at dukke op i selve prædiketjenesten/højmessen. Men da den ikke har sin historiske plads dér, findes der flere forskellige, lokale traditioner. Biskoppernes vejledning fra 1949 siger: Dåben finder under gudstjenesten sted straks efter salmen efter prædikenen hvor praktiske grunde taler derfor kan handlingen dog henlægges til efter evt. altergang. Gudstjenesteordningen fra 1992 tillader fire forskellige placeringer af dåb i højmessen. Det er alt sammen traditionshistorisk et udtryk for, at dåb ikke har historisk hjemstedsret i højmessen. Det er altså ikke dåbsgudstjenesten, der er nyskabelsen, det nye er dåb i højmessen!

Her kommer fem gode grunde til afholdelse af faste, offentlige dåbsgudstjenester:

1. Vi lever ikke længere i en enhedskultur. Den kirkelige situation i vor tid har mange lighedspunkter fælles med situationen i oldkirken. Hvad enten vi kan lide det eller ej består folkekirkens medlemmer af to hoved-grupper: De folke-kristne og de kirke-kristne. Begge grupper har lige berettigede krav på, at deres kultur og traditioner bliver taget alvorligt. Det er et af kriterierne for, at vi kan kalde vores kirke for en folkekirke, at der i mødet mellem folk og kirke er en rimelig balance mellem folkelige forventninger og teologisk nødvendighed. Det gælder f.eks. hvad angår genkendelighed og sangbarhed i valget af salmer. En folke-kristen dåbsmenighed vil gerne synge Nu titte til hinanden. En kirke-kristen højmessemenighed kan ikke holde til at titte til hinanden hver søndag. Afholdelse af faste dåbsgudstjenester er at tage situationen alvorligt.

2. Hvis man entydigt vil hævde, at dåb er optagelse i menighedens forsamling i den betydning, at den højmesse-fejrende menighed skal være fysisk tilstede, så har man et problem, men problemet består i, at man har et problematisk kirkesyn. Menigheden er HELE menigheden, og den består både af dåbsbarnets familie og af den special-menighed, som samles til den special-gudstjeneste, som kaldes højmesse. Gudstjenesten har flere ben. Ellers kommer den ikke ud af stedet. Et ben er højmessen, et andet er dåbsgudstjenesten. Afholdelse af faste dåbsgudstjenester er at tage menigheden alvorligt.

3. Uanset hvor dåben placeres i en højmesse står den i fare for at ødelægge det liturgiske hele, som en højmesse er. Under alle omstændigheder vil sammenhængen mellem de gennemtænkte bibelske læsninger slås i stykker, og gudstjenestens kirkeårsbundne drama ødelægges. Afholdelse af faste dåbsgudstjenester er at tage højmessen alvorligt.

4. I en tid, hvor det rituelle igen er ved at få betydning for folk, er det vigtigt at liturgien i kirkens gudstjenester er enkel, klar og gennemskuelig. Med få pædagogiske tiltag kan folkekirkens stærke dåbsritual komme til at stå mere klart for alle i menigheden. Afholdelse af faste dåbsgudstjenester er at tage dåben alvorligt.

5. Dåbsgudstjeneste er en fin oplevelse for alle deltagere. I stedet for fem kvarters mareridt for såvel den dobbelte menighed som de dobbelt bebyrdede kirkelige medarbejdere får alle en god og indholdsmættet gudstjeneste. Afholdelse af faste dåbsgudstjenester er en gave til alle.

Jeg har i en årrække haft mange herlige oplevelser ved afholdelse af særlige, faste dåbsgudstjenester som sognepræst ved Vor Frelsers Kirke i København. Her kommer nogle af de praktiske erfaringer:

Dåbsgudstjenester finder sted, når det passer menigheden. Lørdag kl. 12 har vist sig at være et godt tidspunkt. Så kan tilrejsende nå frem, og man har en fridag til at hvile ud i! De afholdes to til tre gange om måneden som en offentlig, annonceret gudstjeneste. Kun under ganske særlige omstændigheder holdes der private dåbshandlinger.

Dåbsgudstjenester indeholder præ- og postludium, fire salmer, prædiken (hvor såvel kirkeåret som dåben er dagens tekst) og dåbsritual som forordnet, men med særlig afslutningskollekt.

Dåbsgudstjenester samler fra et til fem børn, svarende til en menighed på 20 -200 mennesker. Dåbsforældrene mødes med hinanden og præsten i forvejen, hvor der udfolder sig en god samtale om dåbens indhold og betydning og hvor gudstjenestens salmer vælges. Mødet med dåbsforældrene og det fælles forarbejde er i sig selv en stor gave til præsten! Der kan vælges salmer uden for salmebogen, idet der trykkes et særligt salmeblad indeholdende såvel Trosbekendelsen som Fadervor. På den måde kan alle deltage.

Dåbsgudstjenester giver mulighed for lægfolks naturlige medvirken. En mor beder den særlige afslutningsbøn, en farfar læser dåbsbefalingen og en fadder læser børneevangeliet. Igen en af de gode gaver ved dåbsgudstjenesten. Jeg glemmer aldrig de pårørendes store glæde ved at få lov til at medvirke!

Dåbsgudstjenesten giver anledning til at tænde et dåbslys og udlevere af dåbsbibel/børnebibel som en del af selve dåbshandlingen, hvorved der skabes en meningsfuld henvisning til og sammenhæng med dåbsoplæringen. Ved selve dåbens begyndelse begrundes dåbslyset (Jeg er verdens lys, I skal være lys i verden), det udleveres til en i forvejen udpeget og bæres af denne gennem resten af gudstjenesten.

Mogens Hansen
Præst og mediemand