Missionærerne brugte den keltiske tilbedelse af solen som en bro til evangeliet

Gennem den keltiske kristne tradition kan vi lære at se glimt af Gud som den livets og lysets kilde, som har åbenbaret sig fuldt og helt og vist os sit ansigt i Jesus Kristus, skriver præst og musiker Torsten Borbye Nielsen

21. juni er det sommersolhverv og dermed årets længste dag. Tidligt i kristendommen blev sommersolhverv knyttet sammen med Johannes Døbers fødsel (Sankt Hans) og Vintersolhverv med fejringen af Jesu fødsel (Jul er beslægtet med det gamle keltisk-engelske Yule, som var navnet på den hedenske vintersolhvervsfejring).

På denne måde kom naturens og årets gang til at afspejle Johannes Døbers ord om Jesus: ’Det er min glæde, og den er nu fuldkommen: Han skal blive større, jeg skal blive mindre." (Johannesevangeliet kapitel 3, vers 29). Symbolikken er tydelig: Fra sommersolhverv bliver dagene gradvis kortere, og lyset aftager hen imod jul, hvor mørket er tættest, og Jesus, Verdens Lys, fødes. Fra vintersolhverv og Jesu fødsel vokser lyset i verden.

 Johannes Døbers ord falder der, hvor hans tjeneste er på sit højeste, og hvor folk er strømmet til ham for at høre ham og for at blive døbt af ham. På dette tidspunkt kommer Johannes Døbers disciple og fortæller, at nu vinder Jesus flere disciple end Johannes selv. Men Johannes svarer, at det netop er målet med hans liv og tjeneste at bane vejen for ham, som skal komme. Det er i dette, at hans glæde bliver fuldkommen.

Han, Kristus, bør vokse og Johannes selv blive mindre. Johannes Døbers svar peger på hans helt særlige kald, men det illustrerer også den tjenende kærligheds væsen, som gør plads og løfter den anden frem, for at han eller hun må vokse og trives, og som glæder sig, når det sker.
 
Forståelsen af sammenhængen mellem naturen og dens rytmer og Guds riges virkelighed står stærkt i den keltisk-kristne tradition, hvor de første kristne missionærer mødte en hedensk, naturorienteret spiritualitet med druider og barder som de centrale skikkelser.

Denne spiritualitet havde dyrkelsen af lyset og solen som et væsentligt element, og de kristne missionærer tog udgangspunkt i dette og tolkede det i lyset af Kristus på samme måde, som evangelierne taler om Jesus ud fra de smukke profetier i Det Gamle Testamente: han er Retfærdighedens sol eller Solopgangen fra det høje, som kommer med helbredelse under sine vinger.
 
Kelternes tilbedelse af solen og lyset blev af missionærerne i den tidlige keltiske kirke altså brugt som en bro for evangeliet. Her var allerede et glimt af Gud som den livets og lysets kilde, som nu har åbenbaret sig fuldt og helt og vist os sit ansigt i Jesus Kristus. Nogle ser et solsymbol i det karakteristiske keltiske kors med cirklen, sådan at det netop udtrykker en integration af korset og solen tolket i lyset af Kristus.

Sankt Patrick, som var en meget central skikkelse i kristningen af Irland, og som har givet navn til den irske mærkedag Saint Patrick’s Day, skriver blandt andet i sin ”Confessio”:

”For the sun we see rises each day for us at [his] command, but it will never reign, neither will its splendour last… We believe in and worship the true Sun, Christ”.

"For solen, som vi ser, stiger hver dag for os på hans bud, men den vil aldrig regere, ligesom dens glans ikke vil vare ved. Vi tror på og tilbeder den sande Sol, Kristus."

På engelsk er der en helt særlig pointe på grund af den dobbelte betydning af Sun/Son (sol/søn), som jo udtales ens. Jesus, Guds enbårne Søn, er den sande sol, eller med Johannesevangeliets ord: Han er ”det sande lys, som oplyser ethvert menneske.”

Torsten Borbye Nielsen
Konservatorieuddannet guitarist, hjælpepræst i Byens Valgmenighed og fra september 2017 ansat som missionspræst i Areopagos og I Mesterens Lys